Den2Radio - Uge 45 - 2024
Udsendelse d.2. - 8. november. 2024
InterMetzo
I InterMetzo giver Georg Metz ofte politikere og kulturfolk en over næsen, og i denne uge ser det rigtig sort ud. Slaget står på tirsdag; Trump kan vinde. Eller igen nægte at tabe. Lige nu tyder noget på det første. Imens breder krigene sig i en vis forstand allerede verdensomspændende. Ifald Trump sejrer, kan de mest aggressive magter benytte anledningen i den grumsede periode af overgangsfasen fra nu til 20. januar at tiltvinge sig fordele eller overtaget. Vi triller lige så stille ned mod nul, hvor den ene konflikt efter den anden undervejs mister kontrollen over sig selv. Hvis nogen får den idé at spørge om kommentatoren for tiden er nedtrykt, angst og bange, er det ærlige svar bekræftende.
De udødelige 19: Beskæftiget? - om arbejde og generationer i EU-perspektiv.
"De udødelige" - serien om aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne - stiller denne gang skarpt på EUs arbejde for at få ældre til at blive længere tid på arbejdsmarkedet og udskyde pensionen. Redaktionen har været i Bruxelles for at se nærmere på de tiltag og den bekymring, der følger det skæve arbejdsmarked.
I nær fremtid bliver befolkningsfordelingen mellem gamle og unge helt skæv - vi er allerede på vej. Det kan man aflæse i den demografiske udvikling og det giver et forsørgelsesproblem. Mange gamle går på pension de kommende år og overfor det står de små ungdomsårgange. EU tager problemet meget alvorligt.
Bangladesh 50 år 1. Bangladesh i 4 billeder 2.
Bangladesh er det gennemgående tema i de to næste podcasts. Første del handler om landet, der er et forholdsvis nyt land, der har haft en turbulent tid med diktatur og siden 1992 med demokrati. Vi har mødt bangladeshkenderen Lis Rasmussen Kazal, der er kommet i landet fra den spæde start og frem. Hun fortæller i første del i korte træk om de problemer og fremskridt hun har oplevet, hvor ikke mindst kvindepolitiske tiltag har haft betydning.
Anden del tager udgangspunkt i 4 billeder fra 1972. Bangladesh var det daværende Østpakistan, mens det, der i dag kendes som Pakistan, kaldtes Vestpakistan. Bangladesh erklærede sig uafhængigt af Pakistan i 1971, hvilket udløste Bangladeshkrigen, hvorefter landet efter intervention fra Indien opnåede uafhængighed og status som selvstændig stat. I Østpakistan var folket muslimer - det var de også i Vestpakistan, men Øst-og Vestpakistan havde 1500 km indisk, hinduistisk land imellem sig, og det betød kun ballade med 2 befolkninger, der ikke havde meget til fælles hvad angår sprog og etnicitet.
Wagner 1
Som noget af det allerførste tilbage i den2radio's første år - 2008 - producerede Nikolai Ifversen en serie på 5 podcast om Richard Wagner baseret på den første store Wagnerbiografi på dansk af juristen, forfatteren, oversætteren og Wagnerfortolkeren Henrik Nebelong med titlen 'Richard Wagner. Liv, værk, politik'. Nu er Henrik Nebelong død 80 år gammel, og i den anledning genudsender vi de 5 podcast. Den første handler om hans forhold til kvinder og den store inspiration, han fik af kvinder. Han var ikke nødvendigvis nogen skørtejæger, men kvinderne var meget betaget af den berømte, spændende mand og ville gerne forføres af ham. Wagner var gift to gange, men den kvinde der inspirerede ham mest var Matilde Wesendonck, som han aldrig fik et erotisk forhold til, men det var ganske almindeligt i romantikken. Der skelnede man mellem to typer kærlighed, den himmelske og den jordiske kærlighed, sondringen mellem den ’urene’, sexuelle, kødelige kærlighed og den rene, ideelle, platoniske kærlighed. Mathilde Wesendonck inspirerede ham til at komponere de 5 Wesendonck-lieder, som vi også skal høre kommer til at høre i podcasten.
Korstogene
'Gud vil det - en lille bog om korstogene' er forfattet af Carsten Selch Jensen - dekan på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og uddannet historiker og teolog. 'Hvordan kunne kristne tage aktiv del i korstogenes krigsførelse uden at komme i konflikt med deres tro?' Carsten Selch Jensen ridser korstogshistoriens udviklingslinjer op med vægt på det danske engagement. den2radios Søren E Jensen har talt med ham.
"Hellere to end en" - et essay af Frederik Dessau
I disse uger sender vi en række essays af Frederik Dessau, og denne uges essay hedder 'Hellere to'. Frederik Dessau var med til at stifte den2radio for 16 år siden og dertil var han forfatter, dramaturg og tidligere programmedarbejder på DR. Radioen blev Frederik Dessaus suveræne forum, hvori han hos DR i årene 1974-97 i dyb originalitet skabte en lang række litterære og musikalske essays. Udsendelserne byggede han op over sine egne undrende erfaringer og iagttagelser af dagliglivet i Danmark og resten af den verden, der var hans.
Pharaos klassikere: Myter af Johannes V.Jensen 1: Det gamle Ur
I årene mellem 1907 og 1944 udgave Johannes V. Jensen 11 bind med 154 såkaldte myter, en selvopfunden genre som efterhånden fik karakter af lidt af en brokkasse. De så at sige ”rigtige myter” er i hvert fald alle poetisk fortættede billeder, der folder sig ud i et mægtigt perspektiv. Men nu kan I i hvert fald selv danne jer et billede af Johannes V. Jensens myter, når Karsten Pharao i den kommende tid præsenterer et udvalg af tekster fra noget af det mest centrale i den store Jensens forfatterskab. I denne uge - den første tekst fra det første bind, Myter og Jagter, fra 1907. Den hedder ”Det gamle Ur”.
Vi er jo lavet af stjernestøv – Lily Weiding fortæller 1
Lily Weiding har tidligere i 2014 medvirket i et stort interview på den2radio, men da vi vidste, at hun har uendelig meget mere at fortælle, overtalte cand.phil Rune Kuhl hende til endnu et interview. Hun døde for 3 år siden, men det er 100 år siden i oktober, at hun blev født, så i den anledning genudsender den2radio de to podcast med titlen 'Vi er jo lavet af stjernestøv' . Hun har spillet utallige roller på teater og film og i radio og tv, fra hun første gang stod på scenen i 1941, til hun sidste gang lagde stemme til en tegnefilm i 2010. Hun var gift tre gange, først med skuespillerne Sigfred Johansen og Mogens Wieth, der begge døde tidligt, og så med Morten Grunwald. I første del fortæller hun om barndommen på Nørrebro, om vejen til at blive skuespiller og om de første roller, om store personligheder som Liva Weel og Bodil Ipsen, men også om store personlige tab undervejs.
Foto: den2radio