Samf.: Gule og Blå

Udsendelse d. 27.sep. - 3.okt. - 2014

 I international sammenligning er det mest bemærkelsesværdige ved det svenske valg, at Fredrik Reinfeldts blå alliance-regering trodsede de politiske magtstrukturer og trådte tilbage trods borgerligt flertal med Sverigedemokraterne, som i den sidste valgperiode har stemt for 90 procent af regeringens forslag. Tilmed er der mange eksempler – også i Sveriges nære omegn – på umage størrelsers forening under magtens fordeling, når først vælgerne har talt, og politikernes næste møde med dem ligger betryggende langt ude i fremtiden.

   Ganske vist var der ikke givet egentlige løfter forud, men dannelsen af Trekantsregeringen i 1957 var f. eks. noget af en politisk bombe efter den grove retorik i valgkampen, hvor især Socialdemokraternes H.C. Hansen og Viggo Starcke fra Retsforbundet – i både værdi- og socialpolitikken en slags forløber for Mogens Glistrups Fremskridtsparti – ikke gav vælgerne nogen som helst forestilling om forbrødring af de to. Alligevel blev Starcke optaget i H.C. Hansens regering.
    Jens Otto Krags formulering ”Man har et standpunkt, til man ta´r et nyt” om de ændrede relationer til Aksel Larsens SF, er blevet et politisk bonmot, som alt efter temperament opfattes som udtryk for politisk bedrag eller den højeste politiske visdom. Dannelsen af Norges Høyre-regering sidste år er en direkte parallel til de svenske tilstande. Begge blokke havde afsværget samarbejdet med Fremskrittspartiet, men fristelsen for Høyres statsminister Erna Solberg blev for stor, hun gjorde alle løfter til skamme og inddrog det højrenationalistiske parti i sin regering med Fremskrittspartiets Siv Jensen på den fremtrædende post som finansminister.
   Nu står den norske regering til nederlag næste gang, som dog først bliver ved den fireårige valgperiodes udløb, for regeringer i Norge kan godt ændres i perioden, men nyvalg er ikke muligt efter grundloven. Meningsmålingerne viser i øjeblikket ret entydigt, at nordmændene har fortrudt, at de afskibede Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg, der afløser Anders Fogh Rasmussen som NATOs generalsekretær, men de må altså på grund af valgloven væbne sig med tålmodighed tre år endnu, og til den tid kan meget være ændret..
   Det er nu næppe den skæbne, som har afholdt Moderaternes Fredrik Reinfeldt fra at følge sit norske søsterpartis eksempel og lade hånt om løfterne i valgkampen, hvor regeringens tre mest fremtrædende medlemmer tværtimod var klare i mælet i afvisningen af afhængighed af Sverigedemokraterne. De sagde i debatten om udlændingepolitikken, hvad de mente, noget som måske er blevet ualmindeligt i politik. Reinfeldt selv brugte udrykket ”Vi skal åbne vore hjerter”. Det sagde han ganske vist, efter at han i sin første valgtale 31 dage før valghandlingen gjorde opmærksom på den selvfølgelighed, at modtagelsen af årligt 80.000 nye flygtninge og indvandrere – 8-10 gange flere end Danmark – naturligvis også stiller store økonomiske krav. Det blev udlagt som om, Reinfeldt gik ind på Sverigedemokraternes præmisser om valget mellem humanitær indsats og hjemlig velfærd. Samtidig pillede Sveriges økonomiske mirakelmager – i hvert fald i Reinfeldt-regeringens første periode fra 2006 til 2010 – finansminister Anders Borg Sverigedemokraternes økonomiske politik, der er ligeså labil som Dansk Folkepartis, den politik pillede han fra hinanden. Mens Sveriges enfant terrible, den nu afgåede udenrigsminister og i øvrigt også tidligere statsminister Carl Bildt, omtalte Sverigedemokraterne som fascister.
   Bildt har yderligere en fortid som det internationale samfunds Høje Repræsentant med næsten ubegrænsede beføjelser i Bosnien-Herzegovina. Her var han kendt for sine hurtige nedslag på højrenationalister, bl. a. afsatte han i flere tilfælde med døgns varsel folkevalgte borgmestre i den serbiske del af landet, Republika Srpska, som var gået i selvsving med forfølgelse af anderledes tænkende og troende.
   De tre ledende konservative politikere demonstrerede dermed Sveriges udgave af borgerlig anstændighed. Sideløbende præsenterede alliancen af Venstre, Dansk Folkepart, Liberal Alliance og Konservative den danske udgave med besparelser på u-landsbudgettet og begrænsninger af asylpolitikken til fordel for skattelettelser – og krav om nedsættelse af den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år til kriminalisering af børn, efter at der i øvrigt er konstateret fald i ungdomskriminaliteten.
   Det har dog ikke afholdt danske politikere og medier fra at beskylde svenske politikere og medier for tabuisering af vigtige samfundsspørgsmål, især skulle svensk presse være lukket land for debat om indvandrerproblemer. En kort sammenlignende analyse af de to landes fire største dagblade er i den sammenhæng interessant: Konservative Svenska Dagbladet sammenlignet med Berlingske, social-liberale, eller måske ligefrem kulturradikale, Dagens Nyheter med Politiken og de to tabloider Aftonbladet og Expressen sammenlignet med henholdsvis Ekstra Bladet og BT viser en væsentlig forskel i journalistisk kvalitet, volumen og åbenhed i debatten – i de svenske avisers favør. I den sammenligning er det de danske medier, der må være gule og blå, af misundelse.
   Den velkendte blanding af selvovervurdering og mindreværdskomplekser fik dog sit mest underholdende udtryk med Radio 24/Syv – inden den officielle navngivning kaldet Radio Møller efter dens velynder på licensbetalernes regning, daværende konservative kulturminister Per Stig Møller. Radioen er blevet en lytterfiasko, så da den i sommer lancerede et nyt program, Danmarks Röst, stavet med svensk ö og henvendt til svenske lyttere, måtte man tro, at initiativet var et forsøg på at rette lidt på de skrantende lyttertal.
   Men det var ingenlunde tilfældet. Formålet var ifølge redaktøren, Michael Jalving, hedder han, en aggressiv højredebattør med fast klummeplads i statsunderstøttede Jyllands-Posten, at fortælle svenskerne, hvad de ikke må få at høre og læse i deres egne medier. Man ser det for sig: Øresund uigennemtrængelig som muren gennem Europa i koldkrigsperioden. Her sendte Radio Fri Europa, med velbegrundet økonomisk støtte fra CIA, vestlige nyheder til de undertrykte befolkninger i Østblokken, som til daglig blev manipuleret af sovjetiske medier.
   Radio 24/Syvs omsorg for svenskernes informations- og debatniveau i en moderne oplysningstid med satellitter og andet isenkram til at nedbryde alle mure bliver yderligere underholdende af, at netop den radio er opstået i forsøg på at anfægte den frie meningsdannelse i Danmarks Radio. I årevis har ikke mindst DRs P1 været en torn i øjet på borgerlige politikere med udokumenterede påstande om, at kanalen skulle være domineret af røde lejesvende. Det skulle Radio 24/Syv så kompensere for med 800 mill. kr. over otte år taget fra licensmidlerne til Danmarks Radio.
   Tovejskommunikation har der lige så lidt som i de fleste andre danske medier været tale om, selv om den svenske valgkamp og tiden forud har været fyldt med begivenheder, som kunne have interesse for danskerne, der er så underforsynede med reelt information om svenske forhold. F. eks. var der i valgkampen omkring 30 tilfælde af aktive Sverigedemokraters hadske især verbale overfald på fremmede, 12 blev for et syns skyld ekskluderet af partiet, men de er kun toppen af isbjerget. Ved lokalvalgene var der adskillige Sverigedemokrater, som skiftede til Svenskernes Parti, et nynazistisk parti efter de fleste svenskeres mening; for disse Sverigedemokrater kunne det være hip som hap. Den slags, skulle man tro, kunne have interesse i Danmark, hvor f. eks. Dansk Folkepartis Søren Espersen hylder Sverigedemokraterne, mens den værdipolitiske ordfører Pia Kjærsgaard ved flere lejligheder har ladet sig hylde af dem.

        

 

MEDARBEJDER

Ove Weiss