En mand med overblik

Udsendelse d. 26 okt. - 1.nov. 2019

Jens Christian Top besøgte den 25. september i år tidligere anfører for det danske fodboldlandshold Jens Jørgen Hansen.
Jens Jørgen Hansen, født 1939 var fast mand på Esbjerg forenede Boldklubbers (EfB) “guldhold” fra 1960erne.
Først havde han været med til at vinde det danske mesterskab for ynglinge i 1956, og i 1958 debuterede han på EfB´s førstehold, som han så i 1961 blev dansk mester med.
Det legendariske hold bestod af målmand Erik Gårdhøje, højre back Jens Jørgen Hansen, venstre back Preben Jensen, højre halfback Egon Jensen, centerhalf John Madsen, venstre halfback Jens Petersen, højre wing Knud Petersen, højre innerwing Carl Emil Christiansen, centerforward Eigild Frandsen, venstre innerwing Jens Peder Hansen og venstre wing Bjarne Kikkenborg.
I 1962 og 1963 blev EfB også danske mestre; men her havde de fået tilført Carl Bertelsen fra Haderslev som centerforward - nestoren og boldkunstneren Jens Peder Hansen havde droslet ned efter mesterskabet i 1961.
Erik Gårdhøje, Jens Jørgen Hansen, John Madsen, Jens Petersen og Carl Bertelsen blev i de år faste landsholdsspillere, og på et tidspunkt var der 7 spillere på det danske A-landshold fra EfB.
Jens Jørgen Hansen fik selv 40 A-landskampe for Danmark.
I 1964 vandt holdet endvidere landspokalen, og året efter i 1965 blev EfB igen danske mestre; men her var der kommet nye spillere til, fordi Carl Bertelsen, John Madsen og Jens Petersen var blevet professionelle i skotske klubber.
Jens Jørgen Hansen fortæller, hvad han kan huske fra den tid - blandt andet om træneren Rudy Strittich´s betydning for holdet.

Billedtekst: Esbjerg forenede Boldklubbers danmarksmestre for ynglinge i 1956 efter en sejr på 8-1 over Nykøbing Falster den 8. juli 1956 foran 3.000 tilskuere i Esbjerg Idrætspark. Bagerste række fra venstre: holdleder Oscar Nielsen-Brøchner, Launy Andersen, Carl Emil Christiansen, Kaj Hansen, Eigild Frandsen, Erik Lund og træner Lajos Szendrôdi. Forreste række fra venstre: Tommy Runge, Jens Jørgen Hansen, Erik Gaardhøje, Preben Madsen, Henning Steiness og Eigil Larsen.

Foto: Paul Bølling