Den2Radio - Uge 8 - 2017

Udsendelse d. 18. - 24. februar. 2017

Intermetzo
Georg Metz taler om at grundlaget for demokratiet sprækker. Demokratiet i sin grundform forudsætter kun, at vælgerne møder op på valgdagen og sætter ét blyantskryds. Disse uomtvistelige demokratiske afgørelser præsenteres nu som indfattet i en ophøjet sandhed: om det brave, det ægte men magtesløse og tilsidesatte folks oprør mod eliterne i London, Washington og København. 

Kort men godt 
Kom med ombord og hør om livet som ansat på krydstogtskibet Liberty of the Seas, som er ejet af Royal Caribbien. Udsendelsen Kort men Godt: ”Liberty of the Seas” er tilrettelagt af Sine Lund Mortensen.

Salmesang ved reformationen 2
Den gamle christelige dagevise Den signede dag som vi nu se, kan dateres tilbage til begyndelsen af 1300-årene i Norden. I dag er salmen Den signede dag kendt i Danmark som Grundtvigs gendigtning med melodi af Weyse. Men det er en rigtig gammel salme eller åndelig vise, som er kendt i flere gamle nordiske kilder.

Fra mørke til lys
’Fra mørke til lys’ er også en betegnelse på Johannes Brahms’ Requiem, som er komponeret til lindring for de overlevende og så er det på tysk. Vi får historien om kompositionen samt sidste sats, som hedder ’Selig sind die Toten’ – ’Salige er de døde’.

EuropaProfilen
EuropaProfilen lægger her i 2017 ud en ny serie med overskriften ’Europæiske udfordringer – fra flygtninge til Brexit’. I det første program kan du høre en kommentar om Skotlands forhold til United Kingdom efter Brexit og så taler den2radio med FRANCISKA ROSENKILDE, kandidat for Alternativet om Europa, klima og miljø.

Alberts lære 8
8.afsnit om forfatteren Albert Camus handler om hans forhold til fodbold og teater, fordi de åbner vejen for ham til »de andre« og til »kroppens sunde glæder«, og i udsendelsen hører I skuespillerinden Maria Casarès i et uddrag af Camus’ skuespil ’Misforståelsen’.

Islamiske dynastier og kunst 7
Den 7.udsendelse i serien med Islamiske dynastier og kunst fra Davids Samling handler om perioden fra 850-1100 i Egypten og de muslimske dynastier Tulupiderne og Fatimiderne.

Foto: Knud Steffen Nielsen