Den2Radio - Uge 4 - 2019

Udsendelse d.19-25/01. 2019

Intermetzo
Georg Metz filosoferer over hvem dronningen mon mente i sin nytårstale. Hvem var mon de ’nogle som er en vigtig del af vort samfund, der tager for let på deres ansvar og forpligtelser; er det noget vi genkender fra den seneste tid’? Det kunne være Danske Bank eller Britta, men det kunne vel også være statsministeren? Måske var det rart at finde ud af hvem den majestætiske bebrejdelse var rettet imod.

Håndværk: Forsvinder arbejdet?
I serien ’Håndværk’ går vi lidt andre veje denne gang. Der er ingen tvivl - robotterne er her allerede, men hvordan vil de og den teknologisk udvikling have indflydelse på fremtidens arbejde? den2radio har søgt efter svar. Vi har været på besøg på en robotmesse i Odense og på Danmarks Tekniske Universitet for at få perspektiver på arbejdets forandringer, når teknologien bliver udviklet.

Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie 1. Ribe
Fra denne uge genudsender den2radio serien "Sønderjylland fortæller Danmarkshistorier". Den2radio’s Jørgen Johansen rejste sammen med nu afdøde journalist Finn Slumstrup rundt til de forskellige interessante erindringssteder. Finn Slumstrup var også tidligere formand for Grænseforeningen. Det er i alt 10 udsendelser, og den første i denne uge handler om Danmarks ældste by Ribe.

Spillefolkenes hemmeligheder: Martin Seeberg
I podcast-serien ’Spillefolkenes hemmeligheder – en rejse i dansk folkemusik’ taler musiker, komponist og podcaster Morten Alfred Høirup med en række markante personligheder fra den danske folkemusikscene og beder dem fortælle om, hvordan de arbejder. I dette sidste afsnit  fortæller den prisbelønnede multiinstrumentalist og komponist Martin Seeberg om sit arbejde på vikingemarkeder over hele norden set i lyset af, hvor lidt vi i virkeligheden ved om vikingernes musik.  

Da vi var lige ved at blive svenskere
Når vi taler om ’Danmarks besættelse’ tænker vi normalt på den 2. verdenskrig, men den svenske besættelse var ikke mindre vigtig. Henrik Morell taler med tidligere leder af Brønshøj Museum Lars Cramer-Petersen om den svenske besættelse. Han har udgivet bogen ’Danmarks skæbnetime’ om begivenheden der fandt sted for 360 år siden.

Sofies fødselsdepression
Flere end man umiddelbart skulle tro får fødselsdepressioner. Det at føde er barn skulle jo være kvindens ultimative lykkelige oplevelse, men det er svært for mange, og overhovedet at forstå at der er noget galt, og at hun har brug for hjælp er også en proces. Hver 10.kvinde oplever en fødsel, der resulterer i en depression. Sofie Jacobsen fortæller om, hvordan hun fik en fødselsdepression og om, hvordan hun overvandt den.

Henrik Pontoppidans krønike Ørneflugt
Henrik Pontoppidan var en af Danmarks helt store forfattere. Lykke-Per har gået sin sejrsgang både på film og på TV og er også blevet genudgivet i flere udgaver. I 1917 fik han Nobelprisen i litteratur sammen med den i dag helt stort set glemte Karl Gjellerup.
Han debuterede i 1881 og allerede omkring 1890 var han anerkendt. I 1890 udsendte han den lille samling ’Krøniker’ - små fabler og satirisk-ironiske og ofte temmelig illusionsløse og pessimistiske tekster. Her er bl.a. den kendte anti-H. C. Andersen-fabel ’Ørneflugt’ om at det ikke nytter at være en ørn, når man er født i en andegård. Den sender den2radio i denne uge læst af Karsten Pharao.

Alessandro Scarlatti
Den italienske barokkomponist Alessandro Scarlatti var var glemt i 250 år - en skæbne mange strålende komponister har været ude for. Men nu er hans mange værker blevet taget op af mølposen og bliver genudgivet, opført og indspillet på cd på DVD. Især hans operaer og kantater har vundet fornyet opmærksomhed.  Det er meget forståeligt, når man lytter til musikken i udsendelsen.
Foto: Anne Eggen