Lily Weiding - 7 årtier som skuespiller - 2

Udsendelse d.2 - 8. november. 2019
Udsendelse d.25. - 31. oktober - 2014

I et stort interview med Den2Radio fortæller Lily Weiding for første gang om hele sit skuespillerliv fra hun første gang stod på scenen i 1941 til i dag.

I den anden af to udsendelser fortæller skuespiller Lily Weiding om nogle af de mange teaterrolller fra "Bal i den borgerlige" i 1966 helt frem til " Et drømmespil" i 2008, og om Radioteatret, hvor Lily Weiding gennem mange år var den mest benyttede skuespiller. 

Undervejs beretter Lily Weiding om nogle af de mange personligheder, hun har mødt, og i glimt fra arkiverne hører vi hende i samspil med Sigfred Johansen, Mogens Wieth, Morten Grunwald, Buster Larsen, Ove Sprogøe, Poul Bundgaard, Bjørn Watt Boolsen, Tommy Kenter, Troels II Munck, Søren Pilmark, Tammi Øst, Johannes Meyer; Gunnar Lauring, Erik Mørk og Kjeld Petersen. 

Lily Weiding, der er født i 1924, har i de seneste år både indlæst "Den afrikanske farm" som lydbog og spillet mindre roller på film. Hendes legendariske stemme høres i de danske versioner af flere af Miyazakis japanske tegnefilm, senest "Ariettys hemmelige verden" . 

Vi retter en tak til Betty Nansen Teatret og Husets Teater, til Astrid Saalbach og Søren Iversen, samt til Lily Weiding og Morten Grunwald for arkivoptagelser af teaterforestillinger. Lily Weidings oplæsning af Karen Blixens "Den afrikanske farm" er udkommet på Gyldendal.

Interview og tilrettelæggelse: Rune Kühl

Teknik: Jytte Nordholt

Udsendelsen er sendt første gang i foråret 2012