Den2Radio - Uge 50 - 2017

Udsendelse d. 9. - 15. december. 2017

InterMetzo
Georg Metz fabulerer over Naser Khaders mistænkeliggørelse af en kvinde, han på et tidligere tidspunkt har haft et eller andet forhold til og som pikant nok er muslimsk præst og sammenligner med Njals saga og stormanden Gunnar af Hlidarende, hvis smukke kone han giver en lussing. Det glemmer hun ham ikke for og det koster ham livet.

Jul i klunkehjemmet
Julen i borgerskabet i slutningen af 1800-tallet ligner på nogle måder nutidens jul, men der er også meget, der er anderledes. I Nationalmuseets lejlighed ”Klunkehjemmet” kan man opleve, hvordan julen var. Det var ikke jul det hele, og man kan i udsendelsen høre, hvordan livet var i borgerskabet, der både var præget af velstand og de mange regler for, hvordan man skulle opføre sig. den2radio tager på besøg hos grosserer Rudolph Christensen, hvis lejlighed står som den gjorde for over 100 år siden.

Landbrugsmagasinet
Dilemmaer i Landbrugspolitikken var overskriften på professor emeritus Niels Kærgårds afskedsforelæsning på Københavns Universitets Institut for Fødevare og Ressource Økonomisk Institut. Niels Kærgård har også været Økonomisk Vismand, siddet i et hav af bestyrelser i og omkring den danske forskningsverden, samt skrevet et væld af mere kulturanalytiske bidrag til samfundsdebatten. Niels Kærgård kender dermed landbrugets økonomi, kultur og samfundsudvikling indefra maskinrummet. Rasmus Blædel Larsen har inviteret Niels Kærgård i studiet til en snak om landbruget. 

Mandagsklubben 
Mandagsklubben, det er musikere der spiller free jazz, mandag aften, gemt af vejen, i et gammelt industriområde. Det lyder ikke som en umiddelbar opskrift på et succesfuldt spillested. Ikke desto mindre er det præcist, hvad Mandagsklubben, Slagtehusgade 5e på Vesterbro i København- på få år har formået at udvikle sig til, og det i en grad så det var stedets navn, der kom op af konvolutten, da der under det stort anlagte show på Bremen Teater i København skulle afsløres, hvem Live Jazz Danmark Prisen 2017 gik til. I den anledning har vi besluttet at genudsende en udsendelse om spillestedet, fra 2016

Ronkedorerne
den2radio’s 4 Ronkedorer har samlet sig omkring bordet i studiet med hver sin faglitterære bog. Egon Clausen taler om ’Bonde – gal mand på rette vej’, en biografi af Benny Lihme og Birgit Kirkebæk. Georg Metz taler om ’Kampen om danske sjæle’ af samfundsforsker Bjørn Thomassen. Han går i rette med fejringen af 500-året for reformationens udbrud. 2017 har bekræftet alliancen mellem stat, kirke og kongehus. Myter er blevet bekræftet i en sådan grad, at de glemte og oversete fortællinger om reformationen og protestantismen mere end nogensinde trænger sig på. Nikolaj Ifversen har taget Ian Kershaw’s ’Helvede tur-retur’ med. Om den politiske udvikling i Europa op til og under de 2 store verdenskrige. En sammenhængende fortælling i 2 bind om Europa fra 1914 til 1949. Og den 4.Ronkedor, Jens Raahauge taler om ’De politiske håndværkere’ af Benny Engelbrecht og Flemming Sørensen om magt, indflydelse og resultater på Christiansborg.

Teatermagasinet 2
Kastesigten er den2radio’s nye teatermagasin som i denne uge har besøgt Teater Grob på Nørrebro, Teater Sorth/Hvid i Kødbyen på Vesterbro og Teater Får 302 i Nyhavn. Lytteren kan se frem til forhåbentlig at få skærpet øjne, øre og appetit til at nærme sig de skrå brædder - og hvis man føler, som mange gør, at de alt for sjældent kommer i teateret, selv om de egentlig har lyst, så er dette programmet, der gerne vil hjælpe dig helt ud af døren og afsted. Teatret er de levendes rige, og du får mest for din tid, hvis du slår alle sanser til - både før, under og efter forestillingen. Kastesigten er både en tidsåndsseismograf og et åbent botanisk værksted.

Jazzens historie 6 Charlie Parker
I 2009 udgav Christian Braad Thomsen bogen ’Drømmejazz- jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd'er’ og producerede samtidig 21 udsendelser til den2radio – en unik serie som vi genudsender i disse uger. Det er Charlie Parker, det handler om i denne uge – altsaxofonisten med tilnavnet The Bird. Han døde i 1955 og blev kun 34 år men har sat sig markante spor.

Verden af i går 12
I afsnit 12 i vores følgeton af Stefan Zweigs berømte erindringsbog "Verden af i går" nærmer vi os det skæbnesvangre årstal 1914. Alting gik tilsyneladende fremad, ungdommen var fuld af optimisme, forretningslivet blomstrede i alle Europas lande og intet syntes at kunne stoppe fremskridtet inden for såvel økonomi som kunst og videnskab. Men grådigheden efter stadigt mere var til at mærke, og nationerne indledte et kapløb om kolonier og indflydelse. Hvis man ville, kunne man egentlig godt se tegn på den kommende katastrofe. I Tyskland blev der – i fredstid – indført en krigsskat! Og i Frankrig forlængede man den militære tjenestetid. Og under de små Balkan-krige afprøvede tysk og fransk våbenindustri deres seneste produkter.

Salmesang ved reformationen 7
Denne udsendelse handler om 500 år gammel musik, musik fra Martin Luthers tid, som fik stor indflydelse også på Danmark. Og når det er så længe siden, er en masse værker og skrifter uundgåeligt gået tabt. Men rundt omkring på biblioteker i Europa findes der alligevel guld, som man har ledt efter i flere hundrede år og som man har troet var forsvundet. Musikforsker og kantor Ole Kongsted fortæller om et meget usædvanligt fund han har gjort på et bibliotek i Tyskland - et fund han selv karakteriserer som svarende til at finde en klaversonate af Mozart eller en strygekvartet af Haydn, for her taler vi om den tids berømteste komponist Ludwig Senfl.

Klassisk på nettet jul
Klassisk på nettet er en times klassisk musik med et tema og det er her med julemusik fra mange lande. Fra Finland med juleviser af Sibelius til Italien med Corellis julekoncert, Frankrig med udsnit af Berlioz' julekantate L'enfance du Christ, musik fra Rusland, Ungarn og Spanien og fra USA og Charlie Parkers improvisationer over White Christmas.