Samf.: Partiernes underskov

Udsendelse d. 1.- 7..november - 2014

 Med udgangspunkt i en nylig partidannelse og en nyopdukket løsgænger ser Ove Weiss på mylderet i partiernes underskov og sværmen af løsgængere gennem tiderne. Hans konklusion lyder: ”Løsgængeriet” er stort set udsigtsløst. Der skal i bedste fald partier til, selv om de paradoksalt nok slet ikke nævnes i grundloven.

Skulle Folketingets åbningsdebat og de bevidste daglige udsivninger fra finanslovsforhandlingerne bag Finansministeriets lukkede dør ikke have overbevist alle om, at folketingvalget er nær, er der andre indikatorer, også ud over valgperiodens udløbsdato 15. september næste år.

   Et valg- og vartegn er ofte proklamationen af nye partidannelser, som i 11. time skal sikre deres opstillingsberettigelse med indsamling på gader og stræder af omkring 20.000 anbefalende underskrifter. For nylig blev to nye partier præsenteret, eller rettere: det ene er en løsgænger, og ham vender vi tilbage til.
   Nationalpartiet hedder det nye parti, stiftet af tre brødre med pakistanske rødder. Om der er tale om et klan-parti, velkendt fra Pakistan, vil tiden vise, foreløbig har partiet 100 medlemmer, hvoraf en del var mødt op ved det præsenterende pressemøde for at applaudere.
   Navnet, partiets logo med indbygget dannebrog og den kursiverede undertekst Vi er Danmark kunne umiddelbart tyde på endnu et ridt på den højre-nationalistiske bølge, som når nye højder i disse tider, men det er langt fra tilfældet. Tværtimod sagde stifterne, at partiet er social-liberalt, altså med samme midterplacering som Radikale Venstre. Med brod til Dansk Folkeparti – og måske flere andre, hvem ved? – hed det på pressemødet, at den politiske udvikling i Danmark nu er så afsporet og udansk med ekstreme udtalelser og stramninger, at der er behov for et nyt parti.
   Ud over, at stifterne lægger vægt på, som de sagde, traditionelle danske værdier – men altså ikke værdier af  DF-værdiordfører Pia Kjærsgaards slags – understregede de, at partiet er for alle, ikke alene for indvandrervælgere.
   Understregningen af bredden er formentlig inspireret af de dårlige erfaringer med Minoritetspartiet, som samlede tilstrækkeligt med underskrifter til at opstille ved valget i 2005, men hvor det med små 9.000 stemmer over hele landet ikke engang fik halvdelen af de vælgere, som med deres underskrift havde anbefalet partiet.

    Det kan selvfølgelig være erfaringerne med Minoritetspartiet, der får flere valgforskere til stort set at frakende Nationalpartiet muligheden for at blive repræsenteret i Folketinget, selv om der ellers er tradition for grøde i den partipolitiske underskov. Fra de senere årtier kan i flæng nævnes nye partidannelser som Kristeligt Folkeparti, CentrumDemokraterne, Fremskridtspartiet, som stort set fortsatte i Dansk Folkeparti, sømandsbossens Fælles Kurs og Ny Alliance, som skiftede navn – og især politik – til Liberal Alliance. Dertil kommer de stort set udsigtsløse forsøg, som bygger på en enkelt løsgængers forestilling, senest den radikale udbryder Uffe Elbæks parti Alternativet.                                                      

    Men folkegunst kan være en uforudsigelig størrelse, og Ny Alliance/Liberal Alliance er eksemplet på, at det kan gå helt anderledes, end valgforskerne præ´ker. Da Ny Alliance blev stiftet 7. maj 2007, havde partiet allerede på 2.-dagen 5.000 medlemmer, stort set samme antal, som flere etablerede folketingspartier havde skrabet sammen gennem årtier.

    Ny Alliance blev skabt på en bølge af begejstring, som nok bedst kan sammenlignes med den, der i slutningen af 70´erne bar debatbogen ”Oprør fra Midten”, som af de tre forfattere Niels I. Meier, Kristen Helveg Petersen og Villy Sørensen ikke var tænkt som oplæg til partidannelse, men snarere som inspiration, især for Det radikale Venstre, der til gengæld ikke tog imod den ideologiske håndsrækning.
   Ny Alliance, som i øvrigt hurtigt blev belastet internt af vragede lykkeriddere fra andre partier, der ofte stiller sig forrest i køen, når nye muligheder viser sig, blev en fiasko med kun fem, tilmed uenige, mandater i Folketinget, selv om valgforskerne havde forudset, at partiet ville skabe rystelser i det parlamentariske liv.
    Anderledes med Liberal Alliance, som reelt overtog Ny Alliance efter godt et år, og som i begyndelsen ikke blev spået en kinamands chance af valgforskerne, men som i dag er nogenlunde etableret i Folketinget, ganske vist som det næst mindste parti, men dog større end traditionsrige konservative Folkeparti.                                                            

   Så der er ikke mangel på alternative partier, selv om antallet ikke står mål med sværmen af løsgængere gennem tiderne, hvad enten de for en kort stund er fritgående i Folketinget på deres gamle partis stemmer eller forsøger at komme ind ude fra. Det sidste er der nu et nyt eksempel på med den tidligere marxist og tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet – en slags backing group for Dansk Folkeparti – Lars Hedegaard Jensen. Han var sidste år udsat for et mislykket attentatforsøg, angiveligt p. gr. a. af sine islam-kritiske holdninger.
   Lars Hedegaards fem siders valgprogram bærer overskriften ”Danmark er danskernes land”, en sproglig parallel til et yderligtgående højreparti i broderlandet: ”Svenskernes Parti”.
   I sit program kræver Hedegaard stop for, citat ”enhver yderligere indvandring af mennesker, som vi erfaringsmæssigt ikke kan integrere – uanset om der er tale om såkaldte flygtninge, asylansøgere, studerende eller familiesammenførte,” og så ønsker han forbud mod opførelse af nye moskeer og i øvrigt, at kriminelle udlændinge udvises uanset mulig forfølgelse i hjemlandet.  For at vende tilbage til valgforskerne, så anser de ikke uventet Hedegaards valgchancer for mikroskopiske, det byder erfaringerne dem – for det er svært for en enmandshær at samle de omkring 20.000 stemmer, der skal til for at opnå et kredsmandat i det relativt lille område, som en storkreds er, trods navnet.

   Faktisk er det i efterkrigstiden kun lykkedes to gange. Senest, da entertaineren Jacob Haugaard i 1994 blev valgt ind på et kredsmandat i Århus Amtskreds med godt 23.000 personlige stemmer – bl. a. med det meget ambitiøse krav til Folketinget og, må man formode, stærkere kræfter om medvind på cykelstierne. Det er ikke kun i Italien, klovnerier gi´r politisk pote.
   I grundlovsåret 1953 blev Hans Schmidt valgt som løsgænger i Sønderjylland, og det var af flere grunde bemærkelsesværdigt, også fordi det senere konservative ikon John Christmas Møller efter brud med sit parti forgæves opstillede som løsgænger netop i Sønderjylland flere år tidligere.
   Hans Schmidt opstillede i 1953 i tilknytning til det tyske mindretals parti og blev i øvrigt ved flere følgende valg stemt ind i Folketinget for Slesvigske Parti. Men efterhånd kunne mindretallet ikke mønstre et mandat, og efterfølgeren den mangeårige chefredaktør for avisen Der Nordschleswiger i Åbenrå, Jes Schmidt gik med Slesvigske Parti i valgforbund med CentrumDemokraterne, og sikrede på den måde sit genvalg flere gange. Når valget faldt på netop CentrumDemokraterne skyldtes det bl. a., at man her fandt en slags midter-fællesnævner, for som i det øvrige samfund tæller det tyske mindretal selvfølgelig mange forskellige politiske holdning.  Hvis man drager paralleller til tysk politik, har SPD f. eks. stået stærkt i det tyske mindretal i Åbenrå , mens mindretallet i domkirkebyen Haderslev med flere store tyskejede virksomheder har været CDU-præget.
   Men i dag er det tyske mindretal uden repræsentation i Folketinget, ”løsgængeriet”, om man må kalde det sådan, er stort set udsigtsløst. Der skal partier til, selv om de paradoksalt nok slet ikke nævnes i grundloven.

 

                 

MEDARBEJDER

Ove Weiss