Samf.: 2 x folkets røst

Udsendelse d.17. - 23. oktober. 2015

 Inden for det seneste år har grænsen mellem Københavns Nørrebro og Indre By været udgangspunkt for to folkelige manifestationer i forskelligt toneleje: Den højreradikale Pediga-bevægelse med lille tilslutning og stor mediebevågenhed. Og folketoget 6. oktober for en human flygtningepolitik med 25.000 deltagere og ringe pressedækning. – På den baggrund kommenterer Ove Weiss centrum-venstre partiernes mangel på en samlet strategi over for Dansk Folkeparti og den øvrige højrefløj.  

Henimod aften den 6. oktober samledes omkring 25.000 mennesker i Fredens Park, ved foden af Hein Heinsens himmelrækkende skulptur Fredens Port. Derfra gik de i fakkeltog gennem Gothersgade til Christiansborg Slotsplads, for det var oktobers første tirsdag, og den dag åbner traditionen Folketinget. De ville fortælle omverdenen og Tingets 179 medlemmer, at flygtninge, som søger ly i Danmark, skal behandles med forståelse, respekt og omsorg. 
   Fredens Park ligger mellem Københavns Indre By, Nørrebro og Østerbro, og ikke langt derfra mødtes en mindre skare for et års tid siden for at gøre mandage til faste demonstrations-dage for mistænkeliggørelse af flygtninge. ”Patriotiske europæere mod islamisering af Vesten”, kaldte og kalder de få tilbageværende sig, forkortet Pegida.

  Men de to demonstrationers formål er ikke eneste forskel, mediernes forskelsbehandling er ligeså iøjnefaldende. Pegida-bevægelsen, som selv på sit højeste kun talte få procent af folketogets deltagere og i dag er indskrænket til en håndfuld, blev båret ind i medierne og beskrevet som folkets sande ansigt med europæiske spejlbilleder, som uundgåeligt måtte føre til effektivt stop for flygtningestrømme til Europa! Sådan lød vurderingen dengang.

    Skrevne og licensbetalte medier lyttede intenst til folkets røst, som de kaldte Pediga-bevægelsen, både herhjemme og udenlands med korrespondenters daglige reportager fra det folkelige oprør, som begyndte i Dresden, og som ironisk også døde i byen med de mange kommunistiske efterladenskaber. Her blev det bl. a. afsløret, at den fremmeste af patrioterne, Lutz Bachmann, der som selvbestaltet leder tordnede mod fremmedes kriminalitet, selv har en straffeattest fyldt til randen med vold, røverier, narkohandel og meget andet. Og at mange af deltagerne var del af den nynazistiske bølge.

  I dag nævnes Pegida stort set kun i mediernes glemmebog, og man skulle så tro, at 25.000 mennesker i stilfærdig gang gennem København til gengæld ville vække pressens interesse som en sjælden folkelig manifestation. Men folketoget fra Fredens Park fik stort set ingen omtale, det blev til småglimt i TV, mens selv såkaldte progressive aviser, hvor få de end er, gav en beskeden dækning af begivenheden. Som om den store tilslutning til demonstrationen blot var udtryk for forbigående føleri med de flygtningeskæbner, som internationale billedbureauer har vist, og som danskerne pludselig oplevede på egne motorveje.   

   Nu synes mediernes interesse med undertone af skadefryd i stedet at samle sig om den rød-grønne svenske regerings vanskeligheder efter fire borgerlige alliance-partiers brud på decemberaftalen om delvis borgfred – med den vind i sejlene, det kan give fremmedfjendske Sverigesdemokraterne. For ikke at tale om tyske CDU-kansler Angela Merkel, der efter års beundring er blevet hadeobjek i mange borgerlige kredse, som hun også på europæisk plan er allieret med. Hun har p. gr. a. borgerlig anstændighed i flygtninge- og asylpolitikken efterhånden samme lavstatus blandt højreorienterede, som Sveriges konservative statsminister Fredrik Reinfeldt af samme grund havde gennem to regeringsperioder frem til rigsdagsvalget sidste år, hvor han efter valgnederlaget besluttede helt at forlade svensk politik.

  Så selv om deltagerne i folketoget fra Fredens Park kan være ovenud tilfredse med tilslutningen, er der flere ting, de må overveje. De talte på Slotspladsen til partierne bag Christiansborgs mure, hvoraf det største borgerlige parti nu er Dansk Folkeparti med 741.746 – eller trekvart million – danskere bag sig og synlig indflydelse på flere andre partiers flygtninge- og asylpolitik.

   Seneste eksempel på afsmitningen er regeringens høg i udlændingepolitikken og – alle målinger viser det – dens mest populære minister, Inger Støjberg, internt i Venstre kaldet ”Sorte Inger”. I sidste uge affyrede DFs udlændingeordfører Martin Henriksen denne salve mod integrationsministeren : ”Støjbergs udlændingepolitik er for slap. Der sker ikke nok. Der er masser af snak, men ingen handling,” sagde han – Det bekræfter blot, at hver gang et parti følger i Dansk Folkepartis fodspor, går DF et skridt videre mod højre; skruen er uden ende.

  En anden ting, som folkene i folketoget og deres sympatisører har grund til at overveje, er strategien blandt centrum-venstre partierne, som i det store og hele deler folketogets holdninger. De såkaldte venstrepartier satser på alternative flertal med Dansk Folkeparti, selv om muligheden er teoretisk og er med til at legalisere DF på især social- og arbejdsmarkedsområdet. Af den grund fremstår partiet i mange vælgeres øjne som et acceptabelt midterparti, selv om det nærmest pr. automatik er regeringens oppasser og med undtagelse af få tilkastede lunser til udvortes brug stemmer for regeringens nedskæringspolitik; venstrefløjen er med til at sløre DFs dobbeltspil.

   Centrum-venstres nye leder og statsministerkandidat Mette Frederiksen har valgt en anden strategi. Hun nægter at deltage i Dansk Folkepartis forsøg på at være opposition og regeringsstøtte på samme tid, og det er hendes parti, der skal trække det største læs ved et evt. regeringsskifte. Det kræver store kommunikative evner, og indtil nu synes det at lykkes. I hvert fald distancerer hun sig overbevisende fra Lars Løkke Rasmussen i den måling, som Gallup hvert halve år udfører for Berlingskes politiske magasin, Politiko. På spørgsmålet om, hvem af de to toppolitikere, der vil være bedst til at lede landet efter næste valg, peger 26 pct. på Løkke Rasmussen, mens 40 pct. foretrækker Mette Frederiksen.
   Men hun bevæger sig på formidlingens smalle sti, og hendes strategi kan meget let blive bedømt som eftergivende over for den smalle Venstre-regering. Hun har hidtil valgt sine udspil med omtanke men også med risiko for at blive opfattet som for tavs og inaktiv af fjender og – hvad værre er – venner.

   Som en begyndelse kunne centrum-venstre være fælles om at udstille Dansk Folkepartis afmagt over for de seneste måneders flygtningestrømme. Så længe problemerne hobede sig op i Grækenland, Italien og andre fjernere steder, var det bekvemt at tale luftigt om øget indsats i nærområderne samtidig med afvisning af fælles europæiske løsninger til sikring af EU's ydre grænser, og som DF har gjort, foreslå danske  ene-forhandlinger med Tyrkiet om sikre zoner! Med folkevandringen gennem landet mod det øvrige Norden og de ”afkast”, som det også giver af asylansøgninger i Danmark, rækker Dansk Folkepartis overflade-argumenter ikke. Det burde oppositionspartierne dagligt gøre vælgerne opmærksomme på med konkrete, velunderbyggede eksempler på DFs lemfældighed i flygtningedebatten.

         

 

                                       

MEDARBEJDER

Ove Weiss