Den2Radio - Uge 47 - 2020

Udsendelse d. 14. - 20.november. 2020

InterMetzo
Georg Metz har overskriften ”ledelseslag og selvforblændelse”. At anfægte ping – og pampersprogets nonsens er at drage virksomheden, hæren, institutionen, ledelseslagene, nationen i tvivl og imødegås af skyer af ord lige så absurde, som dem der fremprovokerede kritikken. Betvivles autoriteten yderligere slår lederne fra sig i institutionel panik.

Det europæiske hus III - 8
Det europæiske hus har denne gang overskriften: Covid 19, mink, fødevareproduktion og forbrugeransvar. Hans Jørn Kolmos er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet. I en samtale med Clea Bruun Johansen fortæller han om sin vurdering af corona-situationen, risikoen ved de danske minkfarme og den billige og derfor også effektiviserede produktion af fødevarer i det hele taget. Samtalen kommer også ind på forbrugernes rolle og ansvar.

Anslag - november 2020 - 3
Jacques Berg sender sine Anslag til den2radio hver uge - tanker der ryger ned i tasterne og denne gang filosoferer han over internettet - er det det forum, vores tid har brug for? Hvorfor skal
man have to nationaliteter? Kan man elske to lande uden at hedde Josephine Baker?
Er der idé-sammenfald mellem Islamisk Stat og Le Pens højreekstremistiske
parti i Frankrig? Og hvordan får man Rhônen til at løbe ud i  Seinen?

Jazzens historie, Miles Davis og Gil Evans
I serien om Jazzens historie er Christian Braad Thomsen nået frem til trompetisten Miles Davis og ham handler hele tre programmer om. I det første af tre programmer handlede det om hans betydning for cool-jazzens fødsel, og i det andet om hans samarbejde med saxofonisten John Coltrane. Denne gang er det så om Miles Davis og arrangøren Gil Evans. De indspillede i sIutningen af 1950erne tre skelsættende orkesterplader og med dem placerede de sig på niveau med deres forbillede Duke Ellington.

Kastesigten
Teatermagasinet Kastesigten var med på Husets Teater til kammerspillet ’Se på mig, når jeg taler til dig’. Med til rollen som forældre hører også ængstelighed og mørke, og det handler kammerspillet om. Det er den norske forfatter og lyriker Monica Isakstuens debut som dramatiker. Vores anmelder Ingeborg Elisabeth Vind giver desuden nogle anbefalinger til aktuelle forestillinger på byens mindre scener.

Ronkedorerne på Vandkunsten
Sidste weekend blev der afholdt en lille bogfestival i København til erstatning for det aflyste BogForum. Det blev til en række små arrangementer hos boghandlere og forlag samt på nettet. I Forlaget Vandkunstens litteraturhus var der en række arrangementer lørdag og søndag, og der sluttedes af med et besøg af et par af den2radios ”Ronkedorer” nemlig Nikolaj Ifversen og Jens Raahauge suppleret af radioens Karsten Pharao. De præsenterede som sædvanlig nogle fagbøger, de gerne ville anbefale. Bøgerne er Henrik Nebelongs bog ”Wagneriana”, ”Den store karakterbog” redigeret af Anne-Marie Mai og Erik Skyum-Nielsen, Henrik Engelbrechts ”Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen” og Robert McFarlanes ”Underland – en rejse i dyb tid”.

Søndagsfortælling: Benedikte
Den2radio har indledt et samarbejde med forfatteren Jacob Skyggebjerg - der hver uge sender en nyskreven fortælling indtalt af forfatteren selv. Korte, afsluttede fortællinger sat i scene rundt omkring i hele Danmark, hvor man uden at skulle tage stilling, kan lade sig blive taget med på en rejse ind i fiktionens verden. En kontinuerligt tilblivende lyd-novellesamling - med handlings- og temainput fra lytterne! Wow!" Den første kommer i denne uge og den hedder ’Benedikte’. På en altan i Livorno i Italien sidder Hanne i aftensolen og nyder sit otium. Hun har gjort sig fortjent til det. Hun har klaret den. Hun tænker tilbage på sit livs begyndelse i et fattigt, misbrugspræget hjem i en landsby på Djursland. Hun tænker på, hvordan hun blev gravid med datteren Benedikte, hvordan manden skred, og hun fødte alene på sygehuset ude i Grenaa. Og efterhånden udfoldes historien om, hvordan hun er endt der hvor hun nu er.

H.C. Andersen: De røde sko
De røde sko – det er uigenkaldeligt H.C.Andersen. Berthe Quistgaard læser eventyret som hænger sammen med hans erindring om, hvordan han under sin konfirmation lod sig distrahere af fryd over at menigheden kunne høre hans nye støvlers knirken og siden fik store samvittighedskvaler.
Pharaos Klassikere, Røverstuen 4
I Blichers Røverstuen er vi nået frem til den store finale. Historien kulminerer – hvad den opmærksomme lytter måske nok har anet - i en veritabel bortførelse. Den lille jomfru Mette har lagt en plan bag om ryggen af alle, undtagen én.

Jensen og Hall præsenterer 1970
1970-1979" lyder fællestitlen på en serie i intet mindre end ti afsnit, hvor de to selvudnævnte og i ordets egentlige forstand smagløse musikhistorikere, Martin Hall og Søren E. Jensen, dykker ned i "årtiet som den gode smag glemte", som en norsk barokgruppe har betegnet halvfjerdserne. Udsendelserne vil byde på såvel numre, der i dag er klassikere, som popsange man helt havde glemt at man godt kan huske samt værker på kanten af musik, som ikke desto mindre værdsættes af de to værter og næppe af mange andre

Foto: den2radio