Den2Radio - Uge 41 - 2017

Udsendelse d. 7. - 13. oktober. 2017

Her er den2radio med udsendelser om samfund og kultur, som jo er radioens kerneområder og Georg Metz tager i sit Intermetzo fat i professor Uffe Østergaards nylig lancerede skepsis eller rettere modstand mod en videreudvikling af nationalstaten. Hævdelsen af nationalstaten har aldrig siden 1972 , da Danmark trådte ind i Fællesmarkedet, været stærkere end nu, hvilket professor Østergaards omvendelse også markerer. Nationalstaten døde ikke undervejs, tværtimod styrkedes de nationale bevidstheder i det udvidede europæiske samarbejde.

Børneliv: Tykke børn
Som led i serien ’Børneliv’ møder vi seks børn, der på egen krop har erfaret, at det ikke kun er størrelse der er problemet. Mobning og lavt selvværd følger ofte med overvægt.
Ca 4 % børn og unge i Danmark betegnes som overvægtige. Det er et stigende problem og det giver lige så dårlig livskvalitet som det er tilfældet med leukæmi , siger afdelingslæge Birgitte Højgaard fra Ambulatoriet for Overvægtige Børn og Unge på Nordsjællands Hospital.
Vi møder også Forstander Henrik Hougaard Bøtkjær og lærer Trine Molter Skov fra Skælskør Julemærkehjem, der fortæller om børnene, arbejdet og dagligdagen suppleret af børnene.
den2radio har været på besøg på Julemærkehjemmet Skælskør.

Kort men godt.
Kort men godt er en lille udsendelse på den2radio som vi sender netop når vi har lidt kort men godt. Denne gang om Vindspejlet - et skulpturelt lydkunstværk skabt til Ofelia Plads i Københavns Havn. Vindspejlet -  en fem meter høj konstruktion af objekter, former og farver fra det maritime miljø. Værket refererer visuelt til bøjer, kompas og skibe og fungerer som et lydligt spejl af vinden på kajen. den2radio har mødt Ragnhild May og Ea Borre, der er kunstnerne bag værket.

Fra øje til øre
Vi støder hele tiden på oplæsning: til arrangementer, på YouTube, i podcasts eller i kirken. Der kommer mange nye til, der skal læse tekster op, og det går ikke altid godt. For at hjælpe med oplæsning har Hanne Smith Pedersen og Louise Fischer-Nielsen skrevet bogen ”Fra øje til øre”. De fortæller i udsendelsen om nogle af de forhold, man skal være opmærksom på i oplæsning, og man kan høre eksempler på, hvilke udfordringer man kan have, når en tekst læses op.

Forførerens Dagbog 12
I det 12. afsnit af Søren Kierkegaards beretning Forførerens Dagbog er Johannes nået dertil, at han nu er ved at trække sig fra forlovelsen med Cordelia, men han prøver at få hende til at indse, at forlovelsen er en hyklerisk, borgerlig institution, som intet har at gøre med den sande ægte kærlighed. Det er skuespilleren Jesper Christensen, der læser og lytterne kan finde alle de andre afsnit på den2radio’s hjemmeside.

Europas idehistoriske rødder 5: Videnskab
Søgen efter svar i tilværelsen og naturen omkring os har altid været en del af det at være menneske. Videnskab forsøger at formulere og forklare, hvad vi kan vide om verden og hvordan. Svarene der søges er af naturvidenskabelig, etisk og moralsk karakter. I udsendelsen kan du høre, hvordan det videnskabelige kernebegreb methodos opstod i antikken, blev redefineret ved det naturvidenskabelige gennembrud og senere udviklede sig frem mod moderne videnskabelige discipliner. I programmet medvirker postdoc Jens Kristian Larsen, professor emeritus Helge Kragh Stjernholm, professor emeritus Finn Collin og professor MSO – med særlige opgaver -  Henrik Kragh Sørensen. 

Verden af i går 3
For tiden mærker man en genopblussende interesse for den populære mellemkrigsforfatter Stefan Zweig. Det er der mange gode grunde til, en af dem er en fin spillefilm om hans sidste år i eksil ’Farvel til Europa’, som lige nu går i biograferne. den2radio markerer det ved at genudsende Karsten Pharaos oplæsning af Zweigs vidunderlige erindringsværk ”Verden af i går”. Det er 3. del af den gamle klassiker fra 1942, vi er nået til - erindringer om tiden før verden gik af lave, hvor det østrig-ungarske kejserrige var en træg og ærkereaktionær stat, og man som ung havde indtryk af, at alle bestræbelser i samfundet gik ud på at holde enhver forandring fra døren.

Andrea Motis
Den unge spansk-catalanske Andrea Motis er ikke bare jazzsange, hun spiller også trompet og saxofon og henvender sig i den grad til et ungt publikum. RadioJazz har lavet en udsendelse med hende, som den2radio har fået lov til at låne.