Den2Radio - Uge 44 - 2022

Udsendelse d. 29.oktober - 4.november. 2022

Intermetzo 
I denne uge er overskrifterne: Fascismen rundt og Den nye italienske regering i jubilæumshumør. For det er præcis 100 år siden at 25.000 sortskjorter marcherede til Rom og forlangte magten overdraget til Benito Mussolini. Ophøjelsen af ham blev indledning til den række af ulykker der de næste 23 år regnede ned over Italien og endte med at Mussolini i april 1945 blev skudt af modstandsfolk, fragtet til Milano og på en benzintank hængt op med hovedet nedad. Men nyfascismen er systematisk højreradikal borgerlig med flere kendetegn i disciplinære krav til italienernes civile liv som abort, der er på dødslisten. Den første regering med fascistisk premierminister siden diktatorens død er blevet dannet.

Fødevareproduktionens Natur og Arkitektur. Skovlandbrug.
Skovlandbrug er landbrug blandet med få eller mange forskellige træer og buske, som dels leverer afgrøder til mennesker og foder til dyr plus at de skærmer for udtørring og vind. Skovlandbrug kendes fra udlandet under navnet ”agroforestry”, og går vi tilbage i tiden,  kender vi skovlandbrug i Danmark fra tiden før år 1800, før de store landboreformer og før den skarpe opdeling i skovbrug og landbrug. I dag tages idéen med at kombinere landbrug og træer op igen, men på en anderledes måde. I nutiden er der store marker på 20 eller 40 ha, som hvor der eksperimenteres med at plante træer og buske, som kan levere afgrøder til mennesker og dyr, men også har positiv effekt på husdyrvelfærd og biodiversitet, jordbundskvalitet, opsugning af regnvand og ikke mindst Co2-  reduktion.

Landbrugsmagasinet: Landbrugets gæld 7
Landbrugsmagasinet er nu nået til syvende og sidste afsnit i serien om dansk landbrugs gæld. Efter i de forudgående seks afsnit at have beskrevet rationalet bag erhvervets dominerende forretningsmodel og de forskellige kræfter, der præger landbrugets udvikling, ses i dette afsnit på sammenhængen mellem landbrugets økonomi og samfundsøkonomien - ja der drages sågar paralleller til den globale økonomi. Har vi med andre ord allesammen en aktie i landbrugets gæld - det forsøger ugens afsnit at give et svar på.

Mandfolk 1
Den modne mand befinder sig i et spændingsfelt mellem tab og vinding, mellem afmagt og accept, mellem fortvivlelse og visdom. Påfaldende er det imidlertid også, at mange mænd er tavse om disse forhold. Det forsøger Egon Clausen at belyse gennem en række samtaler med nogle kloge og eftertænksomme mænd om det at blive gammel. Den første samtale er med Niels Ole Frederiksen i Middelfart, 77 år og fhv højskoleforstander og stadig meget aktiv. Han plejer at holde omkring et hundrede foredrag om året, men nu trapper han ned, siger han, så nu bliver det kun til firs foredrag. Egon Clausen spørger om det kan siges at være panik før lukketid. Niels Ole Frederiksens svarer, at det kan der måske være noget om.
    
Internationale danske klassiske solister. Jesper Busk Sørensen.

'Internationale danske klassiske solister' på den2radio er en serie, der vil portrættere danske sangere, musikere og dirigenter, der har eller har haft en international karriere eller måske er på vej til at få en karriere. Vi skal høre dem fortælle om udgangspunktet, om hårdt arbejde og triumfer og glæde og skuffelser. Musikken har solisterne selv valgt. Jesper Busk Sørensen er ansat i Berliner Philharmonikerne - et af verdens fornemste og højest profilerede orkestre, og det er helt usædvanligt at en ung dansker vinder sådan en stilling. Det er 11 år siden han vandt stillingen, og han har stor erfaring og spændende ting at fortælle. Dertil er han også adjungeret professor ved Det kgl danske Musikkonservatorium.

Pharaos Klassiske. Herman Bang 11
Vekslende Themaer, Nationaltidende 26.11.1880. Breve om Strandingen ved Klitmøller
I november 1880 skete en meget omtalt stranding ved Klitmøller, og Nationaltidende sendte Herman Bang af sted som reporter fra katastrofen, og i to søndagskronikker beskrev Herman Bang begivenheden og omstændighederne. Sådan noget kunne han nemlig også. Det er ugens Pharaos Klassiske.

Teatermagasinet Kastesigten november 2022
Kastesigten, den2radios teatermagasin, tager i denne uge lytterne med tilbage til Vesterbro anno 1941 og bydelens dengang mest berømte indbygger. Det er forestillingen København, om det sagnomspundne møde mellem Niels Bohr og Werner Heisenberg, der for tiden går på det kongelige skuespilhus, som er omdrejningspunktet for vores anmelders refleksioner.

Sophia samtaler - pejling af dannelse 13: Dannelse skal ikke læres, men vækkes 
Poul Nesgaard har åbnet sit hjem for Sophias :ens Skou Olsen med henblik på en samtale om dannelse. Poul Nesgaard fortæller om sin trygge barndoms ro og frihed, om sin medvirken i de produktioner, som gjorde DRs B&U-afdeling til den TV-pioner, der dybest set havde som mål at motivere børn og unge til ikke at se TV, og om sin tid som rektor for Den danske Filmskole, hvor ledelsens opgave kunne beskrives som en bestræbelse på at forvandle nødvendige konflikter til noget, der lukker op for nye muligheder. Poul Nesgaard leverer et væld af overvejelser, der nok tager afsæt i kreativt børne-TV-arbejde og i ledelse af en kreativ institution, men her er noget basalt at hente for enhver, der arbejder med børn og unge og med ledelse af menneskeorienterede institutioner. Udsendelsen er den 13. i rækken af Sophia-samtaler, der pejler dannelse.

Kais historie 17
I sidste afsnit slap vi Røde Kai og en kammerat i en by i Marokko, hvor de flygtede i en bil durk igennem en markedsplads. Og her fortsætter Kai i afsnit 17.  Serien om Kai Bo Rasmussen er tilrettelagt af Søren E. Jensen, som også har udsendt en bog om Røde Kai på Gyldendals forlag.

Foto: Herreborgen Borreby (Anne Eggen)