Den2Radio - Uge 9 - 2023

Udsendelse d.25.februar - 3.marts. 2023
Intermetzo
Med udtrykket ’Som bekendt er det svært at være halvgravid’, og ’man kan dårligt være halvt i krig halvt i fred’. Militariseringen breder sig, retorikken skærpes, udtryk forenkles og indlysende konsekvenser nedtones. Aggressive reaktioner på forbehold over for nutidige tvivlsomme begreber som sejr og nederlag understreger kampviljen på andres vegne. I fremtidens relative uforudsigelighed kan man ikke vide, hvad der en skønne dag igen lader sig gøre, når krigen er historie, båndene atter bindes, og de kolde øjne kommer på statsbesøg for at købe øl af Carlsberg og flere Ecco sko.
Når løgnen skal frem
Karrieren som succesfuld forfatter tog en drejning den aften Peer Kaae så en tv udsendelse, der minutiøst gennemgik forældrenes forklaring i sagen om deres forsvundne datter på tre år, Madelein Mccaan, fra en ferielejlighed i Portugal. Hør ham fortælle om Statement Analyzing, et redskab, der ændrede hans karriere.
Grænselandshistorier 3
40 km syd for den dansk-tyske grænse ligger byen Slesvig med domkirken Sankt Petri og med det danske mindretals andet gymnasium, A.P.Møllerskolen. I den tredje podcast med Grænselandshistorier besøger Jørgen Johansen sammen med grænseforeningens tidligere formand nu afdøde Finn Slumstrup disse steder.
Sønderjysk kaffebord
For at tale et sprog må man have nogen at tale med. Uwe Dall kan ikke rigtig tale sønderjysk, hvis den han taler med ikke taler sønderjysk, så Uwe Dall må selv fortælle sin barndomserindring på sønderjysk. Vi skal høre om ’det sønderjyske kaffebord’, men når Uwe Dall sætter det sønderjyske kaffebord ind i en historisk sammenhæng og beretter om sit forhold til den sønderjyske dialekt, så foregår det på rigsdansk i en samtale med den2radios Bodil Grue.
Internationale danske klassiske solister. Michael Schønwandt.
Denne uges internationale danske klassiske solist er dirigenten Michael Schønwandt. Siden 2015 har han været chefdirigent i den franske by Montpellier for operaorkestret der – en rigtig universitetsby med masser af unge mennesker der går til koncert. Inden da var han musikchef for Det kgl Teater i 11 år indtil 2011 og chefdirigent for Det kgl Kapel. For en lang række andre orkestre har han været ansat som 1.gæstedirigent, og også i Bayreuth har han dirigeret flere gange. Han anses for at være Carl Nielsen eksperten, og han har dirigeret og indspillet alle Carl Nielsens 6 symfonier samt de to operaer Saul og David og Maskarade og mange andre vigtige ting. Han er udnævnt Ridder af Dannebrog af 1.grad og dertil Kommandør af Dannebrogsordenen. Han fortæller om sin lange karriere.
Genlyd 1. På skattejagt i Dansk Folkemindesamling
I Folkehuset Absalon afholdes lørdag d.25.februar den årlige podcastpris uddeling. Juryen har voteret og fundet 30 stærke kandidater til årets seks priser deriblandt podcastserien på den2radio ’Genlyd’ i kategorien ’Årets Niche’! den2radio’s Ole Møller Markussen og Kasper Jepsen er indstillet til en af årets Podcastpriser med deres serie om gamle lydoptagelser i Dansk Folkemindesamling, og i den anledning vil den2radio genudsende serien i de kommende 5 uger. Måske har du sunget ”I Skoven Skulle Være Gilde” for dine børn eller læst om Ebbe Skammelsøn, da du gik i skole. Begge sange blev samlet ind af patriotiske folkemindesamlere på gamle fonografer i slutningen af 1800-tallet, og i næsten 120 år er der blevet gemt lydoptagelser i Dansk Folkemindesamling.
Fra øje til øre.
Oplæsning er noget de fleste har prøvet lige fra de små klasser i skolen, så når man som voksen får opgaven med at læse op, kan det virke som en meget overkommelig opgave. Men mange af dem der skal læse op opdager, at det ikke er helt så nemt. Og hvis de ikke opdager det selv, bliver det opdaget af deres lyttere. To retorikere Hanne Smith Pedersen og Louise Fischer-Nielsen har skrevet bogen ’Fra øje til øre: Redskaber og virkemidler i oplæsning’. I podcasten fortæller de om tempo, pauser og forskellen mellem det skriftlige og mundtlige sprog.
Pharaos Klassikere. Myter af Johs V.Jensen 15: Den største sorg.
Johannes V. Jensen var god til at sætte sig ned på hug og fange barnets perspektiv. Det gør han sublimt i barndomserindringsmyten "Den største Sorg". Den stammer fra samlingen ’Kornmarken’ fra 1932. Det er hans få år ældre storebror der må lære, at godt nok er verden stor, men der er grænser for en meget lille mand. Det er ugens fortælling i Pharaos klassikere.
Bebop, flamenco, copla, bolero: Silvia Peréz Cruz
Den spanske sanger Silvia Pérez Cruz har brugt corona-tiden til at tænke over livet og musikken. Det er der kommet et overordentligt personligt, intimt nærmest lidt melankolsk album ud af. Bebop, flamenco, copla, bolero kalder Claus Westh fra RadioJazz sin podcastserie.
Foto: den2radio