Ronkedorerne februar 2026
Udsendelse d.7. - 13. februar. 2026
Jens Raahauge har læst: H.C.Andersen i USA, skrevet af Claus Elholm Andersen, Johs. Nørregaard Frandsen, Torsten Bøgh Thomsen (red.) Udgivet på Syddansk Universitets Forlag.
H.C. Andersen nåede aldrig selv at besøge USA, som han ellers gjorde sig forestillinger og drømte om. Til gengæld blev hans kunst og ry som eventyrfortæller for børn plantet solidt i samme USA, endnu mens han levede. I denne antologi søger 12 forskere, oversættere og formidlere at skildre og beskrive H.C. Andersen som feteret forfatter, myte og ikon i USA, men også oversættelsernes veje og vildveje. Oversættelser og gendigtninger har skabt en stadigt voksende myriade af fortolkninger og nytænkninger af fænomenet Andersen, der peger på hans fortsatte relevans, og på hvad der sker, når fortællinger rejser på tværs af tid og sted. Alt det handler "H.C. Andersen i USA" om.

Georg Metz omtaler: Vind eller forsvind, skrevet af Søs Marie Serup og udgivet på Politikens Forlag:
I denne bog åbner Søs Marie Serup døren til magtens inderste rum og fortæller om de dramatiske opgør, som har ført til dyb splittelse i det engang så stolte liberale parti. Bogen er baseret på et væld af kilder, både vindere og tabere, fra lokale formænd i baglandet til centrale ministre og både nuværende og forhenværende partiledere.

Egon Clausen fortæller om: Knud Arne Nielsen, Villo Sigurdsson og Randi Theil: Græsrøddernes parti. Udgivet på Forlaget Solidaritet 2025.
Venstresocialisterne blev dannet I 1967. Nu har nogle af dem der var fra starten skrevet en bog om partiets historie med mange, og undertiden modstridende, erindringer om partiet. Det gør bogen lige så varieret og mangfoldig som det venstreorienterede miljø var dengang. Egon Clausen har læst den og siger, hvad han mener om den.
Foto og tekst: williamdam.dk
MEDARBEJDERE
Egon Clausen, Georg Metz, Jens Raahauge
