Den2Radio - Uge 47 - 2019

Udsendelse d. 16. - 22.november. 2019

Intermetzo 
Georg Metz fuldender i sin kommentar statsministerens budskab om af passe på: ’Det der driver mig som statsminister er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle af de ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov eller lyst til’. Intermetzo 'mener at være kommet i besiddelse af den hemmeligholdte fortsættelse' - blandt mange mange punkter det her: ’Når jeg siger, vi skal passe på Danmark sker det efter de mange år, hvor tidligere regeringer – også en socialdemokratisk – har gennemført så voldsomme besparelser på vitale områder og udsat landet for så alvorlige overgreb’. Lyt endelig med og hør resten.

Det europæiske hus 10
den2radio’s aktuelle program om EU og det europæiske samarbejde lige nu og i de kommende år: ’Det europæiske hus’ indeholder denne gang dels et interview med medlem af Europaparlamentet Pernille Weiss om de europaparlamentariske dagsordener og dels et klip med den tyske bundespræsident Franz Walter Steinmeier, der minder om, at Berlinmurens historie stadig har stor symbolsk betydning.

Klassisk på nettet
Klassisk på nettet er en time med klassisk musik med et tema og denne gang tager vi med på en rejse tilbage til den græsk-romerske mytologi og til de mange figurer komponister har komponeret musik over som Orfeus og Euredice, Dido og Ænæas, Ariadne på Naxos, Bakkantinderne og flere endnu.

Umulige tænkere: Gilles Deleuze  
Forfatteren John Benedicto Krejsler gæster den2radio, hvor han fortæller om sin nye bog i serien ’Umulige tænkere’ om den franske filosof Gilles Deleuze og forklarer, hvordan han forsøger at få os til at tænke anderledes. John Benedicto Krejsler forklarer blandt andet det begreb risomet, der er et rodnet med konstant knopskydning. Således kan man med Deleuze kritisere tanken om fastlåste professioner med faste rødder.

Museer skaber viden 1, Strøby Egede graven
I løbet af de næste mange måneder genudsender vi serien ’Museer skaber viden’ som kommer vidt omkring i Danmark gennem mange årtusinder. I denne uge taler vi med arkæolog og kulturarvschef på Museum SydøstDanmark Kristoffer Buck Pedersen om en museumsgrav fra jægerstenalderen. Den ligger i Strøby Egede i det nordlige hjørne af Stevns med Øresund på den ene side og Tryggevælde Å på den anden. Tidsmæssigt er vi tilbage i Ertebøllekulturen, den allersidste del af jægerstenalderen inden vi skifter til landbrug for 6-7000 år siden.

Røde Kai 21
Vi har fulgt Røde Kai igennem mange uger og nu er vi nået til det absolut sidste afsnit. Det er i anledning af at det er 50 året for pornoens frigørelse, at den2radio har genudsendt Kai’s historie, som var en af de første serier her. Kai Bo Rasmussen – alias ’Røde Kai’ har fortalt om sin omfattende kriminelle karriere med Vesterbro i København som centrum til Søren E. Jensen, der har skrevet en bog om den tidligere hashsmugler: ’Røde Kai og hans kriminelle karriere’. I det sidste afsnit fortæller han om perioden fra 1986-91, hvor han for alvor beslutter at lade sin karriere få en anden løbebane.

Science Stories, Nu ved vi hvorfor mandler er giftige
Planter er biokemiske fabrikker drevet af sollys. Birger Lindberg Møller har en drøm om at overhale den oliebaserede industri indenom og lade planter fabrikere en lang række af vores produkter. Drømmen tager udgangspunkt i hans arbejde med de mange aktive stoffer, planter producerer. Og disse aktive molekyler er også udgangspunktet for denne udsendelse, helt specifikt det stærkt giftige bitterstof cyanid i mandler. Birger Lindberg Møller er biokemiker og professor ved Plantebiokemisk Laboratorium ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet. Han kalder sig selv en plantenørd og studerer, hvordan planter - med energi fra fotosyntese - producerer og håndterer en række bioaktive stoffer.

Science Stories, Sommerfugle effekten i moderne medicin
Dette er historien om, hvordan de observationer en fysiker gjorde på væggen over sin seng for næsten 400 år siden måske kan revolutionere nutidens brug af medicin mod alvorlige sygdomme. Vi er vandt til at få livet beskrevet af biologer. Fysik derimod er læren om natur i den bredeste betydning gerne beskrevet med matematiske formler. I dette program skal vi se på livet set med forskellige briller som et biologisk fænomen, men også som fysiske egenskaber som kan sættes på formler, der kan bruges til at beregne og forudsige egenskaber. Mange vil måske mene, at fysikere ikke har noget at gøre i biologiens verden, men det er langt fra tilfældet. Nogle af de fænomener vi ser i biologien, kræver en fysikers overblik og kan måske kun forstås hvis man bruger fysikkens metoder og redskaber til at observere og eksperimentere. Mogens Høegh Jensen og Mathias Heltberg fra Niels Bohr Instituttet arbejder med fysik i biologiske systemer, som måske vil revolutionere vores måde at opfatte dyr og planter, og som måske kommer til at ændre vores behandling af sygdomme radikalt. 

Foto: Kalundborg Kirke( Bodil Nørgaard)