Den2Radio - Uge 5 - 2018

Udsendelse d. 27.januar - 2.februar. 2018

Her er den2radio på vej mod februar og lysere dage og med gode og interessante udsendelser lige til podcast, og på hjemmesiden ligger der omkring 3000 udsendelser som lytterne kan finde i kategorierne og i serierne ganske gratis. Ren public service.

Intermetzo
Georg Metz Har kaldt sin kommentar ”Det stabile geni. Trumps åbenbare særstatus blandt de elendigste amerikanske præsidenter”.

Andelsvirksomhed i Uganda 5:  Munaku Kaama Kisubi Sparekasse
I den 5. udsendelse om andelsvirksomhed i Uganda er den2radio igen i Uganda og fortæller om de sidste 10-15 års mange initiativer med oprettelse af spare-lånegrupper og små sparekasser på andelsbasis. I udsendelsen om Kisubi Sparekasse skal høre vi, hvad der skal til, når en ungdomsgruppe udvikler en lokal sparekasse.

Den grønlandske slædehund, Museer skaber viden
Professor ved Statens Naturhistoriske Museum og Grønlands Universitet Morten Meldgaard fortæller at bestanden af den grønlandske slædehund på 20 år er halveret fra 30.000 til 15.000 dyr. Der er igangsat et forsknings- og formidlingsprojekt, der skal skabe en større viden om hunden og slædehundekulturen, og hvordan man kan sikre slædehunden i fremtiden.

EuropaProfilen: ”De fremmede i ghettoerne”
Hør en samtale med Andreas Keil, medlem af Københavns borgerrepræsentation for socialdemokratiet om nye tiltag i et andet af de særligt udsatte boligområder i Danmark, de almennyttige boliger i Mjølnerparken på Nørrebro i København, hvor 90 % af beboerne har anden etnisk herkomst end dansk. Hør også politisk kommentator Ove Weis’, der med udgangspunkt i det nationale kompromis om udlændingepolitikken fra 1983 ser på ghettoproblemerne og løsningen af dem i flere kommuner landet over.  

Flere og flere bor i kollektiv
Da antallet af danske kollektiver toppede i midten af 1970erne, var der mere end 15.000 i Danmark. Så mange er der nok ikke mere, men de sidste år er interessen for kollektiver og andre fælles boformer vokset voldsomt, fortæller byforsker Marie Stender fra Aalborg Universitet. Hun forsker i alternative boformer og har som en del af sin forskning boet i et stort moderne bofællesskab i Albertslund.

Leonard Bernstein 100 år
I 2018 er det 100 år siden Leonard Bernstein blev født, en multikunstner af helt usædvanlig kaliber. Han var en af verdens største dirigenter, han var en strålende koncertpianist, han var en fantastisk pædagog og en komponist med mange vigtige kompositioner, men først og fremmest  vendte han rundt på verden med sin musical og film ’West Side Story’.

Arne Herløv Petersen - Fugle kan ikke flyve
Humble er en lille by der ligger på Langeland. Når det regner i Humble, lukker folk sig inde i deres huse og ruller gardinerne ned. Derfor ser de ikke, at hovedgaden pludselig myldrer med pingviner der vralter gennem den lille by på deres flade svømmefødder. Den eneste der ser dem er digteren Arne Herløv Petersen, der har søgt læ for regnen i et skur ved busstoppestedet. Den slags er digterens privilegium, han ser hvad der sker, når alle andre har rullet gardinerne ned. I kan høre  optagelsen fra den reception, der blev afholdt i anledning af udgivelsen af Arne Herløv Petersens nyeste digtsamling, og Egon Clausen var med.

Verden af i går 19
Vi er nu nået frem til Zweigs 50-årsdag i 1931. Fra en verdensberømt, rig og lykkelig mand er han af nazismen blevet forvandlet til en stakkels besiddelsesløs flygtning, hvis bøger bliver brændt. Hvem ville have kunnet forestille sig det?

Jazzens historie:   Gerry Mulligan og Chet Baker 
I den2radio’s serie om Jazzens historie baseret på Christian Braad Thomsens bog ’Drømmejazz- jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd'er’ fortæller han denne gang om den musikalske verdensvagabond, trompetisten Chet Baker, og specielt om hans samarbejde med barytonsaxofonisten Gerry Mulligan..