Samf.: Bilagsrytterne

Udsendelse d. 24. - 30. oktober. 2015

For nylig udstillede et nu forhenværende medlem af Dansk Folkepartis gruppe i EU-Parlamentet, Rikke Karlsson, partiets omgang med betroede, offentlige midler. Pludselig blev DF sat på anklagebænken i en sag om manglende bilag og lukkethed, som ellers har været et af partiets hovedanklager mod EU-systemet.    Sagen tog en helt anden retning end de mange racismedomme og det lave debatniveau, som hidtil ikke har påvirket Dansk Folkepartis tilslutning synderligt. – Endnu er anklagerne og konsekvenserne uklare, men én ting er sikkert: Partitoppen nynner ikke med på den gamle svenske komediefilm fra 30´erne: ”Alle tiders Karlsson” – Ove Weiss kommenterer:    

”Den her sag kan give Messerschmidt ridser i lakken,” sagde en nordjysk politolog uden at røbe, om han mente den juridisk uddannede DF-parlamentarikers outfitt, hvis velpolerede facade intet mangler med Drachmann-hat, dyre sko og håndsyede habitter som det sig hør og bør for en sand repræsentant for jævnhedens dansker i kampen mod elitens djøfisering og dens slæng af akademiske karrierepolitikere, som Dansk Folkeparti dagligt tordner imod.
   Historisk – og det er en disciplin som i højrenationalistiske kredse er et højt trin på dannelsesstigen – har 35-årige Morten Messerschmidt i sin tidlige ungdom bidraget med en racismedom på 14 dages betinget fængsel for bl. a. at hævde, at udlændingepolitikken inden for et tiår ville føre til udbredte massevoldtægter, begået af muslimer, forstås. I den mere skæmtsomme afdeling – sådan blev den forklaret og forsvaret – heilede Messerschmidt senere og istemte nazisange under et kalas i Grøften i Tivoli, hvor hans politiske, åndelige og juridiske forfar Mogens Glistrup i øvrigt dannede sit parti efter at have røbet den nul-skatteprocent, som senere førte til en dom for økonomisk kriminalitet på tre års fængsel og en bøde på 1 mill. kr.
   Men én ting er den juridiske domstol, en anden er folkets, og som det sømmer sig for et tolerant og humant retssamfund, som afviser lov og orden-partiers hævn- og straf-grassat, kunne Glistrup efter afsoningen vende tilbage til Folketinget med pæne stemmetal. Racismedommen og opførslen i Grøften har mildt sagt heller ikke stillet sig i vejen for Messerschmidts politiske karriere, ved EU-Parlamentsvalget i maj sidste år satte han rekord i personlige stemmetal. Ikke færre end 465.748 danskere satte kryds på stemmesedlen ud for hans navn og henviste den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til 2. pladsen med de knap 408.000 stemmer, som han fik ved et noget tidligere EU-valg.

  Med sig ind i Parlamentet trak Messerschmidt tre andre medlemmer og gjorde Dansk Folkepartiet til landets største Europa-parti. Men med den slags kan også følge hensyn, som er uvant og ubekvemt for et parti, som gennem 20 år har centreret magten om en lille elite med den begrundelse, at styreformen skulle holde, citat: ”landsbytosserne ude”. Karakteristikken tyder ikke på større tillid til potentielle sympatisører, men den hierakiske opbygning med medlemmerne i bunden som klakører ved landsmøder og andre festlige lejligheder har vist sig ganske effektiv. Enkelte har slået sig i tøjret, og var der optræk til sammenrotning, blev ophvirvlere ekskluderet i bundter, ofte p. gr. a. verbale udskejelser mod mindretal, selv om de måske ikke nåede samme højder som flere af de topfolk, centralledelsen har værnet om. Politikere som Mogens Camre, nu afdøde Jesper Langballe og altså også Morten Messerschmidt har modtaget racismedomme uden konsekvenser, selv partiets grundlægger Pia Kjærsgaard har dom for, at hendes synspunkter kan karakteriseres racistiske uden juridisk risiko for afsenderen. Om det var hendes egen tone, hun tænkte på, da hun fornylig i forbindelse med ophøjelsen til folketingsformand – som hun selv præciserer landets næst fornemste efter den rigtige dronning – krævede et højere debatniveau, blev ikke uddybet. Dertil rakte journalistens historiske indsigt ikke.

  Forleden tog en ny sag i Dansk Folkeparti så en helt anden retning end racismedomme og debatniveauer, som ikke hidtil har påvirket Dansk Folkepartis tilslutning synderligt. Partiet, og det vil sige den eksklusive topledelse, har via Messerschmidt trukket hundred tusinder af kroner – måske millioner, ingen ved det – ud af en skatteyderbetalt EU-fond, forkortet FELD, under en politisk alliance, forkortet Meld, som Dansk Folkeparti er tilknyttet. Vel at mærke, uden at der foreligger bilag for brug af midlerne, lige bortset fra blanke A-4 ark, som to medlemmer af DF-firemands-gruppen i Parlamentet blev bedt om at underskrive, hvad de begge nægtede, da de ikke kunne vide, hvad de skrev under på.

   Partiets forvaltning af betroede midler er udstillet i fuld offentlighed af det ene medlem af gruppen Rikke Karlsson. Og her begynder problemerne for alvor: Det vil ikke være muligt for Dansk Folkeparti at følge gængs praksis og ekskludere den formastelige, for hun er selv gået sin vej. Og endnu værre for centralledelsen: Hun forbliver som løsgænger i Parlamentet for at følge sagen til dørs. Og måske det allerværste for den tydeligt rystede partitop: Karlsson er kendt som en standhaftig kvinde – nogen siger ligefrem krasbørstig – forlenet med en udpræget nordjysk sejhed, som var afgørende for afsløringen af den forstemmende børnemishandlingssag i Rebild, hvor hun dengang sad i byrådet. Og så synes hun at være i stand til at balancere, hun undgår klogt at rette beskyldninger men kræver alene bilag for udgifterne i et lukket system, som netop Dansk Folkeparti gennem tiden har høstet stemmer på selv at kritisere.                                                            

 Nu er bilags-ryttere ikke ukendte i det nuværende parlamentariske flertal på Christiansborg, her tegner der sig efterhånden et helt rytteri. Lars Løkke Rasmussen, som sidder i statsministeriet som landets ypperste forvalter af borgerlige dyder, har reddet bilag gennem flere årtier og brugt offentlige midler til private formål, hvad han har undskyldt ved flere lejligheder og i et enkelt tilfælde følt sig tvunget til at tilbagebetale.
   Løkke Rasmussens forsvarsminister og lærenemme elev, Carl Holst, måtte efter få måneder i regeringen fortrække efter striber af anklager, også fra eget bagland, for misbrug af offentlige midler i sin personlige valgkamp før sidste folketingsvalg med skiftende forklaringer og manglende dokumentation for, at tingene er gået reelt til. Som et ekko af 50´ernes højtidsfulde sprogtone henviste han til, citat ”mit virke og min gerning som amtsborgmester i Sønderjylland og regionsformand i Region Syd”, men lige lidt hjalp det, fortiden indhentede ham. Han undersøges nu af Statsforvaltningen samtidig med, at der er indgivet politianmeldelse.

  I betingelserne for brug af EU-fondsmidler står bl. a., citat: ”Tilskuddet kan ikke bruges til at dække udgifter som: Kampagneudgifter i forbindelse med folkeafstemninger og valg (undtaget er valg til Europa-Parlamentet). Desuden: Direkte eller indirekte finansiering af nationale partier, kandidater og politiske fonde på både nationalt og europæisk plan.” citat slut.

   Der er talrige både skriftlige og mundtlige bekræftelser på, at Dansk Folkeparti bl. a. i en kampagne-turné på en gammel skonnert med besøg i 16 havne i sommeren 2013 lagde op til de kommunale valg samme efterår. Skibet blev i hver en havn mødt af lokale DF-byrådskandidater, der blev holdt mange kommunale optaktsmøder, og hvad der er nok så interessant: I sejladsen, som delvis var finansieret af den omtalte EU-fond, deltog flere af topfolkene anført af formanden Kristian Thulesen Dahl, som dermed er inddraget i sagen.
   Denne kommunale kampagne og flere andre forhold undersøges nu af EU's bogholdere, og denne gang med de evige aggressorer fra Dansk Folkeparti på anklagebænken og med den tanke, som Rikke Karlsson har rejst, at der måske gemmer sig andre ting i det lukkede partisystem, som fortjener dagens lys. Alt er endnu uklart, kun en enkelt ting synes sikkert: Partitoppen nynner ikke med på den gamle svenske komediefilm fra 30´erne: ”Alle tiders Karlsson.”

                             

  
   

                                  


 

MEDARBEJDER

Ove Weiss