Den2Radio - Uge 8 - 2023

Udsendelse d. 17.- 24.februar. 2023

Intermetzo
Georg Metz har sat overskrifterne ’Hvad øret ikke ser’ og ’Mediets ubønhørlige nærvær af uafviselig lyd’. Han lyttede forleden til DRradioens morgenflade hvor værten inden et indslag om de obduktionsmæssige problemer i forbindelse med jordskælvskatastrofen i Tyrkiet advarede lytterne og anbefalede sarte sjæle at slukke. Men hvad skal man lukke, når man hører sådan noget? Man hører og forstår.

Livets udfordringer "På Trods"
Vi skal ind i psykiatriens verden i en samtale med den 55-årige forfatter Nete Krøll, der sidste år udgav biografien "På Trods". Det er en smertelig erfaringsrejse gennem livet med lange ophold i det psykiatriske system. Vi får et tæt indblik i Nete Krølls oplevelser, der rammer lige ned i den debat, der pågår om psykiatrien. Nete Krøll, skriver "at man skal være stærk for at gå gennem disse ting".

Retsvidenskab 8: Menneskerettighederne i dansk lovgivning
Danmark har tilsluttet sig en række konventioner om menneskerettigheder, og det betyder, at de også skal gælde i dansk ret. Når det er lovgivningsmagten, der skal sikre, at enneskerettighederne bliver overholdt ved at skrive dem ind i lovene, så kan man stille spørgsmålet, hvordan det bliver praktiseret. Det spørgsmål har lektor cand.jur. Pernille Boye Koch stillet i en undersøgelse, hvor hun har set på, hvordan og i hvilket omfang konventionerne bliver skrevet ind i danske love.

Alex Riel, livsglæden ved trommerne
Alex Riel har siddet ved trommerne i et helt liv. Men han gjorde som hans far forlangte. Han tog en uddannelse som damefrisør og beviste dermed, at han evnede det og forlod frisørskolen med topkarakter. Men hans hjerte var til musik og ikke mindst til at spille trommer, og det var ikke til at komme udenom, det indså hans forældre hurtigt. Han er nu 82, men glæden og livet bag trommerne er lige så intakt, som da han som femårig dagligt modtog sin far med en trommesolo, når han steg af sporvognen og kom hjem fra arbejde. Alex Riel har været forbi den2radio og hvor han fik en snak med Pia Koppelman.

Grænselandshistorie 2 Hedeby
I 10 podcast bevæger den2radios Jørgen Johansen sig rundt i grænselandet mellem Kongeåen og Ejderen sammen med nu afdøde Finn Slumstrup – forfatter og tidligere formand for Grænselandsforeningen, og denne gang er de kommet til Hedeby i den anden podcast.  Hedeby var Nordens første storby. Den lå ideelt ved fjorden Slien ved Østersøen og tiltrak købmand og andre handlende, der slog sig ned, vikinger der kom sejlende og folk der var håndværkere. Det var i midten af 900 tallet, men den by skal man kigge godt efter i dag.

Magisk forhold mellem Napoleon og en ung pige 
På en sejlads fra Sydafrika over Atlanterhavet kom forfatterinden og eventyreren Benedicte Riis i sin sejlbåd til øen Sankt Helena, hvor hun hørte en fascinerende historie om den 42-årige Napoleon Bonaparte, som englænderne havde sendt i eksil 1200 kilometer fra nærmeste kyst, og den 14-årige Betsy Balcombe. På det grundlag har Benedicte Riis skrevet en dokumentarisk roman om Napoleon og Betsy. I et interview med journalisten Peter Skeel Hjorth fortæller Benedicte Riis om deres forhold, som hun finder magisk, når det anskues med fordomsfrie øjne. De to måneder med Napoleon blev den lykkeligste tid i Betsys liv. Måske blev de også den lykkeligste oplevelse i Napoleons liv.

Ronkedorerne februar 2023
den2radio’s Ronkedorer mødes når de har spændende fagbøger at præsentere, og denne gang er det Jens Raahauge, Georg Metz og Egon Clausen, der har hver sin fagbog med. En af dem er Tolstojs ’Fortællinger’ som handler om krigen på Krim i 1850’erne. I skildringer af krigens gru viser Tolstoj et stort journalistisk talent. De to andre bøder er ’Ekspeditionen til Asien’ af Benjamin Asmussen og ’Del af det hele’ af Neil Packer.

Pharaos klassikere: Myter af Johs.V.Jensen Myter 14: Sommerblæsten
I denne uge vil Karsten Pharao blæse lidt liv i jeres sommerdrømme. Det vil ske med Johannes V. Jensens myte om ”Sommerblæsten”, der bliver personificeret som en ung, stærk knægt, der tumler sig rundt i naturen og også kan drive gæk med menneskene.

Internationale danske klassiske solister. Lisbeth Balslev.
Lisbeth Balslev er en af de danske sangere, der har haft den helt store internationale karriere. Hun blev bedt om at synge for i Bayreuth allerede et år efter debut'en på det kgl Teater i 1975, og hun blev øjeblikkelig engageret til den store rolle som Senta i 'Den flyvende Hollænder'. Så fulgte ca 30 år i mange dramatiske roller overalt på de store scener i Europa. Lisbeth Balslev er oprindelig uddannet sygeplejerske og arbejdede som det i flere år, inden hun overgav sig til sangen og den karriere. Men i de sidste mange år har hun og hendes mand arbejdet for og taget imod rumænske børnehjælpsbørn i 'Rumæniensprojektet af 1992' startet af Hanne Reintoft.   
Foto: Anne Eggen