Samf.: Den utopiske flygtningepolitik

Udsendelse d.25. - 31. oktober - 2014

 Det politisk mest bemærkelsesværdige ved Helle Thorning-Schmidts ottende ministerrokade på tre år er stort set forbigået i ubemærkethed i den offentlige debat. Da statsministeren i sin åbningstale signalerede en strammere kurs mod især syriske flygtninge, var hun naturligvis orienteret om justitsminister Karen Hækkerups beslutning om kort før regeringens deadline at forlade Christiansborg til fordel for Axelborg. Hun vidste, at det ikke blev regeringens verbale skrapmoster i udlændingepolitikken, Karen Hækkerup, men den mere progressive Mette Frederiksen, som over en langtrukken forberedelse hen mod jul risikerer at få pillet fjerene af under forsøget på at gennemføre statsministerens umulige flygtningeprojekt.

    Samtidig besluttede Helle Thorning-Schmidt at placere Mette Frederiksens eneste realistiske modkandidat til S-formandsposten, forsvarsminister Nicolai Wammen, i regeringens centrale koordinationsudvalg.
   Selv om Thorning-Schmidt med daglig virkelighedsfortrængning bekræfter sin genkomst som kvindelig udgave af jyden og venstremanden Søren Kjær, der i slutningen af 1800-tallet indskrev sig i de politiske anekdoters historie med den muntre bemærkning: ”Er det fakta, benægter a´fakta”, har hun næppe store forventninger til regeringens fortsættelse efter næste folketingsvalg.
   Et nyt nederlag sammenfaldende med Thorning-Schmidts 10-års jubilæum næste år – i så fald det niende nederlag på stribe i formandsperioden – vil formentlig frivilligt eller tvunget udløse et S-lederskifte, og her forsøger statsministeren i 11. time at placere Nicolai Wammen.                                                                    

   Allerede tre uger før åbningstalen bebudede SR-regeringen, det vil sige Karen Hækkerup og den radikale socialminister Manu Sareen,  begrænsning af midlertidigt ophold for syriske flygtninge til et år af gangen. Men, fordi de ikke kendte statsministerens strategi, sagde de intet om, at forslaget også ville forhindre familiesammenføringer det første år.
   Udspillet blev af den daværende justitsminister begrundet med prognoser, som fordobler antallet af syriske flygtninge fra ca. 10.000 til 20.000, et initiativ, som mødte almindelig forståelse i befolkningen i erkendelse af opgavens omfang; siden har tilstrømningen i visse uger været mere moderat . Men forslaget er symbolpolitisk, for det vil næppe efter det første år være muligt at tilbagesende flygtningene til krigszonerne. Under fremlæggelsen sagde Karen Hækkerup, at flygtningene normalt vender hjem, og hun henviste i den forbindelse til de bosniske flygtninge, som kom til Danmark i 1990´erne: ”Flertallet af bosnierne er siden rejst tilbage,” sagde hun. Oplysningen er fejlagtig. Af de små 20.000 bosniere, som fik asyl i Danmark, er kun godt 2.500 registreret som tilbage-vendte. Resten er i øvrigt velintegrerede – og i mellemtiden vel uddannede – så deres arbejdsløshedsprocent næsten svarer til det danske gennemsnit.                                                                      

   Også statsministerens forslag om begrænsninger af familiesammenføringerne er på flere måder symbolpolitik. Dels rejser det spørgsmålet om dis-respekten for internationale konventioner, dels tyder noget på, at effekten er begrænset: Ca. to tredjedele af de syriske flygtninge er familier med børn, den sidste tredjedel er især unge mænd.
   Samtidig bekræfter regeringens flygtningeudspil, at hver gang den strammer udlændingepolitikken, byder den borgerlige opposition over. I ”det syriske tilfælde” har Dansk Folkeparti foreslået, at flygtningene allerede i lufthavnen – og i modstrid med FNs konventioner – sendes ud af landet til lejre i – af alle steder – Afrika, nærmere bestemt Kenya! Liberal Alliance peger på Israel som modtageland, mens det blå Danmarks statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen kalder de to forslag ”interessante”.  Hans parti Venstre foreslår i øvrigt besparelser på u-landsbudgettet på et par milliarder kroner, men kan dog i den trængte situation se muligheden af at bruge pengene til flygtningelejre i, som det uklart lyder, ”nærområderne”.
   Ingen skal underkende Lars Løkke Rasmussens evner til at bruge u-landsmidler til formål, som de ikke er bestemt til, det har han rigelige erfaringer med som tidligere rejsende formand for 3GI, hvis midler er tænkt til verdens fattigste. Men uanset blå bloks offervilje med andres midler og landområder, er forslaget om at disponere på de omgivende landes vegne urealistisk, og ikke kun fordi områderne omkring Syrien i forvejen er hårdt belastede af de millioner, der er på flugt, bl. a. som følge af indsatsen fra den internationale militære koalition, som Danmark har tilsluttet sig.                                                                        

   Skal man i modsætning til Karen Hækkerups sammenligning trække relevante paralleller til Balkan-krigene i 90´erne, må det blive den særordning, som Danmark fik under krigen. Som andre europæiske lande indførte Danmark på et tidspunkt visumpligt men oprettede samtidig et kontor i den kroatiske hovedstad Zargreb. Efter aftale med Kroatien , som var hårdt trængt af langt over en halv million bosniske flygtninge, fik livstruede bosniere transit gennem Kroatien, fordi de af danske myndigheder blev garanteret beskyttet transport og ophold . Fremgangsmåden var i ofte den, at når der fra frontlinjerne i Bosnien-Herzegovina blev rapporteret, at flere hundrede var på flugt mod den kroatiske grænse, trådte det danske Zagreb-kontor til og sikrede transporten gennem Kroatien til Danmark. På den måde kom over 6.000 bosniske flygtninge i sikkerhed efter visumpligtens indførelse, nogenlunde samme antal som de danske jøder, der under 2. Verdenskrig slap i sikkerhed i Sverige.                         

   Venstrefløjen af Enhedslisten og SF, har, selv om der som nævnt er megen symbolik i regeringens udspil, og selv om blandt andre ELs Johanne Schmidt-Nielsen erkender, at der selvfølgelig er en øvre grænse for flygtningeantallet, reageret så voldsomt, at man umiddelbart måtte forvente, at de to partier tog konsekvensen og fjernede deres parlamentariske støtte, og dermed regeringen. Men det skal man ikke regne med, dertil rækker modet næppe.

   EL og SF havde ellers under de igangværende finanslovsforhandlinger muligheden for – med modsat fortegn – at kalkere Dansk Folkepartis strategi gennem det tiår, hvor DF holdt VK-regeringerne oppe ved at kræve stramninger på udlændingeområdet som betaling for at stemme for regeringens økonomiske politik. Men alt tyder på, at det gamle ord Viel Geschrei und wenig Wolle er mere dækkende end venstrefløjens gammelkendte kampråb.                                                 

   Ved regeringsdannelsen under finanskrisen for tre år siden blev Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister  sat på en uriaspost med alle muligheder for at snuble. Men det lykkedes hende med politisk håndelag at gennemføre flere topdikterede stramninger og samtidig – i modsætning til statsministeren – bevare troværdighed og sympati i befolkningen, at dømme efter de løbende meningsmålinger.
  Udfordringerne på rets- og udlændingeområdet bliver ikke mindre, men her tyder meget til gengæld på, at hun – og den af både medlemsbaglandet og vælgerne truede radikale regeringspartner – får hjælp udefra, når det viser sig, at Thorning-Schmidts og oppositionens planer for flygtningene støder mod så mange internationale forhindringer, at de stort set bliver umulige at gennemføre.

                           

 

MEDARBEJDER

Ove Weiss