InterMetzo: Det snublende nære

Udsendelse d. 14. - 20. august. 2021

Georg Metz har været i Odense og bivånet nedlæggelsen af den første snublesten i provinsen. Dem er der efterhånden omkring 75.000 af fordelt på 26 lande – små messingplader lagt i plan med fortovet med navn på jøder der blev bortført fra deres hjem for aldrig at vende tilbage fra Aschwitz og de andre rædselskoncentrationslejre.  Men det har været ikke så lidt af en kamp at få Odense kommune overtalt til at gennemføre det. Repræsentanter for Socialdemokratiet og Venstre har haft svært ved at se formålet med stenene i deres fine by. De har været ængstelige for at stenene kunne skabe utryghed eller virke oprivende på de mennesker der nu bor på de adresser hvor stenene skal ligge. Men andre i byrådet ikke mindst Enhedslistens mand slog i bordet, de Konservative besindede sig og indrømmede fadæsen, og Socialdemokratiet og Venstre bøjede sig til sidst. Snublestenene minder om massedrab og forliste menneskerettigheder og advarer mod den der i nidkær kamp for kun de betryggedes ret til riget vender ryggen til uretten og lader målet hellige alle midler.

MEDARBEJDER

Georg Metz