Fanatikere i den bedste sendetid
Fondet for dansk-norsk Samarbejde og Dansk PEN har i løbet af efteråret arrangeret en række debatmøder med udgangspunkt i Anders Behring Breiviks massakre på Utøya sidste sommer. Sammen med krisen omkring de danske Muhammed-tegninger har det aktualiseret behovet for viden, forståelse og diskussion af radikalisering, ekstremisme og terrortrusler i de nordiske lande.
Det fjerde møde i rækken blev afholdt på Schäffergaarden i Jægersborg den 26. november, og oplæggene fra paneldeltagerne handlede især om forsøgene på at forstå begivenhederne ud fra en psykologisk vinkel og om mediernes rolle i Breivik-sagen, men andre aspekter kom også på banen. Bl.a. lighedspunkternemellem Anders Behring Breivik og de mange unge mænd, der har skudt en masse mennesker på skoler i Europa og USA.
Panelet bestod af lektor i politisk sociologi Carsten Bagge Laustsen, den norske antropolog Erika Fatland, den danske medieprofessor Stig Hjarvad, og den kendte norske forfatter og psykiater Finn Skårderud. Udsendelsen er tilrettelagt af Karsten Pharao.
