Den2Radio - Uge 46 - 2022

Udsendelse d.12. - 18. november. 2022

InterMetzo
For tiden arbejder fungerende statsminister Frederiksen som bekendt på en regering hen over midten uden at det står klart hvor midten i dansk politik er, og hvad midten bortset fra sundhedspolitikkens nødvendigheder består af. Ingen af partierne har i valgkampen stillet ultimative krav om at skaffe de resterende dødstruede danske børn inklusive mødre hjem fra lejrene i Mellemøsten og at fremsætte kravet om at få sagen ordnet, falder åbenbart ind under det modsatte af midten i en politisk kultur, der bruger midten som pletfjerner af medmenneskelige mål.

Kort men godt: De unges stemmer
den2radio har haft to elever fra 9.klasse i praktik: Sigurd Lyster og Noah Ally. Og de tog i dagene op til valget ud til Københavns Samfunds-og Sundheds Universitet og Rysensteen Gymnasium, hvor de interviewede unge studerende om, hvad der var vigtigt for dem i forlængelse af Folketingsvalget.

Introduktion til Finlands historie 3
Vi er nu nået til tredje del af introduktionen til Finlands historie i det 20. århundrede. Perioden er denne gang de afgørende årtier efter 2. verdenskrig hvor Finland både betaler sin krigsgæld til Sovjet tilbage og begynder opbygningen af et skandinavisk velfærdssamfund. Vi skal rundt om de olympiske lege i Helsinki i 1952, oprettelsen af den almene sygesikring i 64 og tidens største fredskonference, der udløser Helsinki-erklæringen fra 1975. Periodens største omvæltning er dog den massive udvandring, hvor 800.000 finner rejste til Sverige for at finde arbejde.

Mandfolk 3. Alex Jensen.
Hvordan er livet for den aldrende mand? Hvad var godt og hvad var skidt i det liv, man har levet? Hvordan oplever man kroppens forfald? Hvilke tanker gør man sig om livet og døden?
Og hvordan ser man på fremtiden som mand, når man er over tres? Det er nogle af temaerne i den række af samtaler som Egon Clausen fører med nogle kloge og eftertænksomme mænd. I denne uge har han en samtale med Alex Jensen fra Esbjerg, der har vundet over en blodprop og over sig selv og sit urolige væsen.

Internationale danske klassiske solister. Trio con Brio 
'Internationale danske klassiske solister' præsenterer denne gang en klavertrio med stor international karriere: Trio con Brio der består af pianisten Jens Elvekjær, violonisten Soo-Jin Hong og cellisten Soo-Kyung Hong. De 3 mødte hinanden under deres studier i Wien, dannede klavertrioen i 1999 og flyttede til Danmark, som er deres udgangspunkt for en verdenskarriere. Og de er ikke bare suveræne musikere med et meget stort repertoire, de tager sig i den grad også ud. De to strygere, der er søstre har de flotteste koncertkjoler i kontrasterende farver, og Jens Elvekjær er gift med cellisten. De spiller både klassikerne, men også ny dansk musik komponeret til dem.

Sophiasamtale 15. Dannelse som et stykke sæbe.
Sophia er en tænketank for pædagogik og dannelse. Vi vil pejle den dannelse, som ikke kan gøres til pensum, men som kan anes, når noget i samspillet mellem mennesker lykkes og beriger både den enkelte og fællesskabet. I serien bliver begrebet dannelse endevendt af vidt forskellige mennesker. Selvom begrebet dannelse er på den politiske og pædagogiske dagsorden er det ofte i en "halvdannelsesform", så det instrumentaliseres for at blive målbart,
I denne uge, hvor vi er nået til Sophia-samtale nr 15, er lærer Aviaja Stjernstrøm inviteret til en samtale med Jens Raahauge. Samtalen kredser blandt andet om, hvordan dannelsesaspektet har været mærkbart i læreruddannelsen, og hvordan det kan anes i underviserens hverdag i skolen.

Pharaos klassikere: Herman Bang 13
Nogle Fattigbesøg før Jul. Vekslende Themaer, Nationatidende 19.12.1880
I december 1880 finder vi igen blandt Herman Bangs søndagskronikker i Nationaltidende en social reportage. Omkring et dødsfald i et fattigkvarter udtaler en øvrighedsperson: ”Åh, det er egentlig ganske rimeligt, at de folk dør.” Ja - ganske rimeligt, tilføjer Bang. Besynderligere, at de lever.

Kais historie 19
Vi nærmer os slutningen på Røde Kai. En bog af Søren E.Jensen som i samarbejde med Gyldendal er blevet til 21 podcast her på den2radio. Politiet har fået færten af Kais indsmugling af hash fra Marokko. Han får mistanke om at der er noget galt, da han og hans kone en aften bliver forfulgt. Kaj slukker lygterne på bilen, kører ind på en p-plads og håber, at politiet ikke ser ham. 

Cocteau Twins
Cocteau Twins var en skotsk trio, der eksisterede fra 1979 til 1997. I de 18 år manifesterede guitarist Robin Guthrie, sangerinde Elizabeth Fraser og bassist Simon Raymonde sig som en både særlig og sirlig ener i populærmusikkens historiske annaler takket være et æterisk, sværmerisk og dybt originalt lydlandskab, der med eftertidens hæfteklammer er blevet navngivet drømmepop. Erik Kramshøj tegner et portræt af gruppen.  

Foto: Anne Eggen