Når et billede rammer sjælen

Udsendelse d.15. - 21. oktober. 2022
’En ting er, at jeg har sclerose, men det skal vel ikke stoppe mig i et aktivt arbejdsliv’, tænkte Ulla Koppel, da hun modtog den dramatiske diagnose og således startede hun Verdens Mindste Teater i en salon ved Kgs. Have i København. Her skrev og instruerede hun stribevis af anmelderroste teaterstykker til den meget lille scene. En scene som var i en størrelse, hun kunne overskue, ikke mindst når sygdommen bankede på. Siden er hun flyttet med teatret til Østerbro, men var nødt til at tage en pause fra arbejdet, da Coronaen satte landet i stå.
Et foto af massevis af støbte sko, der stod langs kajen ved Donaufloden opstillet som et monument over jøderne, der var blevet henrettet på stedet og smidt i floden, fik hende til at skrive stykket om grusomhederne i Ungarn i de absolut sidste måneder af 2. Verdenskrig. Stykket blev noget større end det miniformat hun er vant til, så denne gang er hun rykket til Valby Kulturhus. Et sted og en scene hun har det ualmindeligt fint med, ikke mindst da det er tæt på hendes bopæl, og derfor er til at overskue, når hun skal holde prøver med den skuespiller og musiker, der er med i forestillingen.
Og til november og december genoptages monologen Julestykket, på Verdens Mindste Teater.
Musikken er skrevet af Anders Koppel
Stykket, Skoene ved floden, har premiere 24. oktober og spiller frem til 3. november i Valby Kulturhus, Billetter til forestillingen kan købes på billetto.dk
Foto: Monument for jøderne, der blev slået ihjel ved Donaufloden.af Pilekorpset. de sidste måneder af 2. verdenskrig. Foto: Erik Larsen
Forsidefoto: Forfatter Ulla Koppel og musiker Anders Koppel med hunden, Trofast. Foto: Privateje