Den2Radio - Uge 43 - 2023

Udsendelse d.21. - 27. oktober. 2023

Intermetzo
Georg Metz taler om historieløsheden og katastrofen i Gaza, der er på størrelse med Langeland. Mens bomberegnen falder tæt over forbrydere såvel som uskyldige og jager de fleste ud i ørkenen syd for det centrale Langeland, er de overlevende på den anden side af hegnet.

Det blinde øje – om mink
Det var efterår - 2020 - og Corona-tid. Forfatteren Mathilde Walter Clark sidder isoleret i sit hjem og ser på, da den nationale minkaflivning ruller over TV-skærmen. I forgrunden står en grædende mand. Men Mathilde Walter Clarks blik kan ikke løsrive sig fra det, der foregår i baggrunden. Billederne passer ikke med den historie medierne fortæller, og som senere skal benævnes som minkskandalen. Det vi ikke ser, det der foregår i baggrunden, det insisterer Mathilde Walter Clark på at bringe frem i forgrunden. - i bogen “Det blinde øje”.

Psykisk arbejdsmiljø 5. Krænkelser.
Er det i orden at sige "Hvor er du smuk?"  det kommer an på...
Forhold mellem mennesker der skal arbejde sammen kan være meget kompliceret. Der er dem, der bliver krænket og dem, der krænker - og ingen facitliste, men der kan konkret gøres noget ved at skabe handlingsvejledninger og en god sprogkultur, insisterer de to medvirkende, og de er psykolog og projektleder Lise Keller fra BFA, som er sekretariatet for BrancheFælleskabet for Arbejdsmiljø, velfærd og offentligt ansatte samt Flemming Overby Pedersen, der er faglig sekretær i Dansk Metal. Han har mange års viden med at vejlede og undersøge krænkelser.

Duke – mig og alle de andre 2
I den anden podcast om ’Duke – mig og alle de andre’ fortæller jazzmusikeren Allan Bo om sin nye bog med samme titel. Han vil både læse op af bogen, snakke frit fra leveren og spille forskellige numre både med sig selv og med nogle af jazzheltene. 

Europas idéhistoriske rødder 1. Demokrati
den2radio genudsender en serie om den europæiske idéhistorie med den overordnede titel ’Europas idehistoriske Rødder’. På trods af den forøgede mængde af demokratiske stater og det øgede fokus på at udbrede den demokratiske tanke til andre stater, sættes der i dag spørgsmålstegn ved nogle af demokratiets mest grundlæggende principper i europæiske politiske partier. I podcasten medvirker lektor Anders Holm Rasmussen og lektor dr.phil Leo Catana fra Københavns Universitet og professor emeritus samt dr. phil, Mogens Herman Hansen.

Sophia-samtale - pejling af dannelse 28: Historien viser os, at vi kan forme vores verden
I denne uges Sophia-samtale har vi besøg af lærerstuderende Matilde Brix Lajer, der underviser på Arbejdermuseet, er aktiv i Den grønne Ungdomsbevægelse og satser på at få afsluttet sin læreruddannelse, så hun kan bidrage til en bedre skole. Matilde Brix Lajer ser en fin sammenhæng i det, hun arbejder med. Museumsundervisningen peger på, at verden ikke altid har set ud, som den gør nu; vi kan altså forme vores tid, så udtalelser om, at ”det ikke kan lade sig gøre”, er snak uden hold i historien. et ansvar, som rækker videre ud. Og derfor giver det mening at uddanne sig til lærer, som er den profession, der er med til at give et handlerum, som de kommende generationer kan forme fremtiden igennem. Matilde Brix Lajer anskuer dannelse som værende handlingsorienteret, idet man tager stilling og påtager sig ansvar.

Pharaos klassikere: Søren Kierkegaard: Forord
I romanen ”Solisterne” lader forfatteren Joakim Garff sine to hovedpersoner H. C. Andersen og Søren Kierkegaard rejse sammen til Rom, en ret usandsynlig, men ganske underholdende idé, og mange af de to herrers tekster bliver på forskellige måder flettet ind i handlingen, det vil først og fremmest sige inddraget i dialogen mellem de to meget talende mænd. Men nogle gange træder personer fra teksterne lyslevende ind i handlingen, som nu f.eks. en dansk bogbinder, som de møder i diligencen mellem Modena og Bologna. Han hører i virkeligheden til i Kierkegaards lille bog ”Forord” fra 1844, og fra denne bog skal I i denne uge høre forordet, altså forordet til bogen ”Forord”, hvor bogbinderen fortæller sin historie.

10 svenske og 10 danske operasangere. Johan Reuter og Anna Larsson
10 svenske og 10 danske operasangere med international karriere er overskriften på den2radios podcasts om nogle af de store sangere der findes i de to lande. Denne gang er det den svenske alt Anna Larsson og den danske basbaryton Johan Reuter vi skal møde.

Foto: Knud Steffen Nielsen