Den2Radio - Uge 46 - 2016

Udsendelse d. 12. - 18. november. 2016

Vi kigger ud på en forandret verden og gyser, men den2radio er det stabile sted hvor kulturen og samfundet bliver behandlet, bearbejdet og serveret med overskud, og det gælder selvfølgelig som det første Intermetzo, hvor Georg Metz har sat overskriften:  ’Den afdøde korrekthed. Sproget i den bevidstløse populismes tjeneste’. Han taler om begreber, floskler i overdreven grad, sproget der mister sin betydning og den retorik der er blevet brugt i den amerikanske valgkamp, som vi også kender herhjemme, når Folketingets formand taler om rottereden i Bruxelles.    
Internationale danske internationale solister’
Serien 'Internationale danske klassiske solister' har i denne uge sat fokus på operasangeren Stephen Milling. Han hører til i den helt tunge klasse både stemmemæssigt med sin imponerende basstemme og karrieremæssigt idet han befinder sig blandt de mest efterspurgte bassangere i verden.
Gamle Pædagoger
Hvad skal eleverne lære, når man ved, at fremtiden bliver fyldt med store udfordringer i form af klimaforandringer, tørke, råstofmangel og befolkningstilvækst. Hvordan gør man fremtidens borgere egnede til at leve i en sådan verden? Det bør skolen hjælpe til med, og lærer Jakob Jespersen har skrevet en bog om det dannelsesideal, der bør gælde for skolen i det kommende århundrede.
Ungehøring: Unge demokrati og Europa
Hvad vil det sige at være demokratisk, at deltage i demokratiet og være politisk aktiv? Hvad er fremtidens Europa og denne generations største udfordringer? 
Foreningen, European People’s College havde inviteret et udsnit af den danske ungdom fra forskellige gymnasieklasser til at deltage i dette demokratiske laboratorium. Vi skal høre fra både de deltagende gymnasieelever, arrangørerne bag samt oplægsholderne, Peter og Elena, der bringer vidnesbyrd fra deres rejser rundt i Europa og fortæller om den europæiske ungdoms udfordringer og visioner.
Bob Dylan 4
I’’m not there’ er en sang og en filmtitel af og med Bob Dylan. den2radio sender i disse uger en serie på 10 udsendelser om Bob Dylan i anledning af at han har fået tildelt Nobelprisen i litteratur. ’I’m not there’ er også en sætning der skulle fortælle folk i 1960’erne – hans store publikum – at de netop ikke skulle vide hvor han var. Man syntes at han måtte være en venstreorienteret folkesanger, men det var han ikke, og det viste han på New Port Folk festival i 1965 med sangen ’Bringing it back home’.
Martin Luther, den melankolske reformator
Forfatteren Oscar K. har skrevet en roman om Martin Luther. Det er der så mange andre, der har gjort og gør for tiden, fordi vi næste år fejrer 500-året for reformationen. Men Oscar K.’s bog adskiller sig fra de andre ved at gå ind i Luthers middelalderlige samtid. Med den tids tænkning og sprog som ramme og begrænsning bliver læseren så at sige bragt tilbage til Luthers tid. Undervejs i udsendelsen får vi smagsprøver fra bogen, indtalt af Karsten Pharao.  
H.C.Andersens eventyr, Dejlig 
Et af H. C. Andersens lidt mindre kendte eventyr er ’Deilig’ som han skrev i 1859 til et arrangement i Studenterforeningen i København, hvor han selv læste op. Det handler om en mand Hr. Alfred, der forelsker sig en skønhed Kala og gifter sig med hende. Men Kala og hendes mor hører ikke til de skarpeste knive i skuffen, og moderen følger med. Hr. Alfred er billedhugger og en velanset mand, men efterhånden indser han hvad han er gået med til med det giftermål han selv havde ønsket sig. Det er skuespilleren Preben Neergaard, der læser.
Den røde sofa: Rasmus Bregnhøi og Peter Bay Alexandersen 
I denne udgave af Den Røde Sofa har illustratorerne Rasmus Bregnhøi og Peter Bay Alexandersen indtaget Københavns Hovedbibliotek for at snakke om deres fælles håndværk og passion – illustrationen. Rasmus Bregnhøi og Peter Bay Alexandersen har begge et imponerende arkiv af tegninger bag sig til både voksne og børn, og de blev begge belønnet med en Blixenpris for deres arbejde tidligere på året.To forskellige tegnere der alligevel deler en fælles lidenskab og begge forholder sig til verden i deres illustrationer."

Foto: Knud Steffen Nielsen

PROGRAMSERIE

Den røde sofa