Den2Radio - Uge 40 - 2020

Udsendelse d. 25.september - 2.oktober. 2020

den2radio - på vej ind i efteråret og med mange nye podcasts. Vi glæder os over mange lytterhenvendelser og økonomisk støtte, mange tak for det.

InterMetzo
Det handler om situationen i Dansk Folkeparti, hvor den nyudnævnte næstformand udfordrer formanden. Kristian Thulesen Dahls defensive svar til den ambitiøse Morten Messerschmidt er for det første at formanden agter at blive siddende i mange år endnu, og for det andet at man til den tid må tage stilling til eventuelt flere kandidater til topposten.  Messerschmidt ved også udmærket at Meld og Feld stadig venter – Dansk Folkepartis skæbne kan således blive en anden end den der nu skitseres, som en forestående kamp mellem en dysfunktionel formand og en påtrængende næstformand med Jesus i hjertet og fædreland på hjernen. 

Det europæiske hus
I den2radios aktuelle programserie om EU og det europæiske samarbejde har Ove Weiss en kommentar med overskriften ”EU’s slyngelstater”. Det var under det danske EU-formandskab i 2002, at en række østlande fra januar 2004 fik adgangsbillet til Unionen. Med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens ord: ’En triumf for frihed og demokrati’.  Vi sender også et klip fra Ursula von der Leyens ’State of the Union’ tale 2020.  

Tragedien i Rumænien
For 30 år siden var Rumænien en nation i kaos, der trækker sine spor helt frem til i dag. Landets diktator Nikolae Ceaucescu og hans regime var blevet væltet af en folkelig opstand, der var den blodigste af omvæltningerne i den kommunistiske østblok. Efter en summarisk retssag blev diktatoren og hans hustru henrettet ved skydning den 25. december 1989. Han efterlod sig et land, der var ødelagt af hans groteske variant af kommunismen. I januar 1990 kom journalisten Peter Skeel Hjorth til Rumænien for at indsamle oplysninger om forholdene i landets sundhedsvæsen. I tre udsendelser fortæller han om ’Tragedien i Rumænien’, som landets bærer præg af den dag i dag. Vi sender den første i denne uge.

Anslag - september 2020 - 4 
Anslag. At slå en tone, en stemning an, at fortælle en historie, at prøve at forstå og sige sin mening … Siden 2013 har forfatteren og journalisten Jacques Berg hver formiddag sat sig til computeren og tastet to, fem, halvtreds linjer, og det bliver han heldigvis ved med, og de er produceret til den2radio, så lytterne kan glæde sig til at det er dusinvis og nu og da tusindvis af anslag som han beskriver verden med som den ser ud fra hans landsby i Luberon i Provence, hvor han har boet i årtier.

Peter Poulsen læser digte
Tidligere i år fyldte forfatteren Peter Poulsens 80 år. Han har arbejdet indenfor mange genrer og er kendt som litteraturformidler og oversætter af blandt andre Fernando Pessoa, Prins Henrik, Jorge Luis Borges og Charles Baudelaire. I anledning af fødselsdagen læser han digte fra bogen ’99 digte af Peter Poulsen’. Det er Morten Søndergaard og Thomas Boberg, der står for udvalget af digtene.

Teatermagasinet Kastesigten - september 2020
Kastesigten har anmeldelser af teater man lige nu kan se i København og omegn. Og det er nogle af sværvægterne, som de coronoa-ramte skuespilhuse har valgt at åbne sæsonen med. Shakespeare, Goethe og Ibsen gnubber i dette program skuldre med ny dramatik fra Edouard Louis og kunstnerkollektivet The Other Eye of the Tiger. 

Pharaos Klassikere – En landsbydegns dagbog 1
Vi har lyttere der savner Karsten Pharaos ’Pharaos klassikere’ og det tager vi ad notam og fortsætter serien i denne uge. Her tager han fat på en af de helt store, kanoniserede tekster i dansk litteratur, nemlig Steen Steensen Blichers store novelle ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”, der blev trykt første gang i 1824. Den handler om degnen Morten Vinge, som vi følger gennem hans dagbog helt fra hans grønne ungdom over manddommens illusioner til alderdommens resignation. Altså et helt liv.

H.C.Andersen – Stormen flytter skilt
Ugens H.C.Andersen er ’Stormen flytter skilt’. Det er inspireret af hans barndomserindring om håndværkslaugenes festlige ’skilteflytning’, når laugene skiftede hus. Det er Bent Mejding der læser.

Jazzens historie – Duke Ellington
den2radio har et eksklusivt arkiv med hele 21 udsendelser om Jazzens historie baseret på bogen ’Drømmejazz – jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd’er’, som filmmanden Christian Braad Thomsen udgav i 2009, og det er også ham, der har produceret denne serie til den2radio. Denne gang fortæller han om Duke Ellington. Han er en af de mest betydningsfulde personligheder i jazzens historie, og hans bigband var i årtier hjemsted for mange af jazzens andre store, der i kortere eller længere tid spillede hos ham.

Foto:den2radio