Den2Radio - Uge 5 - 2016

Udsendelse d. 30.januar - 5.februar.  2016

Vi forlader januar måned og går mod lysere tider, og på den2radio har vi en radioflade klar. Og vi vil lige minde om, at der ligger flere tusinde udsendelser i vores arkiv produceret gennem de snart 8 år vi har eksisteret, og dem finder I ved at klikke på bjælken øverst på enten ’tidligere udsendelser’ eller ’serier’. Og I kan selvfølgelig også følge os på facebook.

Som altid lægger Georg Metz ud med sit ugentlige Intermetzo – og denne gang er overskriften: Synden og skammen, og undertitlen: Ansvarsfordeling med tilbagevirkende kraft.  
Det handler bl.a. om Mette Frederiksens undskyldning til Vestegnens socialdemokratiske borgmestre, som advarede mod indvandringens konsekvenser på et tidspunkt hvor det ikke passede med partiets landspolitik.
Den2radio’s serie om Liv i landdistrikterne handler denne gang om nye metoder i planlægningen for det åbne land og det landsdækkende forskningsprojekt ’Fremtidens Landskaber’. Projektet er et samarbejde mellem Institut for Københavns Universitet, Aalborg og Syddansk Universitet og Arkitektskolen i Aarhus. Den2radio besøger Jammerbugt Kommune, hvor et af 13 pilotprojekter er undervejs.
Klassisk på nettet fortæller om søskende i musikken, både dagens musikersøskende og tidligere tiders komponistsøskende f.x. 4 Bach brødre, sønner af Johann Sebastian Bach og de franske klaversøstre Katia og Marielle Labeque 
I serien ’Frederiksbergs historie’ skal vi høre om hvordan en ny by blev til. It-arkivar Helga Mohr fra Frederiksberg Stadsarkiv fortæller om forlystelser og bibliotekskultur for rig og fattig
’Aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne’ var den overskrift som EU satte for 2013 og den2radio satte sig for at producere næsten 30 udsendelser med den overskrift. Og nu i 2016 genudsender vi hele serien, som vi har kaldt ’De udødelige’. I denne uge handler det om erindring. I projektet ’Erindringsfabrikken’ mødes ældre og børn om det at huske og fortælle og derved skabe ny energi og livsglæde.
To år efter den anden verdenskrigs afslutning udkom Victor Klemperers banebrydende bog om det tredje riges sprog "Lingua Tertii Imperii" med undertitlen " En filologs notesbog". Den udkom på dansk i 2010. Victor Klemperer var jøde, han var professor i romanske sprog i Dresden og gift med Eva, der var ikke-jødisk. Da Nürnberg-lovene eller jøde-lovene blev indført i 1935, mistede han alt. Sit job, sit hus, sit kørekort, sin skrivemaskine - adgangen til bøger, tidsskrifter og aviser. Han mistede alle sine borgerrettigheder. Sammen med de tilbageværende jøder blev han og konen stuvet af vejen i et af byens jødehuse. På trods af en konstant frygt for at blive sendt i koncentrationslejr fortsatte han ufortrødent med sine optegnelser om den tiltagende nazistiske inficering af det tyske sprog. Victor Klemperer er også kendt herhjemme for sine krigsdagbøger, der udkom på Gyldendal i 2000. Karl Johan Mikkelsen præsenterer nogle aspekter af den store og komplekse bog og Karsten Pharao læser de udvalgte tekster.
’Folk, hvad er vel folk i grunden’ er et program hvor Frederik Dessau taler om modsætningen mellem ’os’ og ’dem’. I den mytologiske skabelsesberetning som den er beskrevet i Det gamle Testamente kan man finde opskriften på den ideelle form for menneskeligt samliv gentaget i Det ny Testamentes ’Du skal elske din næste som dig selv’. Men det ville være en overdrivelse at påstå at opskriften er blevet fulgt, og spørgsmålet har da også jævnligt været oppe og vende om hvorvidt påbuddet eller anvisningen har været alvorlig ment og skal opfattes bogstaveligt. Begrebet ’din næste’ er i hvert fald blevet opfattet meget snævert, og det er det Frederik Dessau filosoferer over.
I den 2. udsendelse i serien om den oversete litterære genre, essayet, skal vi høre fra Holberg til Brandes. I Danmark begyndte Ludvig Holberg i 1700-tallet at skrive sine moralske tanker og sine epistler i essay-genren, og siden tog Georg Brandes essay-stilen til sig og brugte den. Thorkild Borup-Jensen, som er seriens fortæller, har skrevet bøger om essays og udgivet en række antologier om denne litterære genre, og det er Karsten Pharao, der læser udvalgte tekster.

Foto: Knud Steffen Nielsen

MEDARBEJDERE

Karsten Pharao, Kirsten Rønn