Europaprofilen 4
Udsendelse d. 5.-11. april - 2014
Der er valg til Europaparlamentet den 25. maj. Vælgerdeltagelsen har været støt faldende siden det første direkte valg i 1979 og ved sidste valg i 2009 sattes der bundrekord med kun 43 procent – og det på trods af at EU's folkevalgte forsamling hen over årene har fået stærkt stigende indflydelse på medlemslandenes nationale lovgivning. Et bud på årsagerne til den manglende interesse for EU finder cand.mag i medievidenskab Simon Brønnum i mediernes måde at formidle EUnyheder på. Seerne ser EU som et forum for jakkesætklædte bureaukrater, der sidder i store rum uden vinduer og træffer beslutninger om agurker, lakridspiber og andre fødevarer. Den var konklusionen i et speciale om EU-nyheder, som Simon Brønnum netop har skrevet. Hør Simon Brønnum og hør også journalist og politisk kommentator Ove Weiss fortælle om et splittet land med EU-drømme, Bosnien-Herzegovina.
Anette Bruun Johansen er vært. Programserien produceres med støtte fra EUnævnet.
Her kan I læse Ove Weiss´ kommentar:
Splittet land med EU-drømme
I 2012 udgav den britiske historiker og professor ved universitet i Cambridge, Christopher Clark, et digert værk The Sleepwalkers, Søvngængerne, om Europas vej til 1. verdenskrig, som formelt blev skudt i gang af den serbiske nationalist Gavrilo Princips to dræbende skud mod den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone Sophie. Det skete den 28. juni 1914 i Bosniens hovedstad Sarajevo – altså for et hundrede år siden.
Den 18-årige attentatmand og hans jævnaldrende medgerningsmænd er ofte fremstillet som medlemmer af en snæver serbisk terroristorganisation, Den sorte Hånd. Christopher Clarks fortjeneste er, at han påviser attentatmændenes forankring i en meget bredere nationalistisk bevægelse i de sidste årtier af 1800-tallet frem til krigsudbruddet i 1914 – med drømme om et Storserbien på Balkan.
Retorikken dengang, Beograds opfattelse af Bosnien og Herzegovina som serbiske provinser, forsøgene på politiske alliancer og selve nationalsymbolet – slaget mod tyrkerne på Solsortesletten i Kosovo i 1389 – genkendes 100 år senere, efter Titos død og ex-Jugoslaviens sammenbrud i 1980´erne. En ny nationalistisk bevægelse rejste sig, ledet af den serbiske præsident Slobodan Milosevic med over 100.000 dræbte, med to millioner på flugt under krigene på Balkan i første halvdel af 1990´erne – og med Milosevic selv stillet for krigsforbryderdomstolen i Haag, hvor han midt under retssagen døde i sin celle i Scheveningen-fængslet i 2006.
Belært af historiens gentagelse er det derfor meget naturligt, at mange spø´r, om de voldsomme gadeuroligheder i Bosnien-Herzegovina i ugerne efter årsskiftet med bl. a. afbrænding af officielle bygninger er begyndelsen på en ny nationalistisk bølge med risiko for væbnede konfrontationer – yderligere forstærket af meddelelsen om, at kredse i bl. a. Beograd og de fattige serbiske kvarterer i øst-Sarajevo planlægger at rejse statuer og opstille buster af drabsmanden Gavrilo Princip på 100 års dagen for mordet på det østrig-ungarske tronfølgerpar.
Konkret er frygten ubegrundet, blandt meget andet fordi en sådan eskalering øjeblikkelig ville udelukke adgangen til den for alle Balkan-lande forjættede Europæiske Union. Men at bekymringen sidder i rygmarven, og at medskylden for nationalismens amokløb i 1990´erne stadig er en øm tå blandt bosniske skribenter, viser en opsigtsvækkende erklæring fra det bosniske journalistforbund offentliggjort få dage inde i de voldsomme uroligheder. På baggrund af, at de fleste bosniske medier var marionetter for de nationalistiske ledere under krigene i 90´erne, hedder det i erklæringen, som i øvrigt blev fjernet fra journalistforbundets hjemmeside få dage senere:
Citat: ”Journalistforbundet beklager de bosniske mediers, inklusive public service, uprofessionelle dækning og manipulationer med protesterne, deltagerne og deres krav. I stedet for at opfylde borgernes behov for dækkende og objektiv information, har medierne igen stillet sig ukritisk til rådighed for politikernes, de nationale lederes, topembedsmænds og uansvarlige offentligt ansattes individuelle interesser. Dermed har de svigtet den professionelle journalistiks principper og værdier. Resultatet er ikke blot forvirring og frygt men også svækkelse af kvaliteten og troværdigheden i den journalistiske profession.” Citat slut.
Med andre ord: Vogt jer for at falde i den nationalistiske fælde. Lad være med at gentage vore historiske fejl. Lad gadens parlament – her forstået positivt – komme til orde på egne præmisser.
Og de præmisser er bl. a.: Fortvivlelsen over fattigdommen med en arbejdsløshedsprocent på over 40, og frygten for, at Bosnien-Herzegovina efterlades som en sort plet på Balkan-kortet, mens Slovenien og Kroatien allerede sidder til bords i Bruxelles, og Serbien, Makedonien og Montenegro har status som kandidatlande med berettiget forventning om at blive medlemmer af EU i den fem års periode, som følger efter EU-parlamentsvalgene i dagene 22.-25. maj – med lidt forskellig valgdato fra land til land.
Men de oprørte bosnier får også støtte fra magtfulde institutioner i deres ønske om en fremtid i det europæiske fællesskab. Ganske bemærkelsesværdigt har den amerikanske ambassade, som i øvrigt for nylig flyttede til et stort nyopført kompleks tæt på bykernen, opfordret politikerne til at lytte til – ja, ”gadens parlament” og arbejde for de samfundsreformer, som er forudsætningen for EU-medlemskab. Og så har EU-kommissionen i flere år haft sin største repræsentation uden for Bruxelles i netop Sarajevo – i øvrigt i en glasbygning kun få hundrede meter fra attentatstedet i 1914, men på den anden side af Miljaka-floden, som løber gennem Sarajevo. Her sidder 140 EU-medarbejdere under ledelse af den danske topdiplomat Peter Sørensen, og de sidder der naturligvis for at lede Bosnien-Herzegovina på rette vej – til EU-hovedstaden.
Men landets vilkår er vanskelige. Dayton-aftalen – indgået på en militærbase i Ohio, USA – var effektiv til at standse krigen i 1995 men uegnet til at opbygge et funktionsdygtigt demokrati. Den har delt landet i to store enheder. På den ene side af Dayton-linjen, som ikke er en egentlig grænse, den såkaldte Føderation af bosniske muslimer – bosniakkerne – sammen med bosniske kroater, som er katolikker. På den anden side linjen de bosniske serbere i Republika Srpska. Ydermere består Føderationen af 10 kantoner med hver deres parlament og regering: Altså 10 regeringer plus Føderationens regering og regeringen i Republika Srpska med landets fælles parlament og præsidentskab i Sarajevo, altså i alt 13 regeringer og administrationer.
Og ikke nok med denne uhåndterlige politiske struktur: Ved en tilsyneladende fejl blev det indskrevet i Dayton-aftalen, at kun de tre etniciteter – serbere, bosniakker og kroater – kan indtage de højeste embeder, herunder vælges til parlamenterne. Jøder, romaer og andre mindretal, f. eks., er ikke valgbare, og den diskrimination rejser naturligvis en mur for landets mulighed for EU-medlemskab. Og ventes derfor også ændret inden længe.
Men dertil kommer så EU's krav om økonomiske reformer og bekæmpelse af den udbredte korruption og kriminalitet, bl. a. omfattende narkotikasmugling og kvindehandel her i vadestedet mellem den nære orient og Europa, trafficing, som i vidt omfang dirigeres af tidligere medlemmer af krigens paramilitære grupper med forbindelser ind i de politiske miljøer.
I Republika Srpska mener præsidenten, Milorad Dodik, at have fundet genvejen til EU-medlemskab. Han kræver, at Bosnien-Herzegovina med Dayton-linjen som egentlig landegrænse deles i to selvstændige republikker, Føderationen Bosnien-Herzegovina og Republika Srpska.”Så kan vi mødes og genforenes i Bruxelles”, siger han nok så kækt. Men den konstruktion får næppe accept hos det internationale samfund, og militære aktioner bliver der af flere grunde ikke tale om. En af grundene er, at selv om landet er splittet på kryds og tværs, har de evigt stridende befolkningsgrupper overraskende nok fundet sammen om én – i den forbindelse – væsentlig ting: En fælles hær på omkring 11.000 mand, under fælles kommando.
MEDARBEJDERE
Anette Bruun Johansen, Ove Weiss
