Den2Radio - Uge 43 - 2021

Udsendelse d. 23. - 29. oktober. 2021

Intermetzo
Georg Metz interesserer sig for Englands situation i forlængelse af Brexit. Det går forventeligt ad helvede til.  Det er ikke Brexits skyld, siger Boris Johnson, at tanken er tom og kurverne peger mod bunden. Vareknaphed og utryghed er snarere en ønskværdig konsekvens af Brexit. Det er prisen for den genvundne frihed, det går over. Inden det kommer så vidt kan en trængt premierminister distrahere nationen fra Brexits realiteter med post kolonial våbenraslen i Fjernøsten.

En verden af bystater 6
Det antikke Grækenland bliver ofte fremhævet, som ophavet til den vestlige civilisation. Derfor bliver betegnelsen ’Europas vugge’ ikke sjældent brugt til at beskrive den oldgræske verden. Men hvad ligger der i den betegnelse og hvordan har denne eurocentriske verdensopfattelse været med til at påvirke den danske historieforståelse? Det er den 6. og sidste podcast ’En verden af bystater’ og her skal I møde Helene Blinkenberg Hastrup, der er mag.art og ekstern lektor ved Aarhus Universitet.

Poul Schierbeck 1
den2radio ligger inde med to podcast om den temmelig oversete komponist Poul Schierbeck. Vi går i dybden med ham, der om ikke andet er kendt for ’I Danmark er jeg født’, men der er meget andet og mange historier om ham. Denne første podcast handler mest om hans ungdomsliv.  Essays kalder vi de to podcast - ikke biografier og ikke akademiske eller musikteoretiske afhandlinger og de er garneret med hans musik.

Kastesigten
Kastesigten oktober 21 har blot to forestillinger til eftersyn, men to der til gengæld fortjener opmærksomhed. Det ene kommer dog ikke gennem vores teatermekanikers værksted uden en række forslag til reparationer - mens det andet spinder som en nybagt baby og bliver kaldt et lille scenisk mesterværk. Hør hvilke to stykker der er tale om i Kastesigten.  

Anslag - oktober 2021 - 4
I denne uge fortæller Jacques Berg om, hvordan Picassos Guernica blev til – efter hans mening! Om sit møde med Homo Økonomikus i sit lokale supermarked, om kommenterende kommentarer og nok så moralsk om, at verden ofte laver dem om, som vil lave verden om.

En Himmerlandshistorie af Johannes V. Jensen. Vandmøllen
Ugens Himmerlandshistorie er Vandmøllen. Den gamle møller i vandmøllen bor efter sin kones død mutters alene i den ensomme og forfaldne mølle.  Hans eneste datter rejste nemlig hjemmefra lige efter morens død og konfirmationen, så hun er blevet bagerjomfru inde i byen. Hun var allerede som barn en drenge- og danseglad, forvoven pige og faren havde forudset hendes ulykke. Det kom da også til at passe, men pigen kom til at rive sin far med i sit fald.

Kort men godt
Og så har vi i denne uge et Kort men Godt indslag, formatet for de små historier og kommentarer, og denne gang skal det handle om en ny dansk film der med stor finesse og originalitet viser et stykke marginaliseret Danmarkshistorie.

Forførerens dagbog 4
den2radio genudsender i disse uger Søren Kierkegaards ’Forførerens dagbog’, som er første del af Enten-Eller. Bogen blev skrevet i Berlin efter at han havde brudt sin forlovelse med Regine Olsen. Bogen afspejler i høj grad Kierkegaards tanker om det erotiske, om forførelse, om følelsesmæssig splittelse og om ægteskabet. Vi er nået til 4.del og det er Jesper Christensen der læser for den2radiio.

Islamiske dynastier 10. Iran og Centralasien, ca. 1040-1250
den2radio har sammen med C.L.Davids Fond og Samling produceret en række udsendelser, der fortæller om de islamiske dynastiers historie og kunst fra profeten Muhammads tid frem til i dag. Denne gang handler det om seljukkerne og deres efterfølgere i Iran og Centralasien i perioden fra 1040 til 1250. Det er Lektor Claus V. Pedersen fra Københavns Universitet der fortæller.

Foto: Knud Steffen Nielsen