Kærlighed til Danmark

Udsendelse d.5. -11. august 2023
Udsendelse d.23. -29. marts. 2019

Forfatter Egon Clausen er begyndt at male igen, så hans seneste bog "Jeg er et træ" (Forlaget Attika, 2019) fortæller vestjyske danmarksbilleder i både ord og akvareller. For 49 år siden debuterede Egon med digtsamlingen "Tilnærmelser" (Gyldendal, 1968), og de to bøger er på en vis måde spejlinger af hinanden: en faktisk og mental rejse fra Hemmet Sogn til Hovedstaden og nu - et levet liv senere - retur. Det, der er påfaldende, er Egon Clausens evne til at forene de to verdner i en kærlighed til Danmark - ikke en nationalromantisk, tilbageskuende kærlighed, men en søgende vandring der peger forlæns ind i både fortid, nutid og fremtid. Den2radios Jens Raahauge søger i udsendelsen at få Egon Clausen til at uddybe beskrivelsen af de krogede stier på returrejsen mellem Hemmet og Hovedstaden. Undervejs slår vejen et smut rundt om Lønborg Kirke, hvor en udskåret gris, der spiller sækkepibe, sidder på gavlen af degnens bænk. Fortællingen om den står at læse i bogen "Øst for Vesterhavet" (Foreningen Litteratour 2017), som Egons bidrag til en antologi med bidrag af en række danske forfattere og illustratorer. Denne bog er et konkret udtryk for Egon Clausens bestræbelser på at lade andre opleve samme danske spændvidde som den, der rumsterer inde i ham selv. 

MEDARBEJDERE

Egon Clausen, Jens Raahauge