Samf.: Partiernes formkurve ved sæsonstart

Udsendelse d.4. - 10. oktober - 2014

Første tirsdag her i oktober – i år er det den 7. dag i måneden – åbner Folketinget. Det skal Tinget gøre ifølge grundloven, ellers kunne magthavere manipulere med datoen efter for godt befindende. I år er der særlig opmærksomhed om den politiske sæsonstart, for med mindre finanslovsforhandlingerne byder på dramatiske overraskelser, er det nye folketingsår optakt til den store finale på valgdagen som – hvis vi skal vove et bud eller to – falder i foråret, formentlig tirsdag den 28. april eller tirsdag den 5. maj. Den første dato er mest sandsynlig, for folketingsvalg på Befrielsesdagen kan friste selvbestaltede fædrelandsvogtere med et i egen opfattelse særligt nationalt sindet gen til at misbruge frihedskampen på bekvem afstand af de blodige begivenheder – og politiske realiteter – for trekvart århundrede siden.

   Når det er mindre sandsynligt, at regeringen løber linen ud og fylder den 4-årige periode helt, skyldes det, at regeringsledere gerne selv bestemmer valgdatoen og ikke overlader afgørelsen til grundloven. På den anden side er det politiske liv fuld af undtagelser, det var den seneste folketingsvalgdag f. eks., den faldt på en torsdag og ikke som vanligt på en tirsdag, torsdag den 15. september 2011. Det skæringspunkt ligger tæt på sommerferiens ophør med skoleårets begyndelse, men kan også bruges som argument for, som den slags så siges, ”en kort, kontant valgkamp”. Og under alle omstændigheder er ”færdigt arbejde” i mange andre sammenhænge en dyd, og det kan selvfølgelig friste til at bruge tiden fuldt ud, måske også båret af frygten for at møde vælgerne i håb om, at mildere vinde blæser ved næste hjørne.
  Under alle omstændigheder er der grund til her ved sæsonstart at se på partiernes formkurve vel vidende, at den kan ændres i et demokrati, hvor der de sidste tre år er foretaget syv regeringsrokader, altså en hvert halve år.
   Et eksempel på den politiske foranderlighed er landets igen største parti Venstre, som før sommerferien dykkede med sin formand og statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen hængende som et vrag i tovene, efter at han gang på gang over for offentligheden og et tå-krummende politisk bagland havde beklaget sin tilbøjelighed til som liberal leder med krav om andres mådehold at rage skatte- og medlemskroner til sig til privat forbrug.
   Blå blok står pt i meningsmålingerne til en bekvem valgsejr, og Venstre har fundet en opskrift, som muligvis har folkelig appel med milliardbesparelser på u-landsbudgettet og på asylområdet til fordel for nye skattelettelser.Med 1 mia. kr. ekstra til sundhedsvæsenet – især kræftbehandlingen – fordobler Venstre regeringens eget budgetforslag. ”Politisk overbud”, lød overskriften forleden til en lederartikel i Venstres trofaste Jyllands-Posten, men det betyder mindre, når karrusellerne snurrer.
   Med en anløben alternativ statsministerkandidat til højre og et utroværdigt SF til venstre skulle man forvente, at Socialdemokraterne kunne vende den stabilt nedadgående kurve i Helle Thornings-Schmidts formandstid, men det er ikke lykkedes. Tværtimod står statsministerens parti til tab af yderligere mandater.
   Til trods for, at centrum-venstreflertallet har afbødet de værste følger af den tidligere regerings dagpengereform med mellem 3 og 4 milliarder kroner – og selv om regeringen f. eks. vil hæve fradraget for faglige kontingenter til det tidligere niveau på 6.000 kr., og beskæftigelsen i øvrigt er stigende, er der voksende spænding i forholdet mellem Socialdemokraterne og LO-fagbevægelsen. Selv 3F – det gamle arbejdsmands- og specialarbejderforbund – som mange steder, især i Provinsen, på det nærmeste er synonymt med den lokale socialdemokratiske forening, er for alvor begyndt at røre på sig – selv i spørgsmålet om fremtidig økonomisk støtte til det gamle arbejderparti.
   De to yderpartier, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, er de eneste af Folketingets otte partier, som i øjeblikket har medvind. Det er ganske vist ikke lykkedes Enhedslisten at få samme indflydelse på den nuværende regering, som Dansk Folkeparti havde på VK-regeringerne gennem nullerne, det var ellers ELs forventning ved dannelsen af S-R-SF-regeringen. Alligevel fastholder partiet en stabil fremgang siden 2011-valget efter et højdespring under SF-krisen tidligere på året.
   Dansk Folkeparti indtager tilsyneladende en særstilling i den borgerlige dagspresse med afsmitning i public service medierne, som i vidt omfang behandler partiet efter en anden målestok end de øvrige partier. DF står for Dansk Fortrydelsesparti hed det for nylig i et debatindlæg i en avis med henvisning til de utallige gange, partiet er løbet fra sine politiske aftaler, så snart enkeltsager har vist sig upopulære. Uden at medierne vedholdende har stillet partiet til regnskab for dets mange krumspring.
   Selv om Margrethe Vestager både fagligt og politisk er i særklasse, har det radikale lederskifte ikke påvirket partiets tilslutning negativt at dømme efter de første meningsmålinger med Morten Østergaard som leder. I forvejen var tilslutningen vigende – ca. 2-3 procentpoint – i forhold til storhedstiden før valget og den første halve regeringsperiode. Partiets – som mange opfatter det – arrogante, grænsende til brutale, afvisning af en revision af dagpengereformen har gjort indtryk, tilsyneladende også i det radikale bagland, som efterlyser større social indlevelse, den gamle husmands-radikalisme, om man vil.
   I SF er det lykkedes den nye formand, Pia Olsen Dyhr, at generobre ganske store dele af det tabte land, først og fremmest ved at tage afstand fra de beslutninger, som hun selv som minister gennem flere år var med til at træffe. Her spores i metoden et slægtskab med Dansk Folkeparti, dog med den undtagelse, at SF igen i fuld alvor erklærer sig rede til på ny at indtræde i en regering, om den mulighed overhovedet måtte åbne sig inden for de nærmeste år. Engang hed det selvbevidst, at venstrefløjen var særlig stærk i ANALYSEN, SFs tilbagekomst efter sammenbruddet i januar, og den vej, som partiet har fulgt, viser, at vælgerne på den fløj er ligeså let bevægelige som højrefløjens, selv gymnasielæreren med cykelklemmen på fløjlsbuksen synes på vej tilbage til folkesocialismen efter partiets ydmygende optræden i DGI-Byen i januar.
   I Liberal Alliances finanslovsoplæg foreslås bl. a. at forhøje den såkaldte velfærdspulje, eller frie pulje, som den også kaldes – i regeringsudspillet er den på halvanden milliard kroner .LA foreslår puljen øget med 2 milliarder kroner taget fra regeringens beslutning om at fordoble fradraget for faglige kontingenter. Den ene million skal så bruges til at lempe topskatten.
   Partiet har tilsyneladende etableret sig med en stabil, om end forholdsvis lav, tilslutning som tilflugtssted for mere løsgående liberalister, påfaldende er f. eks. tilslutningen blandt unge hedsporer på gymnasierne. LAs problem er bl. a., at partiets synspunkter ikke tages rigtig alvorligt, og at dets mandater muligvis slet ikke kommer i betragtning ved dannelsen af en evt. ny borgerlig regering.
   Anderledes med Det konservative Folkeparti, som ganske vist er mindre end Liberal Alliance og trods lederskiftet fortsat frister tilværelsen som Jumbo i meningsmålingerne. Det vil være svært for Venstre ved et evt. regeringsskifte at kvitte sin gamle allierede, hvor bette den end er, og det kan også blive redningen for den nye konservative leder Søren Pape Poulsen. Han er nyopstillet i den vestjyske storkreds, som ifølge en af de få positive meningsmålinger efter lederskiftet indtager det niende mandat ud af 10. Den nuværende folketingsgruppe har otte medlemmer. Så skulle valget til Folketinget mislykkes for Pape Poulsen, kan en evt. ministerpost blive redningsplanken.
   Så alt i alt må en gennemgang af folketingspartiernes formkurve for de fleste af dem føre til følgende konklusion: Der er rigelig plads til forbedringer.

Ove Weiss analyserede.             
         

 

MEDARBEJDER

Ove Weiss