Pharaos klassikere: Jens

Udsendelse d. 14. - 20. august. 2021

”Jens” er blandt Johannes V. Jensens Himmerlandsfortællinger endnu en tragisk skæbnehistorie.
Jens er en ung. stærk bondeknøs, der mens han ligger som soldat i København viser sig at besidde overordentlige evner for alle slags legems- og smidighedsøvelser, men tillige en uovertruffen begavelse for teoretisk og praktisk fysik og kemi. Da han vender hjem, begynder han at forklare alle, der vil høre på det, og også nogle der ikke vil, hvad alle ting består af og får hurtigt tilnavnet ”Den Gale fra Gråbølle”, da han absolut ikke ejer sociale tilpasningsevner og sans for, hvordan han virker på andre. Men en dag får han et brev fra sin gamle kaptajn i ingeniørtropperne, som lover ham et job på et laboratorium og understøttelse til en uddannelse på Den Polytekniske Læreanstalt. Jublende springer han buk over høstakkene på vej hjem over marken, og da en skrækslagen pige dukker op af en høstak, springer han på hende i lykkeligt overmod. Hendes far truer derefter med en voldtægtsanklage og får nemt den overmodige unge mand trukket ind i et ægteskab. Københavnerrejsen bliver udsat, børn kommer til – og tuberkulose - og Jens’ skæbne er beseglet.

Foto: Saxo.com

MEDARBEJDER

Karsten Pharao

PROGRAMSERIE

Pharaos klassikere