Den2Radio - Uge 4 - 2023

Udsendelse d. 21.-27.januar. 2023

InterMetzo
Intermetzo kigger på de danske væbnede styrkers politiske chef alias Jakob Ellemann-Jensen og at han på sit kontor har ladet sig fotografere foran et stort fotografi, der forestiller en række hypermoderne kampvogne også kaldet krigstanks. Krigens maskiner er ikke som forsvarsministerens fotografi på væggen det rette sprog i håbet om politiske løsninger, men snarere billede på oprustningens magtesløshed. Slutspillet er grusomt.

Kunsttimen. Nu øver lægerne sig ikke længere på patienterne
Indtil for nogle år siden blev kirurger oplært efter mesterlæreprincippet. Den ældre erfarne stod bag den yngre og oplærte på en levende patient. I dagens Danmark er det sådan, at man nu skal igennem en omfattende uddannelse, hvor man opererer virtuelt, og man skal til en eksamen for at få lov til at røre en patient. Det har betydet markant bedre resultater. Vi taler med Paul Frost Clementsen, der er overlæge og en af underviserne og han ønsker blot, at det bliver et krav, at man skal igennem denne virtuelle uddannelse.

Alkohol 2
I den anden podcast om alkohol og TUBA som rådgiver unge, der er børn af alkoholmisbrugere er det lærerne og familien, der er i fokus. Underretningspligten er skærpet siden 2010, hvilket betyder, at man har pligt til at underrette til kommunen alene på mistanke og bekymring om mistrivsel, men på trods af det er der fortsat mange børn og unge, der slet ikke bliver opdaget.
To pårørende fortæller om deres kamp og samliv med en misbruger, og TUBAs stifter Alex Kastrup Nielsen forklarer hvordan rådgivningen arbejder med pårørende og de unge, og vi skal også møde skoleleder Thomas Kierkegaard fra Lynge skole, der er tilknyttet SSP i Allerød kommune.

Retsvidenskab 4: Ophavsret.
I den 4.podcast om retsvidenskab handler det om ophavsretten, som har stor betydning i hverdagen, fordi den bl.a. regulerer, hvad medierne kan gøre med lyd og billeder. Den har også betydning for tøj og andet design, hvor der er lagt rammer for, hvor meget man kan lade sig inspirere af andres formgivning. De områder ophavsretten regulerer har en stor økonomisk betydning, og det kan derfor ikke overraske, at det er et område, der er reguleret af EU. Men er det som der står i den danske lovgivning i overensstemmelse med direktiverne fra EU og svarer de danske domme til det, som EU-domstolen har afgjort? Det har professor Morten Rosenmeier fra Det juridiske Fakultet ved Københavns Universitet undersøgt sammen med nogle kolleger, og som han fortæller, så er der mange problemer.

Fra triumf til tragedie 1
I de kommende uger genudsender den2radio 3 foredrag om den russiske revolution, som forlaget Vandkunsten stod bag, og som fandt sted i Litteraturhuset i indre København.  Den overordnede titel er ’Fra triumf til tragedie’, og det første foredrag står Erik Kulavig for. Han er lektor emeritus i russisk og sovjetisk samtidshistorie ved Syddansk Universitet.

Michael Falch - en rockpoet krydser sit spor 3
For et par år siden producerede den2radio 6 podcast om og med sangeren og
skuespilleren Michael Falch. Dem genudsender vi nu og i de næste uger. ’En rockpoet krydser sit
spor’ er overskriften på de 6 podcast, og nu er vi nået til 1985, hvor Michael Falch udsender sin første af en række soloplader. I samtale med vært og tilrettelægger Andreas Dahl, gennemgår hovedpersonen sine tidlige soloplader fra midten af 1980’erne og frem til og med genstarten af MALURT i begyndelsen af de nye 90’ere. Det bliver til en snak om bl.a. elektronisk musik, religion, kærlighedsballaderne, livstemaer, Henrik Pontoppidan og altings dobbelthed.

Pharaos klassikere: Myter af Johs.V. Jensen 10: Visdomstanden
Denne uges myte af Johannes V. Jensen i Pharaos Klassikere handler om en historisk tandpine, som Johannes V. oplevede i Oslo, der dengang omkring år 1900 hed Kristiania. ”Historisk” fordi smerteoplevelsen gik direkte ind i romanen Kongens Fald, som han sad og skrev på den tid. Det giver myten ”Visdomstanden” et ekstra perspektiv.

Søndagsfortælling: En gangsterhistorie 2
Jacob Skyggebjerg og hans Søndagsfortælling forsætter med 2.del af En gangsterhistorie. Jonas og Nicola er på vej til julemarked for at gennemføre Nicolas plan. Undervejs plages Jonas både af samvittighed, sult og mangel på søvn. Men Nicola er gangster og vil have sin vilje. Heldigvis er der hele tiden mere speed. Og omkring dem glitrer julebyen så det er ren Las Vegas. Men kan en gangster nogensinde slappe af? 

Internationale danske klassiske solister. Niklas Walentin
Niklas Walentin er denne uges 'Internationale danske klassiske solist’. Han har allerede som dreng og ganske ung vundet adskillige konkurrencer. Han er et rigtigt konkurrencemenneske, han elsker hurtige biler, og han har benzin i blodet. Nu kører hans internationale karriere på højtryk både med de store violinkoncerter med symfoniorkestrene og med kammermusik med hans klavertrio Trio Vitruvi og for violin og klaver.
 

Foto: ARoS Aarhus Kunstmuseum i Aarhus (Anne Eggen)