Den2Radio - Uge 42 - 2023

Udsendelse d.14. - 20. oktober. 2023

Intermetzo
Georg Metz fortæller om en løjerlig økonomisk aftale, der i sin tid blev indgået mellem DR og Københavns kommune. DRByen skulle bygges, og den blev stærkt forsinket og stærkt fordyret. Tilsyneladende for at udskyde betaling af over 100 millioner kroner for at afvikle gæld i forbindelse med rømning af Radiohuset, forfalder en anderledes gæld af renters rente på flere milliarder i 2073 altså om 50 år. Afbetalingen af et så gigantisk beløb til København bliver uanset aftalens beskaffenhed til at få øje på og betyder fyringer i programstaben, og de færreste kan forsvare institutionen med tydeligvis for få og svage lyspunkter i programproduktion, kunstnerisk nærvær og talentudvikling.

Landbrugsmagasinet – Jordbundet
Landbrugsmagasinet har i denne uge besøg af forfatteren til en ny bog om dansk landbrug: Rasmus Hage Dalland. Det er “En rejsefortælling, der undersøger hvor landbruget står lige nu - på tærsklen til store forandringer” som forlaget skriver i pressemeddelelsen. Samtalen I skal hører varer en lille time og kommer rundt om udviklingen, kulturen, genetikken og modsætningerne mellem land og by.

Det er landbrugets skyld
’Det er landbrugets skyld’ hedder en sang, der var på i Hjørring Revyen i 1988. Melodien har Poul Godske skrevet og teksten er af Flemming Jensen. Dengang var det Per Pallesen, der sang den, men i den udgave vi skal høre i denne uge, er det Flemming Jensen der synger sin egen tekst. Et af versene slutter sådan her: Hvis man spø'r, hvad det kan skyld' s, at det er slut med dansk idyl,
kan jeg uden vid're svare: Det er landbrugets skyld!

Musik på trods 1. Viktor Ullmann og Grazyna Bacewicz.
Musik på trods er en serie på 8 podcast, der bliver sat i søen i denne uge. De handler om komponister i Østeuropa i 1900 tallet mellem krig, undertrykkelse, tortur, flugt og modstand. Den første fortæller om Viktor Ullmann fra Tjekkiet, der døde i Auschwitz i 1944, men nåede at videregive sine partiturer til andre fanger, der overlevede. Og om Grazyna Bacewicz fra Polen, der overlevede 2.verdenskrig men var i konstant risiko for at blive afsløret, når hun og hendes kolleger bevægede sig i skyggerne mellem små caféer og private hjem i Warszawa for at spille forbudte koncerter.

Pharaos klassikere: H. C. Andersen: Skyggen.
Pharaos Klassikere har ladet sig inspirere af en ny dansk roman. I romanen ”Solisterne” lader forfatteren Joakim Garff sine to hovedpersoner H. C. Andersen og Søren Kierkegaard rejse sammen til Rom, en ret usandsynlig, men ganske underholdende idé, og mange af de to herrers tekster bliver på forskellige måder flettet ind i handlingen, det vil først og fremmest sige inddraget i dialogen mellem de to meget talende mænd. Blandt andet bliver Andersens eventyr ”Skyggen” blandet ind i handlingen, og det er dette eventyr I skal høre i denne uge.

Museer skaber viden. Anton Melbye – en glemt maler?
Maleren Anton Melbye levede i midten af 1800 tallet og er ikke særlig kendt i Danmark, men det er han i udlandet. I samtiden blev han en berømthed, der både solgte til kejsere og sultaner, og han fik med et godt blik for marketing udbredt kendskabet til sine værker, der i Danmark blev karakteriseret med den nedladende betegnelse, at de var ’europæiske’. Han malede mange marinemalerier, og hans malerier har en særlig karakter, så en maler som Asger Jorn så ham som forløber for abstrakt kunst. Direktør for Den Hirschsprungske Samling Gertrud Oelsner fortæller om Anton Melbye.

Psykisk arbejdsmiljø 4
”Arbejdsglæde” handler om at opleve tilfredsstillelse eller glæde i relation til udførelse af arbejde enten via et lønarbejde eller egen virksomhed.  At tale om arbejdsglæde er et moderne fænomen, der forudsætter en tale om arbejde, hvilket først kom ind i sproget i 1700-tallet og samtidigt med etableringen af økonomi som selvstændig videnskab.  Naturligvis kunne man også tidligere i historien opleve både glæde og tilfredshed med processer og resultater, der var knyttet til aktiviteter og det at opretholde livet, men datiden havde andre begreber og ord – såsom gøremål, gerning, kunst og virke. Christine Ipsen fra Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi på DTU har i flere år været involveret i forskning og undersøgelser af perspektiver på udvikling i private og offentlige virksomheder, men har et særligt fokus på feltet videns arbejde, udvikling af digital teknologi og virksomheders praktisering af FN’s verdensmål .

Hafnia 6. Epilog
På 50 årsdagen for branden på Hotel Hafnia i 1973 udgav journalisten og forfatteren Peter Skeel Hjorth en bog om det historiske drama. Efter sine udsendelser i den2radio om branden gravede han sig længere ned i en glemt brandrapport, der minutiøst gennemgik brandforløbet i alle dets aspekter og fastslog at åbne svingdøre i hotelgangene var en hovedårsag til, at så mange mennesker omkom. Havde disse døre været lukkede, havde gæster i højst tre værelser mistet livet. I sin videre research fandt han frem til to ufortalte tragedier, som han fortæller om i denne epilog til sine tidligere udsendelser.

Ny dansk jazz. Simon Toldam.
Ny dansk jazz, En hilsen fra Radio Jazz til den2radio med Claus Westh. Han har besøg af jazzpianisten Simon Toldam. Han har modtaget flere priser som Leonie Sonnings Talentpris og Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Dertil har han vundet flere jazz-grammies, og de skal tale om hans seneste album: ’Tak for dit brev’.

Foto: Anne Eggen