Den2Radio - Uge 48 - 2024
Udsendelse d. 23. - 29. november. 2024
InterMetzo
Denne uges kommentar handler om det kommende USA med en ny leder. Ministerkandidatudnævnelserne i USA lader ikke tvivl tilbage om karakteren af det forestående regime. De udvalgte personer, flere berygtede, varsler ilde. Vil Trump egenhændigt styre retsvæsenet og som bebudet rejse sager mod politiske modstandere, måske lejlighedsvis indføre undtagelsestilstand, og vil han ved Højesterets hjælp tolke sin kommende embedsperiode som sin første, da han som stædigt fastholdt – uanset samtlige domme imod påstanden – blev snydt i 2020, og derfor bør kunne sidde endnu en periode efter den kommende?
Generalmajor og chef for NATO's "Multi National Division North"
Jette Albinus er generalmajor . og så er hun chef for det dansk ledede NATO hovedkvarter "Multi National Division North" i Letland. Som chef står Jette Albinus i spidsen for det daglige arbejde i hovedkvarteret. Det er også hende, der i en krigssituation skal lede divisionen i kamp. Ud over at stå som chef for en NATO´s største styrker, så har hun en lang karriere i forsvaret bag sig. I dette podcastafsnit er vi taget en tur til Letland for at snakke med Jette Albinus om hendes stilling i NATO og meget mere.
Radi Mølkebøtten: Økonomi og klima: Er krigen i Ukraine (kun) dårligt nyt for klima?
Krigen i Ukraine er en tragedie af næsten ufattelig størrelse. For stort set alle involverede parter. Men er krigen også dårligt nyt for klimaet? For de penge der nu bliver brugt på fx krudt og kugler kan jo som bekendt kun bruges én gang, og kan dermed ikke bruges på klima. Så hvor efterlader krige og kriser EU's indsats for den grønne omstilling? Svaret er ikke helt enkelt og vil måske overraske dig. Lyt hvordan det hænger sammen. Medvirkende er post.doc Jakob Dreyer fra Kbh's Uni.
En udkantspolitiker i Ugerløse
I udkanten af Holbæk kommune ligger Ugerløse, der til forveksling ligner en by i udkants Danmark med forladte huse, nedlagte butikker og en tvivlsom tatovør. Her skal vi på byvandring med folketingsmedlem for Socialdemokratiet Kåre Dybvad sammen med den2radio’s Søren E. Jensen.
Mandfolk 2
Her i den anden podcast om ’Mandfolk’ er det den 78 årige forfatter, debattør og redaktør Georg Metz der er i fokus og han kan se tilbage på et rigt og varieret liv i medierne. Han er repræsenteret i Højskolesangbogen med en vemodig sang om efteråret, og i en af linjerne står der: ”Virkelyst og grokraft er forbi, forbi”. Egon Clausen spørger om det er en melankolikers syn på verden.
De udødelige 23: Mitokondrier og fatique
Mitokondrier og fatique, hedder de udødelige denne gang. De to ord dækker over forskning i sund aldring, der tager sit udspring i Center for Sund Aldring på det sundhedsvidenskabelige fakultet , Københavns Universitet. To unge forskere fortæller om deres nyeste forskning. Og så skal det handle meget om træthed og energi. Medvirkendeer; postdoc. cellebiolog Claus Desler Madsen og phd. Kandidat i folkesundhedsvidenskab Annette Addy Ekmann.
Pharaos klassikere: Myter 4 af Johs. V. Jensen
Denne uges myte af Johannes V. Jensen hedder Gura. Gura er et mytisk, tåget væsen, der deriver indover landskabet. Hvad det egentligt er eller symboliserer, må man selv tænke sig til, men man for i hvert fald indtryk af noget urgammelt, arkaisk, noget der har fulgt os fra tidernes morgen.
H.C. Andersen: Fyrtøjet
I denne uge er det Mogens Wieth, der læser H.C. Andersens Fyrtøjet med musik af Poul Schierbeck. Det skete ved en koncert i Tivoli i 1955 i anledning af H.C. Andersens 150-års fødselsdag. Launy Grøndahl dirigerede Radiosymfoniorkestret, og hele koncerten er for nylig udgivet på selskabet Danacord.
Wagner 4
Kærlighed og erotik er væsentlige elementer i Richard Wagners operaer, og i alle operaerne er erotikken fatal og farlig. Helten ender med at flygte fra den. Det fortæller Wagnerkenderen Henrik Nebelong om i den 4. af 5 udsendelser om Richard Wagner med udgangspunkt i hans bog: ’Richard Wagner. Liv, værk, politik’.
Foto: Marcel Buttrup