Den2Radio - Uge 44 - 2019

Udsendelse d. 26 okt. - 1.nov. 2019

InterMetzo 
Georg Metz har givet sit Intermetzo titlen ”Den fladtrådte midte” med hevisning til det danske konsensus-demokrati, hvor politikerne klumper sig sammen på midten, hvor de mener at vælgerne befinder sig. Og det er til skade for de politiske menings- og holdningsforskelle.

En mand med overblik
Jens Jørgen Hansen var tidligere anfører for det danske fodboldlandshold. Han var født 1939 og fast mand på Esbjerg forenede Boldklubbers (EfB) ’guldhold’ fra 1960erne. Først havde han været med til at vinde det danske mesterskab for ynglinge i 1956, og i 1958 debuterede han på EfB´s førstehold, som han så i 1961 blev dansk mester med.
Jens Jørgen Hansen fik selv 40 A-landskampe for Danmark. Jens Christian Top har besøgt den nu 80 årige fodboldspiller, der fortæller, hvad han kan huske fra den tid - blandt andet om træneren Rudy Strittich´s betydning for holdet.

Klassisk på nettet – Blå Time med fransk musik
Klassisk på nettet har altid et tema og i denne uge handler det om fransk musik i den blå time. Vi skal høre musik af blandt andre Satie, Debussy, Ravel, Poulenc og den frankofile argentiner, Piazolla.

Den røde Sofa
Den røde Sofa har denne gang besøg af psykolog og forfatter Anne Cathrine Bomann og bogblogger Maria Johansen. Det er en samtale om Anne Cathrines forfatterskab om bordtennis og hendes egne erfaringer med - og refleksioner over - at skrive om dem, der afviger fra normen. Hendes debutbog ’Agathe’ udkom sidste år og er foreløbig solgt til udgivelse i 17 lande.

Kastesigten
I denne udgave af Teatermagasinet Kastesigten har vores anmelder set 4 meget forskellige forestillinger der dog har det til fælles, at de alle er fortolkninger fra andre medier til teater. Der tages afsæt i en populær ungdomsserie, en digtsamling, en filosofisk tekst af Platon og et sammensurium af udtalelser vedrørende en omdiskuteret kriminalsag.

Kais historie 18
Her i 50-året for pornoens frigivelse genudsender den2radio serien ’Kais Historie’, hvor Kai Bo Rasmussen fortæller om sin kriminelle karrierer på Vesterbro til Søren E. Jensen. I dette afsnit fortæller han om, hvordan det bliver ved med at gå galt, fordi han ikke kan modstå fristelsen til at gøre en god handel, selvom det kan blive farligt.

Lily Weiding 1
Gennem en menneskealder har Lily Weiding haft ry som en af vores bedste skuespillere. I anledning af hendes 95 års fødselsdag i sidste uge genudsender den2radio et interview som Rune Kühl producerede for 8 år siden i forbindelse med at hun havde trukket sig tilbage efter en karriere der strakte sig over 70 år. I den første af to udsendelser fortæller Lily Weiding om barndommens skuespillerdrømme, om at stå på scenen første gang i 1941 sammen med Liva Weel og om nogle af de mange roller på teater og film i årene, der fulgte og der indgår teaterhistoriske optagelser, som aldrig tidligere har været offentliggjort.

Felix Moseholm.
Den2radio har tidligere bragt udsendelser fra RadioJazz om den unge bassist Felix Moseholm. Han modtog for 2 år siden den nystiftede ’Moseholm pris’ som den første, og den skal hvert år tildeles unge jazztalenter. I denne uge kommer der endnu en samtale mellem Claus Westh og Felix Moseholm.

Science Stories: Bjørnedyr
En af de mest spændende dyrerækker vi kender til, er tardigraderne eller bjørnedyrene som tæller lidt over 1000 kendte arter. Der er virkelig tale om nogle små løjerlige fyre som for mange arters vedkommende ligner små vingummibamser. Bjørnedyr kan overleve de mest ekstreme ting. De kan tåle at blive kølet ned i flydende nitrogen i årtier, de kan tåle total udtørring, radioaktivitet og det tomme rum. Lige nu befinder der sig en samling bjørnedyr på bagsiden af månen.  Jens Degett har talt om bjørnedyrene med Nadja Møbjerg fra Biologisk Institut på Københavns Universitet.

Science Stories: Verdens største rumteleskop.
Når verdens største rumteleskop James Webb bliver sendt op i rummet den 30. marts 2021 vil der sidde nogle nervøse, danske forskere fra DTU Space og følge spændt med. For DTU Space er involveret i konstruktionen af teleskopet og sikrer med sin deltagelse i projektet, at danske forskere er blandt de første, der kommer til at studere de enestående billeder man forventer at få med teleskopet. James Webb-rumteleskopet er populært sagt Hubble-rumteleskopets efterfølger, der med sin nylige opdagelse af vanddamp på en lille jordlignende exoplanet viser vejen for, hvad vi har i vente, når James Webb-rumteleskopet bliver operativ. Morten Remar har talt med lektor Christoffer Karoff fra Institut for Geoscience på Århus Universitet og seniorforsker Hans Ulrik Nørgaard Nielsen fra DTU Space i Lyngby.