Den2Radio - Uge 48 - 2018

Udsendelse d.24-30. november. 2018

Intermetzo giver et par opbyggelige ord om rammen om de danske værdier, og det er også det Georg Metz har sat som overskrift. Der er stadig folk, der går rundt og mener at det danske samfund er bygget på umistelige grundværdier som vi må værne om. Men i dag afdækkes de store skandaler hvor hvidvasksagen i Danske Bank er den mest bemærkelsesværdige, og skandalerne understr eger så det skriger til himlen de stadig mere synlige og generelle misforhold i det danske samfund.

Håndværk Handskemagerfaget
Denne uges udsendelse i serien om Håndværk har fokus på ’handsker’. Randers har spillet en rolle som centrum for dansk handskeproduktion i 18- og 1900-tallet. Firmaet Randers Handsker eksisterer fortsat, men hvad er status på håndværk og fremstilling af handsker i Randers.

Landbrugsmagasinet nr. 25
Landbrugsmagasinet runder i denne uge et skarpt hjørne. 25 programmer er det blevet til - og i den anledning besøger vores landbrugsmedarbejder Anders Søgaard, i dag chefkonsulent for Landug&Fødevarer - men i perioden 1990 til 2000 ansat som landbrugsmedarbejder i Danmarks Radio. Dengang var landbruget stadig en del af noget fælles, man kunne indentificere sig med - det noget som alle kendte og kunne forstå referencerne til. Landbruget var kultur og skabte selv kultur. Sådan er det ikke længere, men hvordan kommer vi så til at lære landbruget og dets virkeligheder at kende ? Men først hører vi om, hvordan Anders Søgaard blev landbrugsreporter og nogle af udfordringerne dengang i 1990erne. 

Martin Hall og de glemte 70’ere
’1971-1985’ er titlen på musikeren Martin Halls erindringer, som udkom sidste år. De handler forbløffende lidt om de firsere, som Martin Hall ellers forbindes med; til gengæld får de glemte halvfjerdsere en fremtrædende plads. Og netop halvfjerdsernes glemte popmusik skal det handle om i denne og en kommende mammutudsendelse, hvor Martin Hall i selskab med Søren E. Jensen mindes de hits som gjorde sig gældende i deres sene barndom og begyndende pubertet inden punken kom og ødelagde det hele.

Norden i Europa
Norden i Europa vender blikket ind i sagaernes verden sammen med billedkunstneren Karin Birgitte Lund, der er aktuel med udstillingen Sagatid/Nutid på Nordatlantens Brygge i København. Sagaerne er måske et af Nordens vigtigste bidrag til den europæiske kultur. Dertil orienterer Ove Weiss om det politiske opbrud både i Norden og i det øvrige Europa.

Den røde Sofa
En torsdag i november rejste Den røde sofa til Aarhus for at sætte scenen for en samtale mellem illustrator Kamila Slocinska og forfatter Kathrine Assels. De to aarhusbaserede kvinder talte om grænsen mellem illustration og tekst i billedbøger, om illustratorens rolle og om Kamilas stemningsfrembringende streg, som for nylig har været til frit skue på plakater rundt omkring i Aarhus i forbindelse med børnelitteraturfestivalen Albus.   

De udødelige  
I serien om "aktiv aldring - solidaritet mellem generationerne" har vi valgt et genhør med Knud Johnsen, der dengang var 70 år, elektromekaniker, som var aktiv i bl.a. LO´s faglige seniorer, kasserer i 3 foreninger og som sang i Carlsberg koret. ’Sådan er det!’, sagde Knud Johnsen, når han understregede en særlig pointe i sin fortælling om sit faglige engagement i Dansk Metal, sin katolske opvækst og sine tanker om ældreboliger.

Mexico – krigsdagbog
Den ene krig afløser den anden ude i verden. Da NATO gik ind i krisen på Balkan og i marts 1999 bombede Beograd sad den serbiske forfatter Vladimir Arsenievic i sin lejlighed i byen med kone og børn og oplevede luftalarmer og bombardementer. Arsenievic begyndte at skrive dagbog under krigen, og senere på året - under et stipendium-ophold i Mexico gjorde han bogen ’Mexico. Krigsdagbog’ færdig, som altså ikke handler om krig i Mexico, men om krig i Serbien - og i Kosovo.