InterMetzo: Det danske traume
Udsendelse d.11. -17. oktober. 2025
Georg Metz sætter overskrifterne: Det danske traume og Rumlen fra efterklange af 64. På reelt sammenlagt fire timer i 2. slesvigske krig blev den danske hær slået af de overlegne preussere, der trængte danskerne på flugt nordpå. Jyderne fik kun røven af fjerde dimension at se, som man sagde. I København indså H.C. Andersen at hans dybe samhørighed med det tyske én gang for alle var brudt, det blev aldrig mere det samme. Andersen var trods mangeartede tyske forbindelser jo også patriot, men digteren havde dertil overskud, vistnok som den eneste til at digte de hjemvendte slagne soldaters pris, hvor ellers kun tavshed og ligefrem fordømmelse mødte dem. Andersen skrev medfølende om de returnerende slagne mænd - i virkeligheden ofte frataget uniform og ære - der måtte snige sig hjem. De udtalelser som danske politikere fra højres socialdemokrater og det yderste højre for tiden markedsfører om åndelig oprustning består mestendels i at mobilisere det fortærskede under navn af danske værdier.
