Den2Radio - Uge 42 - 2020

Udsendelse d.10. - 16.oktober.2020

Velkommen til en uges podcast her på den2radio, og udover denne uges udsendelser er der et arkiv fuld af spændende oplevelser indenfor kultur og samfundsstoffet. Det finder I på hjemmesiden i de røde kategorier - alle udsendelser. 

InterMetzo 
’Der er ikke ret mange der siger det højt’, fortæller Georg Metz i sit Intermetzo. Pæne mennesker går ikke rundt og ønsker andre mennesker syge og døde, selv ikke afskyede politiske ledere. Bare de forsvinder, og man ikke skal se dem mere. Dette sker sjældent gennemgribende, men sender altid nogen ud i mørket, hvor de politisk set kommer af dage. Gad vide hvem Georg Metz taler om? .

Det europæiske hus
Det europæiske Hus er den2radios aktuelle programserie om EU og det europæiske samarbejde lige nu og i de kommende år. I denne uge kan I møde Carsten Rahbek, professor ved center for makroøkologi, evolution og klima på Københavns Universitet. Han fortæller om biodiversitet og om biodiversiteten, EU og Danmark i en samtale med Clea Bruun Johansen.

Landbrugsmagasinet
Danmark og Europa oplever i disse år en opblomstring af små fødevare-start-ups, der laver kvalitetsprodukter i lille skala. Og forbrugernes interesse for netop disse eksklusive madvarer er steget støt gennem en årrække og har fået et markant nøk op af her under corona. Landbrugsmagasinet besøger i denne uge en af de få mindre fødevarevirksomheder, der har været med hele vejen fra før økologi, hipt og rentabelt fandtes i den danske ordbog.

På termo : Vacuum-flaske, Thermos og Alfi-design
Idag hører termokanden, termoflaske og termokrus til blandt hverdagens genstande – og lige så givne og almindelige som komfur og køleskabe. Men bag opfindelsen af den første temo-flaske i England 1892 og den første termokande i Tyskland 1904 ligger en historie om design og udvikling, som har rødder i europæisk forskning i fysik og kemi, omskabelse af brint og ilt til flydende iskolde vædsker, teknologiudviking og glasproduktion.  De første termoflasker og termokander til kolde og varme drikke blev udviklet af 2 tyske firmaer og designmærker – Thermos og Alfi – som begge idag er japansk ejede.

Anslag 
Forfattere og journalisten Jacques Berg læser egne tekster under titlen Anslag. Med Søren Kierkagaards ord – ”at bringe i anslag” – vil sige at gøre sin mening hørbar! I denne uge fortæller Jaques Berg om fiffige hollændere og deres ponton-land, om socialdemokratiske bordtaler, kvindelige imaner og hvordan det gik til, at de blev gift i London efter at have mødt Mandela i Sydafrika. 

Jazzens historie, De store sangerinder
Jazzens historie fortsætter denne gang med 3 vidunderlige sangerinder Billie Holiday, Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan. Det er Christian Braad Thomsen, der har produceret udsendelsesrækken for den2radio baseret på sin bog ’Drømmejazz- jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd'er’.
 
Tragedien i Rumænien 3
I den tredje og sidste udsendelse om ”Tragedien i Rumænien” fortæller Peter Skeel Hjorth også om et forarmet sygehusvæsen, der næsten ingen medicin havde og måtte reparere forældet udstyr med stumper fra apparater, der var gået i stykker – og om et særligt sygehus for bygningsarbejdere, som havde endnu mindre end de andre hospitaler og ikke var andet end en venteplads uden behandling.

Pharaos Klassiskere, Uddrag af en landsbydegns dagbog 3
I denne uge får I i Pharaos Klassikere sidste del af Blichers novelle ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”. Morten Vinge, der flygter fra den ulykkelige kærlighed på herregården Tjele, kommer vidt omkring som soldat og havner mange år i Sibirien. Men han kommer hjem til Danmark og tror han nu skal leve et stille og lykkeligt liv på herregården Corselidse på Falster, hvor en barmhjertig herre har taget den gamle soldat til sig. Men ak, fortiden indhenter ham.

H.C.Andersen, Den onde fyrste
’Den onde fyrste’ hedder denne uges H.C.Andersen eventyr. Det blev trykt første gang i 1839 i månedsskriftet ’Salonen’. Blandt senere udgaver kan nævnes et særtryk fra 1940 – en oplagt protest mod den tyske besættelsesmagt.

Klassisk på nettet, Faust
Faust er stærkt aktuel i disse uger med opsætningen på Republique i København. den2radio har en serie med titlen Klassisk på nettet med en times musik over et tema, og temaet er i denne uge netop Faust. Han er hovedpersonen i fortællingen om manden, der blev fristet af djævlen og skrev under på at sælge sin sjæl til ham. Faust er en virkelig person fra middelalderen, der var alkymist og blev beskyldt for at øve sort magi og blev dræbt for det. Men det er fra Goethe vi kender ham bedst – Faust og Mephistofeles. Forfattere og komponister har været fascinerede af fortællingen og i Klassisk på nettet kan I høre et udvalg af de mange musikalske udgaver, der findes af Faust. Musikken er bl.a af Hector Berlioz, Gustav Mahler, Charles Gounod og Richard Wagner.

Foto: Anne Eggen