Den2Radio - Uge 6 - 2017

Udsendelse d. 4. - 10. februar. 2017

Intermetzo
Georg Metz har som altid spidset pennen i sit Intermetzo og i denne uge er det Donald Trump og det danske skattevæsen han tager fat på med overskriften ’Skattens Trump’.  
Gamle Pædagoger
Der er sket en overdragelse af ansvar fra familien til skolen. Samtidig er politikerne ivrige efter at regulere hverdagslivet og kontrollere det stof som pædagoger og lærere skal arbejde med. Det fører som regel ikke til de forventede resultater, og derfor bør lærerne kæmpe for at genvinde kontrollen over undervisningen, det fortæller Karen Borgnakke om i en samtale med Egon Clausen.
Kort men godt
Anna arbejder på Café Petrol på Istedgade, hvor hun har lært den 88-årige marskandiser Bredo Makander at kende. den2radio er med, når Anna for første gang besøger Bredo blandt lysekroner og smukke spejle i hans lille butik på Absalonsgade.
Salmesang ved reformationen
Den2radio er med i fejringen af reformationsjubilæet. Det er i 2017 500 år siden Luther slog de 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg og dermed satte gang i den måde vi holder gudstjeneste på i de protestantiske lande. Vi synger stadig de gamle salmer som blev indført ved reformationen, men det er de færreste der kender historierne bag melodierne. Dem vil vi fortælle i 8 udsendelser på den2radio, og den første handler om Luther som komponist og om Peder Palladius - den første protestantiske biskop over Sjælland - om hans visitationsrejser, hvor han på dansk og i almindeligt sprog fortalte folk, hvordan de skulle synge, hvordan de skulle passe deres kirke rent praktisk og gå i kirke hver søndag og så holde op med at bede til jomfru Maria.
Procol Harum 5
Den legendariske rockgruppe Procol Harum har den2radio produceret 5 udsendelser om, og i denne uge er vi nået til den sidste – Procol Harum, som var toneangivende i begrebet symfonisk rock.
Incest skal ikke forties
Hvad er et børneliv, når man har været udsat for incest? Tavshed og tabu er stadig herskende, når talen kommer ind på incest og seksuelle overgreb mod børn. den2radio sender én lang samtale med Lissi Kamholm, som fortæller sin historie om incest og seksuelle overgreb fra hun var spæd til hun var 14 år. Hendes historie er desværre ikke et enestående eksempel. Opdages det ikke og er der ikke nogen, der ser barnet, skaber det en livslang smerte.
Alberts lære 6
Alberts lære om Albert Camus og hans forfatterskab har i denne uge overskriften ’Det mørke Europa’. I 10 udsendelser fortæller den2radio om Nobelprisforfatteren, og om hvordan verden kunne se ud hvis det var Camus og ikke det intellektuelle parnas og pengene der bestemmer, og denne uge er det nr 6.
Islamiske dynastier og kunst
Det muslimske Spanien er titlen på den 5. udsendelse i serien Islamiske dynastier og kunst. Her fortæller professor Jørgen Bæk Simonsen om det muslimske Spanien Al-Andalus i perioden 756 til 1492. den periode fremhæves ofte for sin harmoniske og blomstrende sameksistens mellem muslimer, kristne og jøder.

Foto: Knud Steffen Nielsen