Samf: Kvindelig LO-formand

Udsendelse: 10.-16.Oktober. 2015

I 100-året for kvindernes valgret tyder meget på, at LO-kongressen sidst i denne måned for første gang vælger en kvinde som ny formand. Det sker samtidig med optakten til fusion af LO og FTF, hvor kvindekontinuiteten i toppen af den nye hovedorganisation med halvanden million medlemmer synes sikret. – Mens borgerkvinderne i 1915 gik i optog til Amalienborg for at markere kvindernes valgret, gik arbejderkvinderne samme dag den modsatte vej, ud til Søndermarken, hvor de mødtes til demonstration med deres mandlige kolleger. – Med det som udgangspunkt ser Ove Weiss i ugens Samf. på kvindernes voksende indflydelse i det politiske liv og på arbejdsmarkedet.  

100-året for kvindernes valgret har budt på utallige gensyn med kvindetoget, anført af Gyrithe Lemche og andre af borgerskabets fremmeste kvinder i hvide gevandter på vej til Amalienborg for at overrække Chr. D. X. en adresse, som var datidens betegnelse for en udtalelse. Den udmærkede sig ved ikke at indeholde det lille ord ”tak”, og det ville også have været malplaceret, for dels vidste kvinderne, at de havde sig selv at takke for valgretten, dels at kongen, som var udråbt tre år tidligere og i påsken fem år senere forsøgte et kluntet statskup med afsættelsen af den radikale Zahle-regering, ikke var, som man ville sige det i dag, ”på deres hold”. Ved en senere lejlighed, da han mødtes med en anden kvindelig frontkæmper, admiralinden og landets første kvindelige journalist, endda ved det dengang rebelske Politiken, Emma Gad, gav han dette råd: ”De skulle hellere blive hjemme hos deres mand og lave ham en kop kaffe.”
   Mindre påagtet var et andet kvindeoptog, som samme dag, men i en helt anden retning, begav sig ad Vesterbrogade til Søndermarken. Her mødtes arbejderkvinderne med deres mandlige kolleger, eller kammerater, som sammen med dem havde gjort fælles sag for valgretten; kvinderne ville have følt det akavet at gå arm i arm med herskabet til Amalienborg.
   Arbejderbevægelsen, som i hvert fald engang var fællesbetegnelsen for fagbevægelsen og den politiske del, som traditionelt har været Socialdemokraterne, høstede resultatet af kvindernes valgret ni år senere med den første Stauning-regering og verdens første folkevalgte kvindelige minister, Nina Bang. Når folkevalgte understreges her, skyldes det, at det russiske zardømme tidligere havde indsat en kvindelig minister i enevældets regering.

   I 100-året, om end kun den første halvdel af året, har landet så sin første kvindelige statsminister, dog med tre år bag sig, og ser man på de partier, som traditionelt kaldes arbejderpartierne, så vil Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen blive afløst som ordførende af Pernille Skipper, i SF har Pia Olsen Dyhr efterfulgt Annette Vilhelmsen, og S-formanden og eks-statsministeren Helle Thorning-Schmidt har givet plads for Mette Frederiksen. Så alt i alt havde arbejderkvinderne dengang i Søndermarken grund til politisk optimisme.

   Lidt anderledes ser det ud i fagbevægelsen, men det skyldes først og fremmest datidens opdeling i kvindelige og mandlige fagforbund, f. eks. Kvindeligt Arbejderforbund og Husligt Arbejderforbund, som for længst er fusionerede med andre i blandede forbund. Og sidst i denne måned får fagbevægelsens hovedorganisation LO efter alt at dømme sin første kvindelige formand, nuværende næstformand Lizette Risgaard. Tilmed skulle kvinde-kontinuiteten været sikret, for når LOs godt en million medlemmer i slutningen af 2017 ventes sammenlagt med FTFs knap halve million funktionærer og efterhånden få tjenestemænd, vil der sandsynligvis være to kvindelige formandskandidater, Risgaard og FTF-formanden Bente Sorgenfrey, med den største organisations kandidat som absolut favorit.

 Lizette Risgaard er bredt anerkendt i faglige kredse, allerede tidligt i valgproceduren foretog hun et klogt træk og dannede parløb med formanden for den grønne gruppe i landets største fagforbund, 3F, Arne Grevsen, som i givet fald bliver hendes højre hånd som ny næstformand. Risgaard har helt naturligt været meget aktiv i ligestillingsdebatten, ikke mindst i spørgsmålet om lige løn. Hun var og er fagbevægelsens spydspids i bekæmpelsen af social dumping, senest i sagen mod det irske lavprisselskab Ryanair, som led nederlag i Arbejdsretten og derefter fjernede sin base i Københavns Lufthavn.

   For nylig meddelte Dansk Metal sin støtte til Risgaard, og det betød formentlig, at hendes umiddelbart stærkeste modkandidat, formanden for HK Kim Simonsen, endeligt besluttede at trække sit kandidatur. I forvejen var han noget hæmmet på ”hjemmefronten” af, at Lizette Risgaard kom til LO fra en længere faglig karriere i  netop HK. Og da hun nu har støtte fra både medlemsrige 3F med de fleste delegerede på LO-kongressen i dagene fra den 25.til den 27. oktober, og fra landets måske mest slagkraftige forbund, Dansk Metal, valgte Simonsen altså at sige fra i tide.
   Tilbage som modkandidat er, i hvert fald mens dette noteres, formanden for  Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinter, som også er almindelig respekteret i faglige kredse, og som  trods et beskedent medlemstal har gennemslagskraft i den offentlige debat. Men en soldat i spidsen for LO synes ikke oplagt.

   Dermed være ikke sagt, at Landsorganisationen er uden behov for oprustning og kampgejst, for den har lidt alvorlige medlemstab de senere år. Det skyldes ikke mindst ændringer af uddannelsesstrukturen med flere mellemuddannelser, men også, at LO i otte år med den nuværende formand, Harald Børsting, har mistet politisk indflydelse; de sammenbrudte trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og den tidligere S-ledede regering er et af resultaterne. Det står i modsætning til forgængeren Hans Jensens trepartsaftale med den daværende VK-regering om offfentligt ansattes vilkår, for slet ikke at tale om Fælleserklæringen i 1987, som den daværende LO-formand Finn Thorgrimsson forhandlede med arbejdsgiverne og Schlüter-regeringen, og som førte til den epokegørende arbejdsmarkedspension fra begyndelsen af 90´erne, sammenlignet med nogle af de  store sociale landvindinger i 1930´erne

  De 17 fagforbund under LO-paraplyen er netop suppleret af et 18., Danske  Elitesportsudøveres Forening, hedder forbundet. I forvejen er Spillerforeningen, de professionelle fodboldspilleres organisation, medlem af LO. Og det siger noget om ændringerne i medlemsgrundlaget, hvor de gamle industrifag er på retur.

   Det viser også berøringsfladerne til FTF og gør fusionsplanerne naturlige. Planerne bliver – udover formandsvalget – hovedemnet på LO-kongressen og på FTFs kongres, som meget bekvemt finder sted kort efter, i november. Det resulterer formentlig i et fælles grundlag for den nye store hovedorganisation, som LOs hovedbestyrelse og FTFs forretningsudvalg så tager endelig stilling til inden udgangen af 2017.
   3F har været stærkt imod fusionen med FTF, men der er opnået kompromis med begyndende samarbejde på uddannelsesområdet. Bag kompromis´et står såmænd 3Fs egen LO-formandskandidat, som også her har vist sin forhandlingsevne.

 

MEDARBEJDER

Ove Weiss