Samf.: Den stærke smed

Udsendelse d.3. - 9. januar - 2015

 Det skortede ikke på overbærenhed grænsende til hånlighed – især hos visse danske kommentatorer – da Sveriges statsminister Stefan Löfven efter 62 dage på posten valgte at fastholde regeringens finanslovsforslag og dermed lod sig bringe i mindretal med annoncering – ikke udskrivning – af nyvalg 22. marts i år. I følge grundloven, kan nyvalg til Rigsdagen først formelt besluttes efter tre måneder, så for Löfven-regeringen var skæringsdatoen 29. december – for statsministerens strategi den helt perfekte mellemperiode.

   Ord som politisk amatør og parlamentarisk novice var blandt de klicheéaftryk, som flere medier herhjemme satte. Det sidste er rigtigt: Löfven blev nyt rigsdagsmedlem ved valget 14. september, få dage før han indtog statsministerkontoret i Rosenbad. At kalde ham en politisk amatør udtrykker derimod en naivitet, som må bunde i manglende kendskab til mekanismerne i den nordiske samfundsmodel, hvor organisationslivet fortsat spiller en væsentlig rolle.
   57-årige Löfven blev næstformand for de svenske metalarbejdere i 2001 og fire år senere formand, et forløb, hvor han viste sig som en dreven og effektiv forhandler, ikke blot med modparten, arbejdsgiverne i den stærke svenske jernindustri, men også med skiftende regeringer af forskellig kulør, seneste gennem otte år med konservative Fredrik Reinfeldt, som han altså afløste på statsministerposten.
   Som formand for det svenske Metalarbejderforbund blev han p. gr. a. sine kontante resultater indbegrebet af ”den stærke smed”, en betegnelse, der herhjemme vel først og fremmest fører tilbage til daværende formand for Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, senere Dansk Metal, Hans Rasmussen, som også i en længere periode var næstformand for Socialdemokraterne og i visse sammenhænge blev nævnt som mulig statsministerkandidat, hvad han afviste. Lad så magten og æren være større på det politiske parnas, indflydelsen er normalt mere stabil i toppen af arbejdsmarkedets hierarki.                                                              

   Med Decemberaftalen, som den er døbt og vil hedde i fremtidige historiebøger, vendte Stefan Löfven ugers ustabilitet med kandestøberier til en i hvert fald formel stabilitet af uset omfang i parlamentarismens historie. Aftalen mellem de to regeringspartier, Socialdemokraterne og Miljøpartiet, og den dominerende oppositions fire Alliance-partier, konservative Moderaterne, de to liberale partier, Folkepartiet og Centerpartiet, og Kristendemokraterne, gælder i otte år, dvs i to fulde valgperioder, og dermed også – og det er opsigtsvækkende – uanset udfaldet af næste rigsdagsvalg om små fire år.

   Derudover er hovedingredienserne i aftalen, at den, som skaffer størst tilslutning blandt de seks aftalepartier, er regeringsleder. En mindretalsregering vil få alle seks partiers opbakning til sit finanslovsbudget. Det betyder helt aktuelt, at den borgerlige finanslov fortsætter til april, hvorefter Löfven-regeringens finanslov, som Alliance-partierne sammen med Sverigedemokraterna nedstemte med følgende regeringskrise, træder i kraft fra april.
   Desuden indgår aftalepartierne et tæt samarbejde om pensions-, forsvars- og energispørgsmål. Her gemmer sig i forvejen ikke de helt store uoverensstemmelser, heller ikke i energispørgsmålet, jævnfør til eksempel Miljøpartiets og Fäldins gamle Centerpartis fælles modstand mod atomkraften.

   Spørgsmålet er så, hvordan det kunne lykkes at skabe en sådan – lad det igen være understreget formel – enighed mellem regeringen og oppositionen, som i måneder har ligget i blodigt opgør. Udover det fælles ubehag ved Sverigedemokraterne med partiets gentagne racistiske markeringer og episoder – både verbalt og fysisk – og erkendelsen af, at begge blokke i givet fald ville være afhængige af det højreradikale parti, stod det allerede på valgnatten klart for Stefan Löfven, at Alliance-partierne var svækkede, også ud over, hvad der kunne læses af valgresultaterne.

   Helt ualmindeligt meddelte den tidligere regerings to konservative sværvægtere, Frederik Reinfeldt og hans finansminister Anders Borg, som i hvert fald i Reinfeldt-regeringens første periode fremstod som Sveriges økonomiske mirakelmager, at de øjeblikkeligt forlod aktiv politik. Reinfeldt, som naturligvis vidste, at beslutningen ville skabe turbulens i ledelsen af Moderaterne, afventede ikke afklaringen i sit eget partis kompetente forsamlinger.
   I dag er den unge, respekterede Anna Kinberg Batra fungerende formand for Moderaterne. Hun har ikke været nogen uoverkommelig med- og modpart under de hemmelige forhandlinger,  som  – og det er måske den største overraskelse – først blev afsløret af  Bonnier-familiens tabloid, Expressen, aftenen før næste formiddags pressemøde, hvor Decemberaftalen blev præsenteret.
   Samtidig kunne statsministeren uge for uge – og i visse perioder dag for dag – følge udviklingen i meningsmålingerne, som var særligt interessant for tre partier. Tendensen for Kristendemokraterne var efterhånden så stabilt under spærregrænsen på fire procent, at det måtte anses for tvivlsomt, at partiet ville overleve et nyvalg i marts; den slags gør en partileder og forhandler mere bøjelig. Dernæst kunne Löfven mod alle odds for en kuldsejlet regering notere, at hans eget parti stabiliserede sin tilslutning på godt 30 pct. Og endelig viste tallene – stik imod gentagelserne i dansk presse – at Sverigedemokraternas fremgang efter partiets centrale rolle i fældningen af Löfven-regeringen, var yderst moderat, en to-tre procentpoints. Det har utvivlsomt indgået i overvejelserne af risikoen ved at slippe Sverigedemokraterna løs som eneste opposition til højre for den nye forbrødring. Venstre flanke, altså Vänsterpartiet, som svarer til en blanding af SF og Enhedslisten, har regeringstoppen søgt at berolige ved orientering om forhandlingernes forløb, formentlig uden langtidsvirkning.

   For der er ingen tvivl om, at der venter konsensus-linjen store udfordringer, også internt. Anna Kinberg Batra har som Moderaternes hovedforhandler allerede mødt protester fra sit bagland og fra dele af industrien.

   Visse danske eksperter, medier og politikere forudser, at Sverigedemokraterna vil storme frem, mens de fleste svenske iagttagere er mere tilbageholdende med profetierne. De peger på, at Dansk Folkepartis søsterparti har mange lig i lasten, som svensk presse dagligt graver frem, mens dansk presse stort set forholder sig tavs og i stedet rejser tvivl om ytringsfrihedens vilkår i Sverige.
   Senest har Sverigedemokraternas partisekretær Bjørn Søder proklameret, at ”jøder og samere ikke er svenskere”, og en kvindelig rigsdagskandidat har om uledsagede flygtningebørn erklæret ”Jeg håber, de sulter sig ihjel,” blot for at nævne få eksempler. Partilederen Jimmy Akesson brød sammen kort tid efter valget i september, han kunne ikke tåle mosten, som han og hans partifæller serverer for andre.
   Åkesson vender formentlig tilbage, men foreløbig har hans substitut Matthias Karlsson oplyst, at Sverigedemokraterne straks i det nye år stiller Löfven-regeringen et mistillidsvotum. Det vil med Decemberaftalen være et slag i luften og udstille partiet uden ringeste politiske betydning i parlamentet, men ikke nødvendigvis uden indflydelse på folkehavet. Om manglende politisk substans skræmmer eller tiltrækker vælgere, er det store spørgsmål; erfaringerne fra flere lande er forskellige.
   Både i Sverige og Danmark finder især højreorienterede debattører det moralsk forkasteligt og en hån mod demokratiet, at 12,7  pct. af befolkningen isoleres med Decemberaftalen. Men ret beset er det politisk føleri, som normalt omfatter egne interesser, mens føleriet konverteres til brutalitet, når det gælder modstandere som f. eks. gennem århundredets første tiår, hvor skiftende VK-regeringer, støttet af Dansk Folkeparti, i alle væsentlige politiske spørgsmål udelukkede op mod halvdelen af befolkningen med en konsekvent blokpolitik.

 

            
 

MEDARBEJDER

Ove Weiss