Den2Radio - Uge 6 - 2023

Udsendelse d.4. - 10.februar. 2023

Intermetzo
Georg Metz taler om DR’s nyhedsdirektør Sandy French, der for nylig fortalte, at hun og DR’s top ’ikke har en ambition om at være dumme’ og at ’tre ud af fire danskere skal opleve, at indhold fra DR personligt giver konkret værdi’. Man kan måle kvalitet. Blæser solohornet falsk i symfonien, er det et skidt orkester. Begriber en radiostation ikke, at radioen byder på flere genrer og en righoldighed af muligheder frem for at genudsende aktualiteter, lægge mosæk under interviewene og lemlæste Orienterings flow uden kvalitativ grund, er det en ringe radioledelse. 

Fra triumf til tragedie 3. Ellen og Adam
den2radio genudsender i disse uger 3 foredrag om den russiske revolution, som forlaget Vandkunsten står bag, og som fandt sted i Litteraturhuset i indre København.  Den overordnede titel er ’Fra triumf til tragedie’. Dette tredje er med historikeren Morten Møller, der med udgangspunkt i hans prisbelønnede bog Ellen og Adam fortæller om Ellen Schou, som i 1934 tog til Moskva og blev kurer, mens naboer og kolleger blev henrettet eller sendt i fangelejr. Ellen og Adam er en fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva. Den udkom på Gyldendal og blev 2014 kåret som Årets Historiske Bog.

Retsvidenskab 6. Onlinemediers strafansvar
Vi er nået til den 6.podcast i serien ’retsvidenskab’ og den handler om Onlinemediers strafansvar. Professor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet har undersøgt reglerne for onlinemediers strafansvar. Hvis Facebook og andre onlinemedier er ansvarlige for indholdet, er der så ikke en risiko for, at der bliver tale om censur? Og det spørgsmål har Sten Schaumburg-Müller en klar holdning til.

Michael Falch - en rockpoet krydser sit spor 5
Vi er nået til 5. afsnit, der handler om pladerne “Falder du nu” og “Sang til undren” der begge kom i kølvandet på Michael Falchs personlige og karrieremæssige deroute og var et nybrud i hans måde at skrive sange på. I samtale med vært og tilrettelægger Andreas Dahl dykker de ned i sangene, og drøfter temaer som alkoholisme, narcissisme, det ny testamente og at rejse sig fra livets knockouts.

Året har 16 måneder: Februar.
Forfatteren Henrik Nordbrandt døde d.31.januar 77 år gammel. Han debuterede i 1966 med ’Digte’ og har udgivet mere end 40 bøger. Hans digt ’Året har 16 måneder’ - hvoraf de fem er november - er et af de mest kendte og citerede i Danmark med sin præcise indramning af, hvor uendeligt det mørke, kolde efterår kan synes. den2radio ligger inde med en podcastserie med alle månederne optaget for nogle år siden, hvor tidligere programmedarbejder  - den siden afdøde Jens Winther -  taler med Henrik Nordbrandt, og det er netop ’februar’ vi får her i denne uge

Ny dansk jazz. Mikkel Ploug
Ny dansk jazz er titlen på en podcast med guitaristen Mikkel Ploug. Han går sine egne veje i dansk jazz og fornyer traditionen og komponerer selv stærk, original musik. Og så opnår han overraskende publikumskontakter. Det er Claus Westh fra RadioJazz der taler med Mikkel Ploug.

Pharaos klassikere: Myter af Johs.V. Jensen 12. Vinternat
I Pharaos Klassikere fortsætter vi med Johannes V. Jensens myter, og titlen ”Vinternat” kunne godt lyde som om af de mange årstidsmyter. Men i virkeligheden er der tale om en decideret moderne spøgelseshistorie.

Radio Underjordisk. Urkoen, drikkehornet, drikkehornet og møen med mjødet
Er urkoen Audhumbla, der dukker frem af skabelsesberetningen i den nordiske mytologi, i familie med den urokse der dukker op på vores nordlige breddegrader efter sidste istid? Og hvad har Audhumbla at gøre med poesidrikken eller mindesøllet, som vikingerne kalder deres honninggærede mjød? I en Tour de Force gennem eddadigtningen deler den norske forfatter & religionshistoriker Maria Kvilhaug ud af en rig og sjælden indsigt i den gamle nordiske åndelige tradition.

Internationale danske klassiske solister. John Damgaard
Den 'Internationale danske klassiske solist' er denne gang pianisten John Damgaard. Han fortæller om et langt liv som underviser og som solist i hele verden. Professor i Danmark, professor i Japan og gæsteprofessor i Australien. Klaversolist og kammermusiker og med et meget stort antal indspilninger igennem et langt liv. Han har mange gode historier fra et langt musikerliv.

Foro:den2radio