Fremtiden

Udsendelse d.23-29. december. 2017

I podcast-seriens sidste program gives der bud på, hvordan nogle af de forhold, som kommer til at være centrale i den fremtidige politiske debat og præge Europas fremtid på godt og ondt, vil være med til at forme fremtidens Europa. Der spørges til den teknologiske udvikling, klimaforandringerne og frygten for terror. 

Den teknologiske udvikling kommer til at medvirke til en omorganisering og nytænkning af den måde de europæiske borgere lever på. Den teknologiske udvikling kommer på den måde til at åbne op for en lang række politiske og etiske diskussioner i forhold til regulering og brugen af de nye teknologiske redskaber på arbejdspladsen, plejehjemmet og i hverdagen generelt.

Selve frygten for terror og forestillingen om nye terrorangreb definerer i høj grad allerede de politiker, som bliver formuleret rundt om i de europæiske stater. I et forsøg på at sikre statens borgere laver mange regeringer foranstaltninger, som tidligere ville have været uanstændige, men som i dag er den herskende diskurs i forsøget på at komme med et stærk modsvar til befolkningernes frygt for terror. Frygten for terror har på den måde allerede været dagsordensættende og vil vedblive med at være det i europæisk politik.     

Kan klimakrisen føre til en nytænkning af menneskets forhold til planeten? Klimaforandringerne er efterhånden god latin i de fleste lande og med et forenet europæisk ønske om at forpligte sig på at reducere udledningen, er der igen optimisme at spore. Hvilken betydning klimaforandringerne vil få for kontinentet er stadig ikke helt klart, men sikkert er det, at forandringerne vil gribe ind i den enkelte europæers liv.

I programmet medvirker professor mso. David Budtz Pedersen fra Aalborg Universitet, professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet og Adam Holm journalist, ph.d. og forfatter til bogen "Endestation Europa: Omstigning til et kriseramt Kontinent" .

Musikken du hører i udsendelsen er Nick Cave and the Bad Seeds med nummeret ”We No Who U R” fra albummet Push the Sky Away fra 2013. 

Serien er støttet af: 

 

MEDARBEJDERE

Lasse Nyeng Hemicke, Claus Bo Bjerglund Andersen, Thor Eiken Mulvad

PROGRAMSERIE

Europas idéhistoriske rødder