Samf.: Den konservative paria
Udsendelse d.23.-29.august - 2014
Mens de konservative forvalter den skandinaviske model, i Norge med Høyres Erna Solberg som statsminister og i Sverige – i hvert fald indtil rigsdagsvalget 14. september – med Moderaternes Fredrik Reinfeldt som leder af regeringsalliancen af fire borgerlige partier, er Det konservative Folkeparti herhjemme i en sølle forfatning . Partiet er anbragt på Folketingets Jumboplads – ind imellem betænkeligt nær spærregrænsen – og med tydelige politiske problemer både i ledelsen og blandt de få menige.
Nu har de Konservative så fået ny formand – endnu engang. Søren Pape Poulsen hedder han. ”En lysende stjerne” blev han præsenteret som, da partiet hentede ham ind fra borgmesterstolen i Viborg, ikke langt fra Finderup Lade. Han afløser Lars Barfoed, som hævder, at han gik frivilligt og hverken blev dolket – eller skubbet ud, og det har medierne siden tærsket langhalm på.
Barfoed er almindelig vellidt i alle kredse på Christiansborg, han har en solid juridisk, erhvervsmæssig, arbejdsmarkeds- og finanspolitisk baggrund. Han har været familie- og forbrugerminister, en post, som Dansk Folkeparti fjernede ham fra. Siden har han været transportminister og justitsminister. Men han mangler karisma, siges det, uden at begrebet forklares med andet end noget med den personlige udstråling, som ikke er der. Måske er fraværet af spin og gøgl en nok så væsentlig årsag i dagens politik.
Hvad Søren Pape har at byde på, er uklart. ”Jeg er ikke en cand.-et-eller-andet, men har helt ualmindeligt været ude at arbejde,” sagde den 42-årige med brod til jævnaldrende og endnu yngre, som tidligt slog ind på den politiske levebrøds-vej. Han er uddannet kontorassistent på Grundfoss, i shipping – i Bjerringbro, af alle steder! Efter to år på et lærerseminarium blev han ungdomsskoleinspektør i hjembyen. Om en halv seminarist så lever op til forventningerne i et uddannelses-, karakter- og titelsnobbet konservativt miljø, er en anden sag.
Papes – lad os kalde den – programerklæring udmærkede sig mest ved genkendeligheden i hans tre hovedkrav: Kraftig indsats mod østeuropæiske banders kriminalitet, som vist har opbakning i alle partier. Lettelser i topskatten, som ikke længere har opbakning i Venstre, hvis belastede statsministerkandidat, de Konservative til gengæld peger på. Og endelig krav om indførelse af frivillige lektiecafe´er, et emne, som nok er passé med folkeskolereformens vedtagelse og praktisering fra den 2. mandag i august.
Hvis nogen havde forventet en mere midtsøgende, måske ligefrem socialkonservativ retning, tog de tilsyneladende fejl. Deres forventning kunne måske begrundes med, at Søren Pape i 2009 blev valgt til borgmester med støtte fra Socialdemokraterne og SF, men den slags lokale aftaler bygger sjældent på sjælenes politiske overensstemmelse, snarere på interne trakasserier og kamp om udvalgs- og andre -poster, især de økonomisk lukrative.
Andre kunne måske have forventet, at de Konservatives nye politiske leder havde tænkt nærmere over den arrogance – grænsende til hån – som to blå alliancepartnere behandlede hans parti med sommeren igennem . Liberal Alliances Anders Samuelsen foreslog, at de Konservative udelukkes fra en evt. ny borgerlig regering. Og Dansk Folkepartis kålhøgne Morten Messerschmidt afsagde dødsdom over det lille, skrantende parti. Men også den nye konservative formand har tilsyneladende slået sig til tåls med en paria-status blandt partier, som hans kernevælgere med næserynken vil betegne som opkomlinge.
For først og fremmest var det bemærkelsesværdigt, at Søren Pape ikke røbede den mindst tanke på sit partis ganske glorværdige fortid, senest med Poul Schlüters regeringsførelse gennem et årti fra begyndelsen af 1980´erne til ind i 90´erne. Den byggede på et stabilt samarbejde med midten, især med Det radikale Venstre, og helt afgørende på et tillidsfuldt forhold til den daværende radikale leder, Niels Helveg Petersen. Tilmed var konservative Schlüter-regering en medvirkende årsag til den trepartsaftale med arbejdsmarkedets to parter – den såkaldte Fælleserklæring – , som i 1987 lagde grunden til arbejdsmarkedspensionen, en af de største sociale landvindinger siden 30´erne. Og som med opbygningen af de store pensionsfonde gennem 90´erne og frem til nu er en væsentlig katalysator for erhvervslivets udvikling til forbedring af beskæftigelsen.
Ydermere er der i den stærkeste arbejdsgiverorganisation, Dansk Industri, som trods ringe politisk udbytte fortsætter med at investere millioner i Det konservative Folkeparti, en udtalt symparti for centrum-venstre regeringen, som til gengæld taber terræn hos egne traditionelle vælgergrupper. Det skyldes bl. a. personsammenfald – den administrerende direktør i Dansk Industri, Carsten Dybvad, er f. eks. tidligere økonom i LO – men også fællesinteressen i den danske arbejdsmarkedsmodel, forståelsen for globaliseringen, arbejdet for virksomhedernes sociale ansvar og meget andet.
Men den platform – eller niche, som det jo hedder i politik – udnytter den nye konservative leder tilsyneladende ikke. I stedet anklages han for som borgmester i Viborg at have ydet ulovlig millionstøtte til byens professionelle fodboldafdeling.
På den baggrund skal de konservatives nye politiske frontfigur nu ud at søge en sikker konservativ valgkreds, som der ikke findes nogen af. Forgængeren Lars Barfoed flyttede ligefrem i hast fra de tidligere konservative velhaverghettoer i Nordsjælland til det fortsatte konservative skjul på Frederiksberg, hvor han har afløst Per Stig Møller – også en af de talrige tidligere konservative ledere – som folketingskandidat. Per Stig Møller har trods sin bebudede pensionering fra politik holdt stolen varm, også for at undgå sin suppleant, den ungkonservative struggler Rasmus Jarlov, som med sin gennemskuelige påtrængenhed over for medierne i dele af den konservative restgruppe repræsenterer degenereringen af det konservative tankesæt.
Det er næppe et handicap for Søren Pape, at han som parlamentarisk leder, står uden for Folketinget i den korte tid frem til næste folketingsvalg. De svenske socialdemokraters formand Stefan Löfven blev valgt for et par år siden, men forlod først fra sidste årsskifte formandsskabet i det svenske metalarbejderforbund for – uden for Rigsdagen – at arbejde fuldtids for Sossarne. Han er sikker på en plads i parlamentet efter rigsdagsvalget14. september, men skulle valget til Folketinget til gengæld mislykkes for Pape, er det formentlig nat for Det konservative Folkeparti. Under alle omstændigheder synes socialkonservatismen død og begravet med den mangeårige finans- og socialminister Palle Simonsens bortgang i foråret.
