Samf.: Agurketiden

Udsendelse d. 16-22 august - 2014

    Det begyndte i den tidlige sommer med tidligere SF-sundhedsminister Astrid Krag, som hævdede, at hun altid har været socialdemokrat –  altså også før SF den 30. januar i år forlod regeringen efter den parodiske aften i DGI-byen. Og dermed før, hun forlod SF for at blive optaget i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Det, som umiddelbart falder i tanken, er, at hun har været længe om, som det jo hedder, at ”lære sig selv at kende”. Pråsen er først gået op for hende  efter to år som formand for ung-SF´erne, syv år som SF-MF´er med suppleantpost forinden og et efterår i 2012, hvor hun – altså uden at være SF´er men socialdemokrat – forgæves kæmpede om formandsposten i SF.

   Hvis Astrid Krags bekendelser fortjener en politisk analyse, er den her: Hendes udtalelser faldt meget bekvemt i bladsammenslutningen Sjællandske Medier, der dækker den Sjællandske Storkreds, hvor hun er opstillet i svage Greve-kredsen, hvor en tidligere ikke bare formandsaspirant, men fuldbåren formand for et andet parti, Bodil Kornbek førhen Kristendemokraterne, forgæves har søgt valg for Socialdemokraterne.
   Krag er ude i hård intern kamp med fremtrædende folk i storkredsen som Henrik Sass Larsen, Magnus Heunicke og Ole Hækkerup for ikke at glemme nytilkomne stemmesluger fra Fyn Pernille Rosenkranz Theil, som dennegang opstiller på Sydsjælland. Så Astrid Krag har al mulig grund til at fremstå som en ”ægte og sand sosse”.
   Det gør hun så ved at undsige sin politiske fortid og beskedent fortælle sommermedierne, at hun starter helt fra bunden i sit nye pati. Det samme gør hendes tidl. parti- og ministerfælle, Ida Auken, som er blevet radikal og – i følge udtalelser i Agurketidende aldrig har kaldt sig socialist –  endsige folkesocialist, må man forstå. Og det til trods for, at hun har siddet i Folketinget for folkesocialisterne siden 2007 efter forgæves at have søgt valg i Esbjerg-kredsen to år forinden. Altså ni års landspolitisk afsværgen af folkesocialismen.
   Det med at begynde forfra er selvfølgelig forkert. Både Krag og Auken har fået Folketinget som platform, opnået ved at bruge deres tidligere partis vælgere som trampolin. Om det så vækker politisk uvilje i en tid, hvor partishopping er  hverdagskost, er en anden sag. Forargelsen lyste dog ud af en tredje – nuværende – SF´er, Carsten Hønge, kaldet ”Vikaren fra Helvede”, fordi han i de hektiske nedsmeltmningsdage mere end nogen  udstillede SF som dværgen på lerfødder.
   ”Jeg føler mig pisset på af Astrid Krag, for jeg stemte på hende ved formandsvalget” benyttede han sommeren til at fortælle de bortrejste danskere. Men selv om tømreren fra Fyn gerne fremstiller sig som den rene af hjertet, er han ligeså speget, som de to omtalte ex´ere er røgede. Hønge blev ved sidste valg slået af en landspolitisk opkomling fra Kerteminde, som – før hun som formand og minister afslørede sin bøjelighed – fremstod som den standhaftige tinsoldat. Alligevel kunne den principfaste Hønge ikke ved formandsvalget stemme på sin banemand Anette Vilhelmsen, men valgte – viste det sig så – socialdemokraten Astid Krag.
   Siden har Hønge fået en ny chance som vikar, dennegang for veteranen Anette Baastrup, som gik på orlov med stress efter at være afsløret som medskyldig i den løgn om retsudvalges aflyste besøg på Christiania, der kostede socialdemokraten Morten Bødskov justitsministerposten. Tidligt på sommeren meldte Baastrup sig så klar til retur til Folketinget fra efterårssamlingen, og det var ikke godt nyt for Hønge. Men så blev sorg om ikke til glæde vendt, så til håb for Hønge. Baastrup genopstiller nemlig ikke ved det kommende valg, har hun meddelt, hun trækker sig helt fra politik. Så nu gælder det om for Hønge at bruge enhver lejlighed til at minde de fynske vælgere om sin eksistens i kampen mod Vilhelmsen om det formentlig eneste mandat, SF opnår på Fyn. Sådan kan skjulte dagsordener se ud i en argurketid, som tilmed løber lige over i valgkampen.
   Mere gennemskuelig var Liberal Alliances Anders Samuelsen, som efter et skuffende kommunalvalg sidste efterår og midt i agurketiden erklærede sig rede til at indtræde i en borgerlig regering, selv om han hårdnakket har nægtet ministerambitionen siden partiets stiftelse. Ingen med synet og hørelsen i behold har dog været i tvivl om hans hensigt, og alligevel vakte det i nogle dage stor ståhej, ikke mindst blandt unge liberalister, som mener at vide alt, men tilsyneladende ikke ved noget om det politiske magtspil og ambitionsniveau.
   Så Samuelsen prøvede én og to og tre og flere gange til, bl. a. med forslag om fri narkotika og skattefrihed for de laveste indkomster. Og med krav om, at de Konservative ikke skal med i en evt. borgerlig regering. Her er tale om en ”omvendt Erik Eriksen”, for den for længst afdøde  statsminister fra Ringe på Fyn, blev reelt fældet som Venstre-høvding, da han foreslog parti-fusion med de Konservative. Samuelsens forslag om, at Venstre nu ligefrem skal afsværge sin lille følgesvend gennem årtier har naturligvis ingen gang på jorden, kun gennem avisernes spalter, og kun i få dage.
   Alt imens forsøgte Venstrefolk i spredt fægtning at leve op til deres partiformands proklamation om ”det lange seje træk” til genopretning af samme formands forslåede omdømme. F. eks. foreslog MF´eren, den tidligere københavnske borgmester, Martin Geertsen, en værdi-kanon indeholdende – viste det sig – otte almindeligheder. Men så slog partiets politiske ordfører Inger Støjberg, støttet af Søren Pind, til med  krav om forskelsbehandling af asylsøgere fra vestlige lande og – muslimer, naturligvis i de sidstes disfavør.
   Udspillet er interessant, for det var ikke et egotrip men en autoriseret sommerballon før Venstres gruppemøde forleden. Partiet mener tilsyneladende, at der er stemmer at hente i fremmedaggressionen og overvejer ligeså lidt, som Socialdemokraterne har gjort, at ethvert buk for Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken blot fører til nye strammere krav fra det højrenationalistiske parti.
   Reaktionen på Støjbergs ballon var da også blandet i hendes egne rækker. Folk, som angiveligt føler sig som ægte liberale – til eksempel Uffe Ellemann Jensen, Birthe Rønn Hornbech, Jens Rohde og Eyvind Vesselbo – tog skarpt afstand, flere med beskyldninger mod deres parti for grov diskrimination, brud med liberale principper – og brud på internationale konventioner og sågar på grundloven.
   Forud angreb de Konservative Venstre for at løbe fra løftet om lettelser af topskatten, og Dansk Folkeparti, hvis formand gerne fremstår som alle sine brødres vogter, blev afsløret som pamper med en årsindtægt på mellem én og halvanden million kroner, bl. a. betalt af kontingenter fra de medlemmer, som er uden indflydelse i det topstyrede parti.
  Alligevel skulle ingen ved agurketidens udløb være i tvivl om det borgerlige firkløvers ubrydelige sammenhold. Det forsikrede Venstres næstformand, Kristian Jensen, efter et møde for blandt andre de fire blåskimlede partiledere i Lars Løkke Rasmussens private bolig i Nyhavn, hvor han trods sin, som han har betroet offentligheden, ”ikke robuste økonomi” havde kaldt til gæstebud. På hvis regning fremgik ikke af menukortet.

 

              
  
       
   

MEDARBEJDER

Ove Weiss