Samf.: Faglig stordrift
Udsendelse d. 7. - 13. marts. 2015
Udfaldet af konflikten med lavprisselskabet Ryanair får betydning for fagbevægelsens placering i samfundet som helhed. Og fusionsplanerne mellem LO og FTF kan blive afgørende for valget af ny LO-formand på efterårets kongres, vurderer Ove Weiss i denne analyse, hvor han bl. a. konkluderer: ”På det offentlige arbejdsmarked er sammenkædningen af lønmodtagerinteresserne åbenlyse, hvad enten de repræsenteres af LO, FTF eller Akademikernes Centralorganisation.”
”Va LO du A?” var navnet på en professionel teatergruppe, som i 1990´erne turnerede på arbejdspladserne med tydelig navne-reference til hovedorganisationen LO. Ja, nogen lo – andre græd… – da det irske lavprisselskab Ryanair 29. januar i år holdt pressekonference i Arne Jacobsens berømte Hotel Royal i centrum af København. Her afleverede en af flyselskabets direktører en joke til de forsamlede journalister: ”Hvad er det for en dansk model, I taler om? Er det Helena Christensen?”, spurgte han med henvisning til den danske topmodel.
Mere arrogant kunne foragten for den danske arbejdsmarkedsmodel næppe udtrykkes. Og svaret fra Landsorganisationen, som LO er en forkortelse af, faldt prompte: LO har indklaget Ryanair for Arbejdsretten for at få rettens ord for, at det er fuldt lovligt at varsle konflikt mod flyselskabet, som torsdag den 26. marts – en uge før påsketrafikken for alvor sætter ind – åbner billigruter fra Kastrup til Milano, London og Warszawa.
Truslen om arbejdskonflikt skyldes, at Ryanair som nævnt med hjemsted i Irland, nægter enhver forhandling om danske overenskomster, som vil true selskabets løndumping – en af forudsætningerne for Ryanairs discountpriser. En konflikt vil ikke alene betyde, at piloterne og stewardesserne i Flyvebranchens Personale Union ikke må arbejde i flyene, men at en sandsynlig sympatikonflikt fører til blokade af aktiviteterne i selve lufthavnen, altså blandt jordpersonellet. Medlemmerne af 3F må ikke håndtere bagagen, og flymekanikerne i Dansk Metal må ikke, som det hedder i fagsproget, fixe Ryanairs fly. Flere andre sanktioner kan ventes.
En mulig arbejdskamp vil blive en styrkeprøve med – måske – de største konsekvenser for LO, som har måttet strække våben ved to tidligere opgør de seneste par år: Sammenbruddet af trepartsforhandlingerne mellem LO, Arbejdsgiverne og den S-ledede regering. Og – med endnu større konsekvenser – det mislykkede forsøg på i forb. m. seneste folketingsvalg at demontere dagpengeforliget mellem den tidligere regering, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, som halverer dagpengeperioden og fordobler genoptjeningsperioden.
Udfaldet af flysagen vil indgå i vurderingen af LOs generelle stilling på arbejdsmarkedet og i samfundet som helhed. Den sidste halve snes år har organisationen mistet mellem 25.000 og 30.000 medlemmer om året. Det har flere årsager, en svækket politisk indflydelse, bl. a. som følge af ophøret i 1995 af LOs og Socialdemokraternes gensidige repræsentation i hinandens kompetente forsamlinger, øget konkurrence fra de såkaldte gule fagforeninger med discountkontingenter og frem for alt ændringer i erhvervs- og uddannelsesstrukturen, som betyder, at mange LO-medlemmer helt naturligt glider over til funktionærerne og tjenestemændene i FTF.
Derfor er det heller ikke overraskende, at der i flere år er talt om en eventuel fusion af LOs godt 1 million medlemmer og FTFs ca. 450.000 medlemmer, som på det seneste er konkretiseret med forberedelse af et fælles politisk udspil. Inspireret af det forestående folketingsvalg præsenteres udspillet til foråret under overskriften ”Sammen kan vi mere.” Om titlens påstand holder i virkeligheden, er en anden sag, men helt konkret har de to hovedorganisationer – i flere sammenhænge fælles med Akademikernes Centralorganisations (ACs) ca. 325.000 medlemmer – dannet en stærk forhandlingsfront på det offentlige arbejdsmarked. Når AC ikke nævnes i fusionsplanerne, skyldes det formentlig, at gabet synes for stort mellem det, der engang nærmest poetisk blev udtrykt som ”håndens og åndens arbejde”.
LOs historiske tilknytning til Socialdemokratiet har været en hæmsko for fusionsplanerne med partipolitisk neutrale FTF, som ikke skal forveksles med en apolitisk organisation, som i øvrigt i dag er ledet af den i sin ungdom så stærkt engagerede i Kommunistisk Arbejder Parti – maoistiske KAP – Bente Sorgenfrey.
Men det partipolitiske har ringe betydning for forhandlingssamarbejdet i det offentlige, selv om politiske konjunkturers indflydelse på forhandlingsresultaterne ikke skal undervurderes.
Ser man kort på samarbejdsrelationerne på det offentlige arbejdsmarked, er billedet: Formanden for de statsansattes forhandlingsudvalg CFU er Flemming Vinther fra LO-forbundet Hærens Konstabel- og Korporalforening, og med i udvalget er blandt andre lærerformanden Anders Bondo Christensen og AC-formanden Erik Jylling.
På det kommunale område blev lønmodtagerfronten i 2005 splittet i to forhandlingskarteller: KTO og Sundhedskartellet. Formanden for KTO, som står for Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstsansatte, er såmænd – lærernes Bondo Christensen, og her går også AC-formanden Erik Jylling igen med blandt andre Dennis Kristensen fra LOs tredje største forbund FOA som en stærk medspiller sammen med gruppeformanden for 3Fs offentligt ansatte Ellen K. Lykkegård. – Det mindre Sundhedskartellet ledes af formanden for Danske Sygeplejeråd, Grete Christensen, og er uden repræsentanter fra LO.
På det regionale område – altså i forhandlingerne med de fem regioner – er KTO bl. a.repræsenteret af formanden og gengangeren Anders Bondo Christensen og af formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto. Så sammenkædningen af lønmodtager-interesserne er åbenbare, hvad enten de repræsenteres af LO, FTF eller af AC. Derfor er det også en naturlig konsekvens, at en fusion af de to største hovedorganisationer mere konkret kommer på tale i forb. m. valget af ny LO-formand til oktober.
Efter otte på posten træder LO-formanden Harald Børsting tilbage, og overvejelserne går nu på, om han bliver den sidste LO-formand, altså med tanker på fusionen i løbet af den kommende fire års periode. Børsting har været uden større gennemslagskraft, både de faglige og politiske resultater er beskedne. For at finde et virkeligt gennembrud skal man helt tilbage til trepartsaftalen om Fælleserklæringen i 1987, hvor daværende LO-formand, Finn Thorgrimson, sammen med Dansk Arbejdsgiverforening og Schlüterregeringen skabt arbejdsmarkedspensionen, som gennem 90´erne og i de følgende år har skabt forbedringer, der giver mindelser om 30´ernes sociale landvindinger.
Sagen om Ryanair er selvfølgelig i den sammenligning en mindre brik, men udfaldet af den vil sammen med fusionsplanerne komme til at spille en væsentlig rolle ved efterårets valg af ny LO-top. Den første, der har meldt sig som kandidat til formandsposten, er førnævnte formand for det statslige forhandlingsudvalg, CFU, Flemming Vinther. Han betegnes i faglige kredse som en af de skarpere knive i skuffen, men selv om LO – undskyld – synes at have behov for oprustning, er det nok for urealistisk at se en soldat i spidsen for den store hovedorganisation, tilmed en fra et af LOs mindste forbund.
Den nuværende næstformand Lizette Risgaard er pt favorit – af flere grunde. Hun er almindelig respekteret, har allerede turneret landet tyndt for tilhængere blandt de LO-delegerede og står i øjeblikket til at få 60 pct. af stemmerne på kongressen. Og så er hun kvinde, og bliver i givet fald den første kvindelige formand, efter at det for otte år siden mislykkedes for daværende næstformand Tine Brøndum. Hun har senere med et underkendt krav på 8 millioner pensionskroner stemplet sit faglige eftermæle med pampermærket.
Så synes Lizette Risgaard også at være handlekraftig med en vis taktisk begavelse. Forleden meldte HK-formanden Kim Simonsen sig også som LO- kandidat, og en time efter reagerede Risgaard, som selv kommer fra HK, med at pege på formanden for 3Fs grønne gruppe, Arne Grevsen, som sin kommende næstformand. Dermed har hun sikret sig tilslutning fra landets største forbund, som tæller en tredjedel af LOs medlemskreds.
I spørgsmålet om fusionen med FTF holder Lizette Risgaard balancen, mens HK-formanden, i øvrigt støttet af FOAs Dennis Kristensen, taler for fusion, som især de mere traditionelle LO-folk er imod. Men hvis LO og FTF sluttes sammen, taler meget for, at den nyvalgte LO-formand også bliver formand for den nye store hovedorganisation med halvanden million medlemmer. Den slags forhandles almindeligvis på plads under fusionsforhandlingerne, tingene er, som det hedder i de kredse, surret på forhånd.