Den2Radio - Uge 46 - 2020

Udsendelse d.7. -13. november. 2020

Her er den2radio og vi takker for mange gode hilsener og for økonomisk støtte fra vores lyttere.

InterMetzo 
Georg Metz går straks ind på angrebene på den amerikanske CNN kanal, hvis medarbejdere ustandselig beskyldes for at udvise en stærk tendens mod Donald Trump og republikanerne. De markante journalistiske værter har i et par år ikke lagt skjul på deres mistro til Trump. De end ikke lader som om, at der i eller bag, Trumps udtalelser kan ligge et eller andet af sandhedsværdi, af den simple grund at det gør der ikke.Trump lyver så meget og så lodret at noget der ville kunne minde om sandhed fra hans mund er den nyhed, som formidlerne dagligt venter på at kunne bringe, CNN's folk lever i dybere forstand op til idealet i deres bevidste ansvar som neutrale public service-formidlere.

Det europæiske hus
Det europæiske Hus har en kommentar fra Ove Weiss om klimadebatten.  Der blæser kolde vinde i klimadebatten, både herhjemme og i EU. Sidste år vedtog Folketinget landets første klimalov, og forleden blev EU's klimaministre enige om en delaftale for fælles klimalovgivning. Men begge steder er der tale om rammer, indholdet skaber dyb splittelse.
I Danmark anklager støttepartierne regeringen for nøl og stiller klimakrav i finanslovsforhandlingerne fulgt af slet skjulte trusler om parlamentariske konsekvenser. I programmet kan du også høre et klip fra en samtale Clea Bruun Johansen har haft med Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Den første tanke - om sclerose
Den første tanke " hedder den podcast om sclerose den2radio har fået mulighed for at sende, produceret af produktionsselskabet hearHEAR. Du møder Ditte, der har fået diagnosen sclerose og overlæge og neurolog Michael Broksgaard, der forklarer sygdommen. Ditte levede et helt normalt liv som mor til to, fuldtidsarbejdende og plads til at få klemt en smule træning ind i dagligdagen. En dag begynder benene at snurre underligt, da hun spiller badminton, og det bliver ved i dagene efter. Det bliver starten på et liv med sclerose.

Anslag  
Anslag på tasterne giver mange tanker til forfatteren Jacques Berg der har boet i Sydfrankrig i årtier. Dem sender han til den2radio hver uge og denne uges tanker og taster handler om om det »dumme svin« – Jean-Luc Godard og Sartres kultord. Portræt af den gængse islamofob og nyt fra den kinesisk kadaver-mafia.

Jazzens historie, Miles Davis og John Coltrane
I serien om Jazzens historie er Christian Braad Thomsen nået frem til trompetisten Miles Davis. I det første af tre programmer om Miles handler det om hans betydning for cool-jazzens fødsel, og i dette er han koblet sammen med saxofonisten John Coltrane. Ud fra  bogen 'Drømmejazz- jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd'er' har Christian Braad Thomsen produceret denne serie på 22 udsendelser til den2radio.

Munkeliv og munkemagt 2
Det vi kalder middelalderen i Danmark var noget længere undervejs end i det det sydlige Europa. Vores middelalder siger man strakte sig fra ca.1000 -tallet med kristendommens indførelse til 1536, hvor katolicismen blev fortrængt til fordel for den luthersk protestantiske lære. Det vi kalder reformationen. I middelalderen voksede klosterordenerne. I Sydeuropa var det første benediktinerkloster allerede aktivt fra 529 i Italien og ud af det sprang sidenhen den store og magtfulde orden Cistercienserorden.
I det nordsjællandske landskab troner cistercienserklosteret Esrum sig op. Cistercienserordenen havde sit udspring i Citeaux i Frankrig  i 1098.
I den 2. udsendelse om ”munkeliv og magt” begynder vi i tiden omkring Valdemar Atterdag og siden Dronning Margrethe d.1.  ca fra 1340érne. Vi hører om cisterciensernes succes - og udfasning i Danmark.

Pharaos Klassikere, Røverstuen 3
3. del af Blichers novelle ”Røverstuen” fortsætter fortælleren i sin muntre, satiriske tone med at fortælle om overtroen på Ansbjerg, bl.a.om nissen, om den fortsatte jagt på krybskytten Mads, og om jomfru Mettes forlovede, junkeren, der må sove en nat i det spøgelseshærgede tårnværelse.

H.C.Andersen: Hvad hele familien sagde
Hvad hele familien sagde er ugens H.C.Andersen som Astrid Villaume læser. Historiens sidste linje formulerer H.C.Andersens digteriske hovedtema: 'Levet er det dejligste eventyr!' Han overvejede endda sætningen som titel og kaldte historien for 'selvoplevet'. 

Nordiske komponister, Stenhammar og Nielsen
I serien 'Nordiske komponister' er danske og svenske og danske og finske komponister parret to og to med fortællinger om fællesskaber og afvigelser de to imellem. I denne uge handler det om den svenske komponist Wilhelm Stenhammar og Carl Nielsen, som var næsten samtidige og som blev meget gode venner i 1910'erne. De opførte hinandens værker og havde en meget fin kommunikation, Carl Nielsen var også dirigentvikar for Stenhammar i 4 år ved Göteborg Symfonikerne.

Foto: den2radio