Den2Radio - Uge 7 - 2019

Udsendelse d. 9.-15.februar. 2019

InterMetzo
Georg Metz tager fat i navnediskussionen - om ikke udlændinge bør give deres børn danske navne. Før i tiden var der grænser for, hvad man kunne døbe barnet. Præsten godtog kun standardiserede navne med det resultat, at de blev overrepræsenterede. Manglen på danske navne blandt indvandrere vakte politisk bekymring, men måske har Joakim B. Olsen ikke helt forstået at navne selvsagt er tæt forbundet med sprog, religion og kultur.

Håndværk: Værktøj og design
Denne uges udsendelse om håndværk handler om nogle af de uddannelser, der findes indenfor værktøj og design med relation til forskellige dele af dansk erhvervsliv og  til materialer, der spænder fra stål og plastik til forskellige typer tekstiler.  Design-feltet har stor betydning - både indenfor dansk mode, men også i danske industrivirksomheder, hvoraf mange er underleverandører til andre industrier. Den generelle tendens er at computere og digitalt får en stadig større plads i og betydning for arbejdsprocesserne. Så hvad sker der med de eksisterende fag og håndværk – forsvinder de, udvikles de eller opstår der nye digitale håndværk? 

Landbrugsmagasinet
Landbrugsmagasinet har taget hul på en lille miniserie om landbrugets gæld. I første afsnit - sendt sidste uge - hørte vi om størrelsen på gælden og hvordan den er pantsat i nogle faste værdier, der ikke er helt så faste endda. I denne og de kommende afsnit bliver baggrunden for gælden, dens afledte effekter - og ikke mindst hvordan de forskellige aktører i og omkring erhvervet positionerer sig i gældsdebatten præsenteret. 

Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie. Tønder
I den2radio’s serie om Sønderjyske Danmarkshistorier som vi genudsender og hvor nu afdøde   Finn Slumstrup rejser med Jørgen Johansen til en række sønderjyske erindringssteder, hvor geografien, kulturen og mentalitetshistorien taler deres tydelige sprog. I denne uge er det Tønder der har fået besøg. I skal høre om epitafier i Kristkirken og om fortjenstfulde borgere, om kniplinger i lange baner og Wegeners stole. Sønderjylland er fuld af spændende erindringssteder både geografisk og kulturelt.

Portræt af komponisten Vincent d’Indy
Komponist, pædagog, teoretiker, forfatter, folkemusiksamler, akademiker, adelig og soldat - det er alle ord, der passer på den franske komponist Vincent d’Indy. Han havde kolossal indflydelse på det franske musikliv i ca 50 år på begge sider af 1900-tallet – hadet og elsket, i evig konflikt med sig selv og sine omgivelser, men i den grad respekteret. den2radio bringer et portræt om ham.

Pontoppidan krønike: Morgendug
I 1890 udsendte Henrik Pontoppidan den lille samling ’Krøniker’, små fabler og satirisk-ironiske – og ofte temmelig illusionsløse og pessimistiske – tekster. I denne uge er det ’Morgendug’ Karsten Pharao læser – et lille eventyr om, hvordan man til sin dødsdag kan forfølges af den tanke, at man engang lod lykken gå sin næse forbi.

Refleksioner
Refleksioner kalder Peter Zapffe sine små erindringer, som han selv læser op. ’Vovestykker’ hedder en ny refleksion - erindringer fra dengang, da ungdommen - også - var udødelig.

Den røde sofa
’Grænsen til gennembrud’ er en podcast lavet i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Den Røde Sofa, hvor værten Maja Jensen mødes med forfattere og illustratorer og snakker med dem om, hvorfor de valgte en branche inden for litteraturverdenen, og hvordan de blev udgivet for første gang. I denne episode besøger vi fagbogsforfatter og naturvidenskabsformidler Søren Storm i hans kontor, studie og arbejdslokaler i Dragør.
Foto: Abelone Bregninge