Samf.: Forbudte ord
Udsendelse d.27.dec. - 2.januar - 2015
Søndag den 7. december trak SAS julenummeret af sit magasin ”Scandinavian Traveler” tilbage fra net-lommerne bag flysæderne og makulerede hele oplaget. Årsagen var en artikel om højrenationalismens fremgang i Norden, som vakte stort postyr, fordi den – sådan forlød det – i en udviklingslinje fra begyndelsen af forrige århundrede til i dag nævner norske Fremskrittspartiet, Sverigedemokraterna, Dansk Folkeparti og De Sande Finner i forlængelse af 20´ernes og 30´ernes højreradikale bevægelser.
Artiklen er skrevet af den svenske journalist og forfatter Per Svensson, tidligere chefredaktør for Kvällsposten, gennem 20 år kulturchef på Expressen – engang Nordens største dagblad – og i dag fast columnist ved Sydsvenska Dagbladet. Han har modtaget flere journalistpriser og er tidligere nomineret til Sveriges fornemste litterære anerkendelse Augustprisen.
Som begrundelse for tilbagekaldelsen af oplaget sagde en pressetalsmand for SAS, citat: ”Magasinet er et livsstilsmagasin, som favner bredt, men ikke har nogen politisk agenda.”
Vreden over artiklen skyldes – stadig ifølge forlydender – at den skulle sammenligne den nye skandinaviske højrebølge med nazismen og fascismen, men kun de færreste kan vide det, for de kender den ikke. Nu er artiklen genoptrykt i Per Svenssons egen avis, Sydsvenskan, mens ingen i Danmark hidtil har haft mulighed for at bedømme dens lødighed og dermed kritikkens relevans. Danske medier og politikere er ellers meget opmærksomme på tendenser til knægtelse af ytringsfriheden, især i Sverige, men ingen har taget initiativ til at gengive artiklen. Det bliver den så her i Samf. i dansk oversættelse til lytternes egen vurdering. – Per Svensson skriver:
”Sverigedemokraternas partisekretær Bjørn Søder kom til den svenske rigsdags åbning den 20. september i år i rød vest og med sort rundpullet hat. Han var ikke alene om at bære folkedragt. Det gjorde socialdemokraten Magdalena Andersson, Åsa Romson fra Miljøpartiet og Rossana Dinamarca fra Vänsterpartiet også. Man kunne opfatte de tre rød-grønne rigsdagsmedlemmers tøjvalg som en stilfærdig markering af, at det ikke er Sverigedemokraterna, som skal definere svenskheden.
Dagen før, da de nyvalgte medlemmer samledes for at vælge præsidiet til at lede Rigsdagens arbejde, var modstanden mere åben. I salen bar Rossana Dinamarca en T-shirt med teksten: SD = racister. SD er en forkortelse af Sverigedemokraterna. Det krævede intet mindre end tre omvalg, før Bjørn Søder kunne vælges som 2. næstformand, en post som det er kutyme tilkommer den svenske rigsdags tredje største parti, og derfor nu var øremærket en sverigedemokrat. Gang på gang stemte de andre partiers medlemmer blankt, en meget usædvanlig demonstration.
Men nu er Søder indehaver af et af det officielle Sveriges fornemste hverv, han er et af fire medlemmer af den svenske rigsdags præsidium. Dette takket være de 13 procent af stemmerne, som hans parti erobrede ved det svenske rigsdagsvalg den 14. september. Hvem havde kunnet tro det om et parti med rødder i nynazismen og den racistiske skinheadkultur, et parti som for ikke længe siden jublede over hvert vundet lokalt mandat i små landkommuner. Og hvem havde virkelig for 20 år siden turdet gætte på, at populistiske partier med fremmedfjendtlig profil skulle blive 2.000-tallets politiske vindere i de nordiske velfærdssamfund, i lande, som bryster sig af at være lidt mere moralske end omverdenen, lidt fredeligere, lidt mere demokratiske, lidt mere hæderlige, lidt mere fordomsfrie og tolerante end alle andre lande i verden? Hvordan skal man forklare, at Fremskrittspartiet sidder i regering i Norge, at det ifølge mange iagttagere er lykkedes Dansk Folkeparti at ændre det politiske klima i Danmark, at De Sande Finner fik 12 pct. af stemmerne ved EU-valget i maj i år, og at kun Socialdemokraterne og Moderaterne er større end Sverigedemokraterna, som ved efterårets svenske rigsdagsvalg ikke blot gik frem i traditionelle ”taberkvarterer” men også begyndte at bryde igennem i velbeslåede kvarterer som Fridhem i Malmø, en velhavende enklave tæt ved vandet med statelige overklassevillaer, hvoraf en er blevet verdensberømt som ”Zlatans Hus”.
Brune skjorter og hagekors, nazismen, som vi kender fra 1930´erne, er aldrig gået hjem i brede kredse i de nordiske lande. Og gjorde det heller ikke i de år, Hitler regerede Tyskland og store dele af Europa. De tyske nazister elskede ”Norden”. Det var dér, de mente at kunne finde de allermest germanske germanere. Men kærligheden var ikke gensidig.
De svenske nazister og pronazistiske grupperinger fik deres bedste valg i i 1936 og samlede dengang godt 50.000 stemmer, ikke engang to pct. af vælgerskaren. Det inkluderede de godt 30.000 stemmer, som gik til det akademisk prægede pronazistiske parti Sveriges Nationale Forbund. – SNF havde tidligere kaldt sig Sveriges Nationale Ungdomsforbund og været knyttet til det svenske højreparti.
Heller ikke i nabolandene var nazisterne og fascisterne store stemmemagneter gennem 30´erne. I Danmark gik ritmester Cay Lembcke fra at være chef for spejderbevægelsen til at lede et lille nazistisk vasalparti, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. Det var for tysk til at blive troværdigt som dansk nationalistisk parti og forblev et marginaliseret parti, selv efter at Lembcke blev skiftet ud med en leder fra Sønderjylland, lægen Frits Clausen. De danske nazister opnåede blot to procent af stemmerne i 1939. I Norge havde majoren Vidkun Quisling, tidligere forsvarsminister i Bondepartiets regering, i 1933 dannet et efterhånden mere og mere nazistisk parti, National Samling. Ligesom sin danske pendant fik det et meget mådeligt gennembrud hos vælgerne, sølle to procent. De norske og danske nazister fik først deres virkelige politiske gennembrud, da de tyske okkupanter gav dem chancen for at blive landsforrædere.
Selv ikke i Finland lykkedes for et egentligt naziparti at blive en dominerende kraft til trods for gode forudsætninger. Finland havde netop oplevet en brutal borgerkrig (hvide” mod ”røde”), grænsede til Stalins Sovjetunionen og sloges under den såkaldte Fortsættelseskrig på samme side som Tyskland.
Ud af den antikommunistiske Lappobevægelse voksede der gennem 30´erne et politisk parti, Den Fædrelandske Folkebevægelse med for fascister typisk forkærlighed for uniformer. Ved valget i 1936 lykkedes det partiet at få godt otte procent af stemmerne og kunne under krigsårene glæde sig over en enkelt ministerpost. Men noget magtparti blev det aldrig.
Betyder det så, at fascismen og nazismen ikke havde nogen indflydelse i de nordiske samfund i mellemkrigstiden? Nej, ikke helt. Indflydelse, det vil sige magt til at påvirke samfundsklimaet, og valgresultat er ikke samme sag. I 30´erne blev fascistiske idéer bredt diskuteret og mange gange også accepteret i dele af samfundet, som kunne sætte dagsordenen, påvirke de spørgsmål, der blev stillet, og formulere svarene i den politiske debat: akademikere, intellektuelle og studenter. – I Finland regnedes flere af de yngre forfattere og også andre skribenter til Svarta Gate, en bevæbnet organisation mod kommunismen. I Norge var landets største digter Knut Hamsun en udtalt pro-nazist. I Danmark lod højrepartiets ungdomsforbund sig begejstre af den nye tids idéer: I 1933 dannede Konservativ Ungdom uniformerede grupper med grønne skjorter og ridestøvler. Og i Sverige? Ja, formanden for Sveriges nationale forbund, Elmo Lindholm, var i det civile docent i latin. Det var en mindre afvigende baggrund for en fascistleder, end man måske i dag forestiller sig.
”Stop jødeimporten” stod der på et banner, ”Sverige for svenskerne” på et andet. Med studenterhuer og med fakler i hænderne marcherede mellem 400 og 500 studenter gennem det centrale Stockholm. Det var den 6. februar 1939, og studenterne protesterede mod den tanke, som nogle ældre svenske læger havde lanceret om – nogle måneder efter Krystalnatten – at give arbejds- og opholdstilladelse i Sverige til en halv snes tyske, jødiske læger. Ved et debatmøde som afslutning på fakkeltoget talte både de kommende tandlægers, apotekeres og lægers korpsledere. Manifestationen var arrangeret af Svensksocialistiske Studenterforbunds Stockholmsafdeling, dvs af en nazistisk studenterorganisation.
De kommende uger holdt Den Medicinske Forening og studenterkorpsene i Uppsala og Lund møder med samme tema. Overalt blev der vedtaget flygtningefjendske resolutioner med store flertal. De svenske nazister var ovenud lykkelige. Lørdag den 25. februar 1939 stod en rapport fra korpsmødet i Uppsala øverst på forsiden af Den svenske Folkesocialist: ”Uppsala-studenter står vagt om landets grænser. Skarp protest mod flygtningeimporten.” Bladet var organ for den såkaldte Lindholmbevægelse, den største og mest stabile af de rendyrkede nazistiske partidannelser. Leder var underofficer Sven Olov Lindholm. Hans parti havde i 1938 skiftet navn fra Nationalsocialistisk Arbejderparti til Svensk Socialistisk Samling og erstattet hagekorset med et blåt partisymbol.
Trods beskedne valgresultater havde Lindholm´erne tidsånden i ryggen gennem 30´erne. De kunne opfatte sig som et nye Europas unge fortrop. Fascismen regerede i to af Europas store kulturlande, Italien og Tyskland, og var som ”verdensanskuelse” (som man gerne sagde på den tid) i offensiven i en række lande. – Nazisterne og fascisterne så sig selv om krigere i en skæbnekamp, hvor deres egen nations, eget folks og deres egen races fremtid stod på spil. Der var tre fjender: ”Marxismen” (som indkluderede socialdemokraterne), ”liberalismen/storfinansen” og ”jøderne”, som man antog stod bag både marxismen og kapitalismen. De onde kræfter drev deres lumske spil ved hjælp af demokratiet, et begreb, som i svenske nazikredse gerne blev omskrevet til ”dumokratiet”.
Denne verdensanskuelse tiltrak ikke så få af 30´ernes studenter, som efter krigen kom til at indtage vigtige positioner i det svenske samfund, f. eks. gymnasielærere, læger, højere tjenestemænd, politikere, dommere, præster og redaktører. Det er en af forklaringerne på, tror jeg, at der aldrig blev gennemført nogen gennemgribende selvransagelse i Sverige efter 2. Verdenskrig.
Ødelæggelserne, de uhyggelige nazistiske forbrydelser, deler vandene i den moderne europæiske historie. Derfor har den åbne nazisme bare overlevet som mug på politikkens kældervægge, som en patetisk kult for uforbederlige gamle herrer og/eller unge alkoholiserede slagsbrødre. I den henseende er skellene mellem de nordiske lande små. De heilende nazister har udgjort alvorlige trusler mod enkelte personer, men ikke mod samfundet.
I anden henseende skiller nabolandene sig dog fra hinanden. Mens Sverige efter krigen lod det moderne samfundsbyggeri blive den store og egentlige kilde til national stolthed og stemplede historieromantik og patriotisk bragesnak som suspekte og farlige foreteelser, var holdningen til traditionel nationalisme anderledes i lande, som var okkuperet og/eller selv direkte inddraget i krigen. Der var de nationale symboler i stedet ladet med positiv energi af kampen for frihed og uafhængighed.
Det er en af grundene til, at den skandinaviske debat om nationalisme ofte bliver så aggressiv og betændt. For en svensker er det bizart at se danskere stå og vifte med små papirsflag i ankomsthallen i Kastrup,for ikke at tale om hvor mærkeligt, det er at følge den danske politiske debat med fiksering på ”de fremmede”. For en dansker kan det forekomme ubegribeligt, at svenskerne altid er så ”politisk korrekte”, at landets øvrige politikere end ikke vil tale med Sverigedemokraterna. Mange svenskere synes, det er underligt, at Fremskrittspartiet så hurtigt og tilsyneladende nemt har kunnet indtage en central rolle i det norske politiske liv efter massakren på Utøya. Nordmænd kan på deres side mene, at de svenskere, som stadig fremhæver massemorderen Anders Behring Breiviks tidligere medlemskab af Fremskrittspartiet, ikke bare bagtaler partiet men efter nogens mening også Norge som nation.
Til en vis grad kan de nordiske skænderier forklares med, at de forskellige partier har forskellige rødder. Sverigedemokraterna er vokset frem af en rendyrket racistisk organisation fra 80´erne, Bevar Sverige svensk. De Sande Finner kan derimod siges at være arvtagere af en gammeldags bondepopulisme, tættest Veikko Vennamos landsbyparti. Og Pia Kjærsgaard, kvinden som skabte Dansk Folkeparti, blev formet politisk af den marcipanelskende og skattehadende populist Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti, som han startede i begyndelsen af 70´erne. Det norske Fremskrittspartiets stamfar, Anders Lange, var en norsk Glistrup, som uden falsk beskedenhed døbte sit parti Anders Langes Parti. Nogle år efter hans død i 1974 ændredes navnet til Fremskrittspartiet, og Carl I. Hagen blev partileder.
De partier, som Glistrup og Lange grundlagde, var klassiske protestpartier, der ville reducere velfærdsstaten, som mange i 70´erne mente havde vokset sig for stor og selvtilstrækkelig. Først i 90´erne fik Sverige en tilsvarende partidannelse, Ny Demokrati. Men da var misfornøjelsen med det politiske establishment blandet med en reel dosis fremmedfjendtlighed, først og fremmest mod forskellige muslimske befolkningsgrupper.
Det er den cocktail, som populistiske og højreekstreme partier rundt om i Europa med stor fremgang sælger til vælgerne. Og det er ikke længere rædslen for en alt for stærk velfærdsstat men tværtimod en nostalgisk længsel efter gamle tiders almægtige nationalstat, som disse partier udtrykker.
Man kan derfor sige, at de uanset forskelligheder snarere forvalter en idéarv fra 30´erne end fra 70´erne.
Det gælder såvel Dansk Folkeparti som De Sande Finner, og det gælder i særlig grad Sverigedemokraterna. Det samfund, som de vil (gen)oprette er et helt andet end det, vi lever i i dag. ”Vi vil helt enkelt ikke have det splittede, adskilte – sjælsløse – samfund, som det social-liberale establishment skaber til os,” skriver Sverigedemokraternas partileder Jimmie Åkesson sidst i sin bog ”Satis polito”.
Hans kolleger på den højreekstreme flanke rundt om i Europa nikker med stor sikkerhed samstemmende. Ekstremnationalismen kan have forskellige udtryk, men fjenderne er de samme: EU, de liberale medier og det globaliserede samfund.
I en verden i forandring lader de som om, tiden kan skrues tilbage i netop deres land, så samfundet igen kan blive den trygge og harmoniske familie, som det aldrig nogensinde har været.
Hvorfor lykkes det dem at gøre det med stor tilslutning også i de nordiske land, i de samfund, som nærmest mente, at de var genetisk gode? Måske netop derfor, fordi nationalismen har været så selvfølgelig, at vi ikke har set den, og det derfor er lettere, end man anede, at bilde voksende befolkningsgrupper ind, at alt det, som opleves truende, kommer ude fra”.
…
Så mange var de nu makulerede ord fra Per Svenssons hånd – til lytternes egen vurdering. Oversat og læst af Ove Weiss.
